anger

Ja, det handler jo ligesom om mig. Jeg har altid i tankerne at jeg skriver dette ned for min egen skyld, for at kunne se min egen udvikling. Og selvfølgelig også for at underholde jer der ellers læser med.
Meningen var egentlig at denne blog skulle være hillarious, men det er som om det halter lidt for tiden. For der er mange fucking nederen ting åbenbart. Og her kommer noget mere:

Inden for den seneste uge har jeg haft to helt unaturlige, overdrevede og voldsomme vredes udbrud.
Jeg har altid været en vred, voldelig og agressiv pige (altså, på den grinagtige måde.. Ik?), men det er begyndt at gå hedt for sig. Og det går ud over min kæreste.

Det er ikke mere end 3 timer siden jeg stod og råbte og skreg og skældte ud med en meget truende adfærd, hvorefter jeg gik ind i vores soveværelse og kastede rundt med noget der heldigvis kun var tøj - til sidst et stearinlys jeg smadrede så hårdt jeg kunne ned i gulvet. Så lagde jeg mig på sengen og faldt i grædende i søvn. Fuck mand, det lyder helt sindssygt når jeg skriver det sådan, men jo. That's me. Superpædagogen der selv opfører sig som et fucking problembarn en gang i mellem.
Det er pinligt. Men det er min dark-side. Jeg tror virkelig ikke jeg er sjov at skændes med. Det er en af mine gode kompetencer. Jeg kan få dig til at lægge på gulvet og græde bare ved hjælp af mine ord. Hvorfor kan jeg det? Hvorfor bliver jeg så vred?
Heldigvis er det i meget kort tid, ca. 5-10 minutter, så bliver jeg så træt bagefter. Meget træt, helt tom indeni og udmattet. Dog er det første gang i mit liv jeg har prøvet at have det som om jeg er besat. Jeg kan slet ikke kende mig selv bagefter. Puha.

Og det mest underlige er, at jeg faktisk har haft en god dag og ikke har følt mig ked af det eller noget på noget tidspunkt. Hvor fanden kommer det så fra? Eller ér jeg ked af det?

Er der nogle der kender det her? Please?