Jeg fik at vide i går at jeg kan begynde at cutte om noget der ligner en månedstid. Det var rart at høre. Det har jeg ventet rigtig længe på. Så nu skal jeg bare være rigtig god den næste måneds tid, og træne min røv ud af bukserne. Det synes jeg nærmest allerede at jeg gør - men for satan, hvor MAD evig og altid er mit problem.
Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at jeg er sukkerafhængig. Jeg kommer tit til at spise noget, der har sukker i. Og hvis jeg ikke gør, så tænker jeg rigtig meget på det. Og det er fandeme irriterende egentlig.. Men jeg ved, at jeg hurtigt kan vænne mig af med det igen.
Jeg er desværre vokset op med, at når man skal hygge sig, skal man proppe et eller andet i kæften. Dvs. det er pænt umuligt for mig at sidde en fredag aften med et æble og tænke: "HOLD KÆFT hvor vi hygger mand!", og det ødelægger bare tit tingene for mig. Måske er det egentlig ikke om aftenen at jeg tænker ovenstående, det er mere i løbet af dagen. Sådan: "Elsker bare fredag, den hyggeligste aften på ugen - vi skal sgu da æde et eller andet! Kage f.eks.!" Og lige dér, er det svært at sige: "NEJ!"
Jeg tænkte faktisk lidt over det i dag. Ikke nok med, at jeg i forvejen har haft et rimelig udfordrende liv, og er blevet voksen da jeg var sådan ca. 12 år (buhu, bitch) - så har jeg altid vejet for meget. Lige bortset fra gymnasiet. Der havde jeg ikke råd til mad. Seriously. Der var jeg tyndfed. Jeg spiste tit ikke overhovedet. LOL. Those were the days..
Og det kan virkelig gøre mig ked af det at tænke på. Jeg hører tit ældre kvinder der siger: "Da jeg var ung, var jeg bare så smuk og slank. Nu har jeg født tre børn og min mave og mine bryster hænger nede ved knæene". Og så bliver jeg sgu sådan lidt.. Det kommer jeg aldrig til at sige. Jeg kommer ikke til at sige: "Da jeg var ung, var jeg bare så pæn og slank". Det gør sgu lidt ondt indeni. Men det er jo selvfølgelig derfor at jeg prøver at gøre noget ved det nu. Så det ikke skal være et issue, så det ikke skal fylde så meget i mit liv. Selvom jeg synes faktisk at denne bulkperiode har gjort noget ved min consiousness. (Ik?) Jeg er ikke så stresset over det mere. Jeg gider ikke rigtig hidse mig op over mit udseende. Jeg smiler til mig selv i spejlet. Det skal nok gå. Jeg har synlige abs om et år, det er jeg ikke det mindste i tvivl om. Næste sommer bliver KONGE. (Seriøst, det har jeg ALDRIG sagt før. Altså konge)
Men ja. Jeg har ondt af mig selv og andre som har skulle kæmpe med overvægt hele deres liv. Om det er 5 fucking kilo eller 100. Det er ikke sjovt, og man gider det egentlig bare ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar