Almost dead

”Im at the lowest point of my life” er sætningen der kører rundt I hovedet på mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker på engelsk. Det lyder bare bedre.

Når jeg kigger mig i spejlet ser jeg ikke ud. Jeg ser ikke ud som noget. Jeg ser bare. Jeg ser tom ud, jeg ligner en der kunne trænge til en ansigtsløftning. Mine øjenlåg er tungere end nogensinde, min hud ser forfærdelig ud. Jeg er 22 år. 

Jeg har lige taget en øl fra køleskabet. Klokken er 14. Det er dejligt, og hvis der havde været smøger i skabet, så havde jeg sikkert også tændt en. Det var der heldigvis ikke. Det er en ubehagelig følelse jeg har, når jeg føler alting kan være lige meget. Jeg stoppede med at ryge for over et år siden, fordi jeg havde en eller anden ide om hvordan og hvem jeg skulle være. Lige nu kunne jeg fandeme bare godt ryge en smøg. For satan hvor kunne jeg godt ryge. ”It would make me feel  better” bilder jeg mig selv ind.

Hvis alt kan være ligemeget, hvad fanden handler livet så om? Hvad blev der af glæden? Hvad blev der af livskvaliteten? Hvad skete der? 

Jeg troede jeg skulle være sund og sporty, jeg troede jeg skulle være veluddannet og smuk og klog og fuld af selvtillid. Jeg troede jeg skulle være en mønsterbryder. I stedet for at blive anbragt blev jeg den der skulle hjælpe de anbragte. Eller hvad, Christina? Ender du bare ligesom din far? Har du mon taget mere skade end du har gået og regnet med? Har jeg bare bildt mig selv ind, at jeg kunne noget mere, end jeg egentlig kan? Skal jeg arbejde på nedsat tid? Skal jeg være førtidspensionist? Hvem er jeg?

Jeg har lyst til at græde, men det kan jeg ikke. Jeg har lyst til at kaste op, jeg har kvalme. Jeg har en konstant smerte af angst og nervøsitet ned gennem mit torso. Jeg har ondt i maven. Mine ben er slappe. Jeg er opgivende. ”Like you wouldn’t believe it”, aldrig før har jeg været så opgivende. Jeg har aldrig haft det så dårligt før. Og jeg hader det. Jeg hader at sige: ”Jeg har det dårligt”, faktisk udelukkende fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig. Men det er ikke min skyld, det ved jeg. Jeg kan bare ikke følge med mere. Jeg stirrer bare. Ud i luften. Jeg må se forfærdelig ud. 

Min hjertebanken og trykken for brystet gør det hele endnu værre. For det slipper jeg aldrig for. Det er en konstant følelse. Der minder mig om hvilket helvede jeg befinder mig i.

Jeg har stress. Når jeg kigger på symptomer og tager stress teste står der at jeg skal tage til lægen. Det var jeg i forgårs. Hun spurgte slet ikke ind til mit helbred, til trods for jeg allerede sad med tårerne ned af mine kinder, allerede inden jeg kom ind. Jeg kunne ikke trække vejret. Mit hjerte bankede så hårdt at min mave hoppede. Jeg prøvede at sidde med hovedet mellem mine ben, folk gloede. Gad vide hvad de har tænkt da jeg kom ud fra lægeværelset med mørkerøde øjne.

Min læge forstod mig ikke. Eller også var det bare en massiv mængde ”tough love”. Det tror jeg lidt. For hun kiggede på mig nogle gange og sagde: ”forstår du godt hvad jeg mener?”
Jeg tror hun mente, at jeg ikke skulle sidde der og tude når det nu ikke var mig, der var noget galt med. Hun ville ikke skrive i mulighedserklæringen at jeg var uarbejdsdygtig, for det mente hun ikke. Hun mente at alle ville blive syge af at arbejde der. Og det har hun ret i. 

Det har resultereret i at jeg skal til en sygesamtale. Hvilket jeg ser som en eksamen gange hundrede. Og det gør jeg fordi jeg ikke forstår det. Jeg kan ikke samle mine tanker om særlig meget. Jeg forstår ikke hvad folk siger til mig. Jeg kan ikke huske det, det kan jeg ikke. Jeg må have en støttepædagog.