christmas

Julen har i mange år ikke rigtig været min "scene".

Jeg kan godt synes det er aaaaaalt for meget, og jeg synes folk bliver sindssyge i december. Det bryder jeg mig ikke om.

Måske har det også noget at gøre med, at december i mange år for mig har været en måned hvor man konstant propper i hovedet og er i et længerevarende sukkerchok alt for mange gange om ugen. December måned har i mange år været lig med + x antal kilo. Men i år er det ekstra slemt. For jeg har aldrig vejet så meget som jeg gør i år.

Jeg er ellers typen der siger: det er ikke hvad du spiser mellem jul og nytår der tæller, det er hvad du spiser mellem nytår og jul. Og det mener jeg i og for sig stadig. Seriously, hvis ikke du ligefrem er på kanten til at få diabetes eller vejer alt, alt for meget. Så æd dog. Det er kun december en gang om året. Altså, alt med måde. Men måske december skulle være en slags "deload" måned, hvor man skruer lidt ned for tempoet og husker hyggen i stedet for stepmaskinen. I don't know..

Anyways. Jeg har besluttet mig for at afprøve nogle af juleklassikerne i en "light" udgave. Som I måske har læst før, så er sukker virkelig ikke min ting. Jeg er simpelthen begyndt at få det så dårligt når jeg spiser det. (Apropos sukkersyge? FUCK) Så. Nej tak til sukker!
Da jeg ikke er særlig ferm (overhovedet) i et køkken, så er det begrænset hvad jeg bevæger mig ud i.

Havregryns kugler:

Jeg googlede egentlig bare: "Sukkerfri havregrynskugler", og fandt denne opskrift.
Den så enormt simpel ud, så jeg tænkte at det lige var mig. And it was!
Det tog ikke mere end ti minutter at lave dem og rulle dem til kugler, så det var rimelig effortless. Smagen er selvfølgelig ikke den samme som dem der er fyldt med smør og sukker, men stadig ikke dårlige!
Jeg tror et eller andet sted at kunsten er, at man ikke skal sammenligne de sukkerfrie produkter med det man kender. For selvfølgelig er smagen anderledes. Men jeg kan godt anbefale dem, helt sikkert. Det er en god erstatning.

Marcipan:

Med et helt almindeligt stykke fuldfed nougat på! :D

Jep, jeg har fandeme lavet marcipan! Det er sgu store sager. Jeg fandt en opskrift her hos Madbanditten. Og ved I hvad? Det var sgu også ret simpelt. Det eneste er, at det tager lidt tid at stå og smutte 300 g mandler og derefter tørre dem to timer i ovnen og så videre - men jeg synes sgu det er det værd. Nøj, hvor smager det godt, og tanken om at der ikke er sukker i er bare fantastisk. I dette tilfælde kan jeg slet ikke smage forskel på dette og almindelig marcipan. Jo, det skulle da lige være at dette smager langt bedre!

Sidst men ikke mindst: Ris a'la mande!

Der er ikke som sådan nogen opskrift - det er rimelig frit. Denne sunde ris a la mande består af:
Lige dele vanilje yoghurt og hytteost, mandelessens og vaniljessens er valgfrit. Hak nogle mandler og smid i, og voila! Igen, skal man selvfølgelig ikke sammenligne det med almindelig ris a la mande fyldt med fløde og sukker. Men dette er faktisk en succes, synes jeg. Dog ville jeg ikke kunne spise det uden kirsebærsauce! Men det elsker jeg også. Det er næsten det bedste ved ris a la mande :-) Den kan man i øvrigt købe sukkerfri som Isis produkt.

my body

Som bloggen jo hedder :-)

Lige for tiden kører jeg min krop ret hårdt. Men det gør mig ingenting.

Jeg trænede mine ben i lørdags, og de er stadig fuldstændig smadrede. På en måde elsker jeg det. Kender i det? Men åh dog, hvor medbringer det meget smerte. Hele dagen i går (og til dels i dag) gik jeg rundt og lignede en der  seriøst havde skidt i bukserne. Det var et helvede at komme op og ned af trapper - for slet ikke at tale om at sætte sig på toilettet. Ååååh, hvilken smerte.

Da jeg vågnede i morges håbede jeg lidt at smerten var væk, da jeg havde meget træning at se frem til i dag. Det var den så sandelig ikke!
 

AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAVVV!

Men jeg har trænet allerede en gang i dag. Dog kun kort, men jeg gik alligevel forbi mit træningscenter, så jeg tog lige 20 minutter på crosstraineren (med en max på 15, jubii) og lidt ryg- og arm træning. Might as well.

Her om lidt er jeg på vej ud af døren til combat. KIAAI!!

Fortæl mig lige: Hvad er jeres yndlings ben øvelser?

Dear mom

Kære Mor

Jeg har så mange ting jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke sige dem til dig. Ikke fordi du er død, men fordi det ville ødelægge vores forhold. Du ville aldrig kigge på mig med kærlighed i øjnene igen, og jeg ville såre dig og ham. Din mand. Din kæreste. Ham du bor sammen med.

Ham er jeg ligeglad med. Jeg har længe vaklet mellem at få lidt dårlig samvittighed eller at være cold as ice. Jeg synes det er svært at opretholde den samme tålmodighed og glæde ved et andet menneske som nærmest kun udretter dårlige ting. Okay, da jeg skrev dette fik jeg et sug i maven af dårlig samvittighed. Men det handler udelukkende om dig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham. Jeg vælger at være cold as ice. For han ødelægger min familie og det har han altid gjort, mor. 

Da du lærte ham at kende for ni år siden var du glad. Jeg var ligeglad. Jeg havde nok regnet med at det ville ske. Jeg synes det var hårdt at far blev så ulykkelig, og jeg synes nærmest det var endnu hårdere at se dig sidde på din nye kærestes skød og kysse og jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvor forfærdeligt det var at høre jer bolle. Det glemmer jeg aldrig. Jeg faldt ofte i søvn med en finger i det ene øre og hovedpuden presset op i det andet øre.

I starten syntes jeg også han var sød. Og spændende. Og karismatisk og havde store armbevægelser og fortalte opslugende historier. Jeg kan godt se hvorfor du blev forelsket i ham. Han havde en stor gård, tatoveringer og en farlig hund. Og så var han ni år yngre end dig. Det var lige hvad du havde brug for, var det ikke? 

Når jeg tænker tilbage på den tid, kunne jeg allerede dér se, at han drak for meget. Jeg husker en episode hvor han kom på besøg, og han var ikke kun beruset – lad os sige det sådan. Han snakkede og snakkede om at han havde en DVD derhjemme som jeg skulle se, og han ville køre hjem og hente den. Han gik på toilettet, og jeg husker det som om at du nærmest lå på knæ og bad mig om at sige: ”det er ligemeget!” for du vidste godt, at hvis han kørte i den tilstand ville han køre galt. Jeg gjorde som du bad mig om. 

En dag blev du underlig. Du gik lidt rundt om dig selv, du havde tårer i øjnene. ”Hva’?” spurgte jeg forvirret. Du fortalte at han havde skudt sig selv i foden. Bogstavelig talt. Det var sket for nogle dage siden. Det var sket om lørdagen. Du havde været hjemme hos ham, I havde drukket. Han skulle lege med sin pistol. Han skød sig i foden. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket chok du har fået. Jeg kan lige se for mig hvordan du har båret ham i seng, og hvordan han har skældt ud og sagt at det ikke gjorde ondt og at du ikke skulle ringe efter en ambulance. Derfor blev han liggende på sofaen i nogle dage, indtil der gik betændelse i og han ikke kunne holde smerten ud mere. Politiet undrede sig over hvordan det kunne ske. 

Du vidste godt allerede dengang, at du var ude i noget unormalt. Gjorde du ikke, mor? 

Sjovt nok lærte han aldrig noget af det. Jeg har flere gange forladt huset når han skulle have sine våben frem i en ordentlig brandert. Hvorfor stoppede du ham aldrig? 

Det næste der sker, er at vi flytter hjem til ham. Og herefter fortsætter de værste 1,5 år i mit liv.
Jeg behøver ikke fortælle dig hvad der skete, for det kan du udmærket huske.
Som jeg sagde til psykoterapeuten i går, så tror jeg egentlig ikke det var hans mening at være ond. Han ville bare opdrage mig. Han synes ikke, at jeg var ordentligt opdraget. Var jeg så slem, mor? Fortjente jeg al den smerte, fordi jeg glemte at slukke lyset efter mig? Eller fordi jeg var tyve minutter om at gå i bad? Når han gentagne gange hev min oplader (plus mobil) ud af væggen, og smed det hen ad gulvet – så følte jeg ikke at der var plads til mig. Forstår du det? 

Der er noget jeg aldrig har fortalt dig, og jeg ved aldrig om jeg kommer til det.

Da vi flyttede ind fik jeg en rundtur. Vi stoppede ved et pengeskab. Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde meget utvetydigt: ”Dette er MIT skab. Det er KUN mig der kommer her”

Så næste gang jeg var alene hjemme, skulle jeg fandeme se hvad der var i det skab. Jeg fandt våben og patroner. Jeg fandt billeder. Af hans far. Og noget andet.

Jeg fandt billeder af hans eks kæreste. Hende du hader. Hende der er på alder med din egen søn. Og det var ikke almindelige billeder, hun var nøgen. Med spredte ben. Blandt andet. Jeg har også vist dem til din søn og svigerdatter. Vi har aldrig sagt noget. Jeg kan ikke. Jeg ved, at du havde skredet på stedet. Men jeg elsker dig for meget til at ødelægge dit liv.
Det er i dag 7 år siden jeg fandt disse billeder. Og det eneste jeg nogensinde har fået fremstammet er: ”Har du egentlig nogensinde kigget i det der pengeskab?”

Jeg vidste også, at hvis jeg sagde det, ville han selvfølgelig få det at vide. Og jeg tror jeg har været bange for, at han ville slå mig ihjel. Hvis han kunne blive så gal på mig, fordi jeg ikke støvsugede inde under bordet, hvad ville han så gøre, hvis jeg havde kigget i hans skab? 

Du skal vide, at jeg har megen smerte indeni. Det er sjældent at jeg tænker på dengang. Det er hvert fald sjældent, at jeg tænker på de gange du ikke har forsvaret mig. Det gør for ondt, jeg kan ikke holde det ud. Det hænger for mig ikke sammen med det forhold vi har i dag.
Hvem var du? Hvad tænkte du egentlig på? Sådan rigtigt – hvad var dine overvejelser, mor? Hvilke tanker havde du, når han råbte og skreg mig ind i hovedet og jeg sad med snot og tårer væltende ud over det hele, hivende efter vejret, værende den mest ulykkelige lille pige på hele sydsjælland?
Hvorfor, mor?

Jeg ved at han også var sådan overfor dig. Det har jeg jo selv set. Og det fortsatte i stigende grad da jeg flyttede. Gjorde det ikke? 

Jeg glemmer aldrig en gang du havde lagt flis i de store huller der var rundt omkring på græsset i haven. I skulle til fest. Du havde gjort dig klar, i kjole og høje hæle. Du var smuk.

Han kom hjem. Skældte dig ud, bad dig om at fjerne det lort igen. Jeg betragtede hele situationen. På en måde føltes det godt. Hvert fald at det ikke var mig det gik ud over. 

Så stod du der. Med din kjole og dit lange lyse hår blæsende i vinden og skovlede flis væk. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Jeg græd, for det meste. Du var aldrig på min side, du forsvarede mig ikke en eneste gang. Jeg plagede dig konstant om at komme væk derfra. Konstant. Du blev sur.
Du sagde en gang, at hvis han slog mig, så kunne vi flytte. Jeg overvejede tit at provokere ham en tand ekstra, så havde jeg fået sådan et par på hovedet.

I dag kan jeg godt tænke lidt bebrejdende: ”Først dér, mor?” Hvorfor skulle han slå mig? Alle hans ord var tusind gange værre end ti lussinger dagligt. Kunne du ikke se det?

En dag slog han mig. Det var ikke med vilje. Han var fuld. Jeg skubbede til ham, han faldt. Du sagde: ”Christina, 4 år”. Jeg døde indeni.

I dag er jeg voksen. Tilmed klog og reflekterende.

Jeg kan godt se, at han bare er et sørgeligt lille menneske. Jeg kan godt se, at han har haft et rigtig svært liv. Og dét bløder mit hjerte for. Men jeg er nødt til at sige dig noget:

Gå fra ham. Hvad fanden venter du på?

Jeg synes du er en fantastisk, klog, stærk og smuk kvinde. Men når det kommer til det her, så synes jeg faktisk du er snotdum. Det kunne jeg aldrig finde på at sige til dig i virkeligheden. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men det synes jeg. 

For en uge siden blev i uvenner. Ikke bare lidt, men sådan – seriøst uvenner. Jeg blev så glad.
Det har jeg ikke rigtig sagt til nogle, for det ved jeg godt at jeg ikke kan være bekendt. Men jeg ved, at du er en anden uden ham. Jeg ved, at du kunne have et helt andet liv. Andet og bedre! Meget bedre.
Et liv uden alkohol, uden tyranni, uden psykisk terror, et liv hvor du er hovedpersonen. Ikke ham.

Der er ikke nogle der forstår hvorfor du er sammen med ham. Jeg fortalte det hele til psykoterapeuten i går. Hun var (af en objektiv part at være) helt målløs. Der er ikke et menneske på jorden der tænker at i passer godt sammen. Og der er ikke nogle af os der kan lide ham. Vi lader som om, og vi skal nok komme til fødselsdage og så videre. Men han skal kun træde lidt ved siden af, så husker vi på magisk vis alt hvad han nogensinde har sagt og gjort. Det skal du aldrig være i tvivl om.

Jeg ønsker dig intet andet end lykke og kærlighed. Intet. Andet. Jeg håber du en dag får det.

Fitgirlproblem #1

Hæhæ, mit første fitgirlproblem!

Der er sikkert rigtig mange af jer der kender det:

Min kommende uge vil indeholde op til 2 x træning om dagen. Ikke decideret hård træning, men jeg vil benytte min morgen til at forbrænde nogle kalorier. Enten ved en lang gå tur, men gerne ved lidt løb. Jeg træner ofte om aftenen, fordi det er dér mit træningscenter har de gode hold. Så min aktivitet skal stige.

Når man nu træner så meget, så skal man ofte i bad. Og det kan virkelig være irriterende!

Hvis man har en dag, hvor man løber om morgenen, og aftenen står på f.eks. bodycombat, så skal man i bad 2 gange.

ADVARSEL: hyppig træning kan medføre kæmpe-fucking-enorm vandregning, tør hud og en høstak oven på hovedet!

Just do it

Hvor skal jeg overhovedet starte?

Jeg har ret meget at sige om det hele.

Nogle af jer har måske set nogle tidligere indlæg, hvor jeg skrev om min sundhedsuge, og at jeg ville se hvor meget jeg kunne tabe osv. Det gik egentlig godt. Hele ugen, og jeg tror det endte med, at jeg havde tabt 500-600 g.

Om søndagen valgte jeg så at spise noget is, og lidt kage. Og jeg tror efterhånden det er gået op for mig, at det er dér det går galt. Hvis jeg virkelig vil tabe mig, så bliver det uden sådanne ting. Ikke, at man aldrig kan spise noget syndigt, men det skal være "lettere" syndigt.

Når jeg har en god periode, og så "fejrer" det efter en uges tid med f.eks. lidt is, så vælter det hele for mig. Ikke fordi jeg falder tilbage i nogle gamle spor, men jeg er seriøst begyndt at overveje om jeg ikke kan tåle sukker. Når jeg har spist noget sukkerholdigt/usundt, så bliver jeg det jeg kalder "sult-forvirret". Det kan tage mig op til flere dage, at være afvænnet igen. Min krop ændrer sig, jeg craver en masse hele tiden, og så alligevel hænger alt mig ud af halsen. Men jeg mangler... noget. Og der kan sagtens gå nogle dage før det er tilbage til normalen. Det der kan gå galt, for chancen for at man fortsætter med at spise usundt er stor, når man craver det så ekstremt. Giver det nogen mening?
Jeg er nødt til at lade være. Hele den forgange uge er ikke gået super godt. Jeg har ikke som sådan spist usundt, men det er slet ikke gået optimalt.

Det er noget helt andet..

For et år siden var jeg begyndt at tage på efter mit rygestop. I dag har jeg virkelig tænkt over det.
Så sidder jeg her et år efter, og har ikke opnået en fucking skid.
Jeg er så træt af, at tænke: "fra i morgen går det for sig! I morgen gør jeg det! Jeg begynder fra i morgen!" I morgen i morgen i morgen i morgen..... Fuck i morgen.

Just fucking do it already.

OMG

Haha.

Jeg sad lige og kiggede på H&M's hjemmeside, og faldt over dette billede.

Jeg synes virkelig dette siger noget om, hvor meget sådanne billeder bliver redigeret. Hold nu kæft, hvor ser hun helt vildt uproportioneret og mærkelig ud.

Motivation

Dette fortjener sgu et indlæg for sig.

Og det bliver et lidt skizofrent indlæg, for på den ene side handler det om at jeg ikke kan motiveres af andre ting end min indre "fire". Men samtidig vil jeg vise jer nogle billeder som kan motivere mig.

På det seneste har tænkt på, hvad der motiverer mig. Eller rette: hvorfor motiverer det mig ikke, at se på andres kroppe/mål/opskrifter/opnåelser (hedder det det?)/motivation?

It just doesn't do it for me. Jeg tænker nok bare, at det ikke ændrer noget for mig. Jeg ved at det skal komme indefra. Jeg spiser ikke nødvendigvis sundere fordi jeg ser et billede som dette:

Gør I det?
Det giver da fin mening for mig, men dette billede popper ikke op i hovedet på mig når jeg står og skal vælge mellem en is eller et glas vand. Forstår I?
Jeg kan godt lide at kigge på sådanne billeder f.eks. men det ændrer ikke mit liv. Men derfor vil jeg gerne vise nogle alligevel.

Jeg har rigtig svært ved at forestille mig en drømmekrop. Jeg ved ikke hvordan jeg gerne vil se ud.
But seriously, de her ben, ik? De er fandeme pæne.

Det der med at have en flad mave. Det tror jeg egentlig aldrig jeg har prøvet. Og jeg tror heller ikke det er det ideelle for mig. Jeg er sikker på at jeg kommer til at opnå det i mit liv, men jeg tror ikke det er mit "mål" som sådan. Til trods for at det jo er fucking pænt. Jeg tror bare ikke det ligger til min krop og den måde den er på. Men prøves - det skal det!

Et billede som dette kan jeg godt fnise lidt hånligt af. Yeah, just do it baby. Det er nemlig lige nøjagtigt sådan et billede her som ikke dukker op i mit hoved når alt bliver uoverskueligt.

Billeder som disse kan jeg rigtig godt lide. Jeg elsker billeder af frugt og sunde ting som ser flotte ud. Haha, yes I do.

Det her kunne faktisk godt motivere mig! Men mere på "aha" måden. Altså, at jeg tænker: "Gud ja, kom du hellere afsted til træning!" Det er faktisk noget jeg tit siger. "Jeg har ømme muskler, men hold kæft det føles godt!" Det var før jeg squattede med 35 kg og absolut ikke kunne gå dagen efter! Men umiddelbart giver det rigtig meget mening for mig - because its true!

En anden ting som virkelig fungerer for mig, er billeder af vand. Det er sgu da egentlig mærkeligt. Men som disse to ovenstående billeder viser, så er det jo engang i mellem sommer. Og for fanden, hvor jeg elsker sommer. Og sommer er speciel i forhold til, at være glad for sig selv og sin krop synes jeg. Jeg får en varm følelse indeni, men jeg husker også hvordan jeg havde det i sommers i min bikini. Ikke godt. Better do something then, Honey. Jeg har ikke sagt det her til nogle, så dette bliver første gang: til sommer har jeg nået mit mål. Hvad så fanden det end er. Jeg skal have en god sommer. Og jeg skal være glad. And hell, i will be!

Et billede som dette rammer mig faktisk også rigtig godt. Jeg synes det er et fantastisk eksempel på, at man ikke skal tænke så meget over den skide vægt. Lift hard and eat clean. Det er sgu smukt, ik'?

Og sidst men ikke mindst. Verdens smukkeste kvinde Laetitia Casta. Hold nu kæft, hende kunne jeg poste mange billeder af. Jeg synes hun er guddommelig. Intet mindre.

Nå, men som I kan se, så løj jeg. Åbenbart. Der er masser billeder som inspirerer mig og motiverer mig. Min pointe er bare, at det er ikke skelsættende for mit liv, og det er ikke noget der ændrer på mine beslutninger. Min endegyldige motivation kommer indefra. Det er mig. Det er mig der kan ændre på tingene, ikke nogen eller noget andet. Basta.