Me, myself & conflicts (om at sige fra)

Nå. Jeg tænker nogle gange på engelsk, derfor overskriften. Og så lyder det lidt smart. Ikke?

Jeg har tænkt mig at beskrive de største konflikter i mit liv, og hvorfor det er så svært at sige fra.

Jeg sidder her i dag, bliver snart 23, og har et rigtig udfordrende job. I denne forbindelse har det fået mig til at tænke over konflikter og alt deromkring. Jeg mener selv på stående fod, at mit selvværd er rigtig godt. Faktisk utrolig godt. 

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, hvad jeg er ”værd”. Jeg synes jeg er meget værd, og jeg synes det er godt at jeg lever. For jeg har meget at leve for, og det ville være synd for min omgangskreds hvis jeg ikke var her. Det lyder ret selvfedt, hva? 

Jeg mener ikke at jeg er særlig selvfed. Det er hvert fald aldrig noget jeg ”reklamerer” med. Jeg har ikke brug for at hævde mig eller vise mig frem på nogen som helst måde. (Det passer ikke, jeg er meget aktiv på Instagram). Jeg synes kun man er selvfed hvis man har skidetravlt med at vise hele verdenen hvor god man er. Og så er det jo nok i virkeligheden fordi at man ikke selv synes man er det. Jeg har så sandelig mit selvværd på plads, og nej, jeg har ikke brug for at fortælle og vise alle hvor god jeg er hele tiden. Det ved jeg bare. Jeg går aldrig i seng om aftenen og tænker: ”Fuck, det skulle jeg ikke have sagt eller gjort.” Eller ”Fuck, det kunne jeg sgu ikke være bekendt”. Jeg synes ikke det er svært at sige undskyld. Ikke det mindste. Jeg har næsten aldrig brug for det, men jeg har engang formået at sende en sms til min svigerinde fordi jeg bare var så ked af at jeg havde kritiseret hendes musiksmag et par uger forinden. Så skrev jeg til hende, at jeg virkelig var ked af at jeg havde kommenteret på det og at jeg elsker hende virkelig højt. Det var dejligt. Hendes reaktion var sådan lidt: ”argh, come on, Christina, jeg er sgu da ligeglad”. Og det tror jeg også hun var. Jeg havde bare sådan brug for at sige undskyld, for jeg synes virkelig jeg havde været en fucking idiot. 

Jeg arbejder med børn, og nogle gange misunder jeg dem fandeme – sådan konflikt-vise. Hvis der er en konflikt kan man bare hive fat i en voksen og sige: ”HAR JEG IKKE RET, HVA?!” og så skal den voksne vurdere hvem der startede og hvad der er mest fair. Det kan man også sagtens som voksen. I guess. Så kan man gå til sin leder og sige: ”HAR JEG IKKE RET, HVA?!” og så skal hun ligesom tage over. Hvis man bare havde en leder. Det har jeg, et eller andet sted. Men jeg ser hende aldrig. Som i ALDRIG. Hun eksisterer slet ikke, og hun har ikke tid og lyst til at besøge os og se hvordan det går. 

Det første jeg husker i forhold til konflikthåndtering er egentlig rimelig sent. Jeg har aldrig været rigtig god til at sige fra og gøre folk sure eller kede af det, men jeg har ikke nogen erindringer om det, faktisk. Jo, jeg kan huske en episode hvor jeg var måske 7 år gammel. Det er juleaftensdag. Og så ringer Jens (forældres ven) og spørger om jeg vil med ham ud og hente et juletræ. Dét ville jeg satanedeme ikke, men jeg kunne slet ikke finde ud af at sige nej. Så jeg sagde ja, lagde telefonen på, løb ind til min far som lå og sov og skreg febrilsk at jeg skulle ud og hente et juletræ med Jens og det havde jeg bare ikke lyst til, for jeg så tegnefilm og i øvrigt kendte jeg ham slet ikke særlig godt. Min far stod op, og så kom Jens og bankede på døren. Far åbnede og sagde: ”Christina har altså ikke helt lyst til at komme med”, jeg stod i baggrunden og var sådan her: ”Ej, far, hvad snakker du om.... selvfølgelig vil jeg det” mens jeg tog mine gummistøvler på. Tænk engang, jeg var så bange for at gøre Jens ked af det. Og det sjove er bare, at jeg kan slet ikke huske hvordan den der tur gik. Jeg tror nok den gik rigtig godt, ellers havde jeg husket det. Så kan man spørge: Hvorfor kan jeg i en alder af 7 år ikke sige nej? Hvem har lært mig at folk bliver kede af det når man siger nej?

Nå. Det næste jeg tænker har været rigtig væsentligt for mig i mit liv er, da vi flyttede hjem til min mors kæreste. Det var i 2006 og jeg var 15 år.

Jeg har så mange gange ærgret mig over, at jeg ikke har ført dagbog på det tidspunkt. Det ville fandeme have været en bestseller. Jeg kunne faktisk godt lide ham. Men han ændrede sig da vi flyttede hjem til ham. En af de første aftener slog ham mig i hovedet med en pude. Alt for hårdt, og jeg kan ikke huske hvorfor. Men dér skulle jeg have sagt: ”Av for satan i helvede, det skal du ikke gøre igen”.

Det næste jeg husker er at han sender mig ind på mit værelse fordi at jeg larmer. Ja, larmer. Fordi jeg sms’ede. Og ja mine taster klikkede lidt, men det var så langt ude. Jeg har tusindvis af eksempler, og dermed også tusindvis af gange at jeg skulle have sagt fra. Jeg boede sammen med ham i ca. Halvandet år. Jeg fik skældud næsten hver dag. Og når jeg siger skældud mener jeg virkelig skældud. Han drak meget. Det gør han stadig. Men det ændrede ikke rigtig på hans humør, han var alligevel skidesur altid. Det var ofte omkring aftensmaden, så jeg lod tit som om jeg sov, for at slippe for aftensmad. Men det føltes lidt som om at min mor gjorde hvad hun kunne for at lokke mig med til aftensmad. Ikke for at han kunne skælde mig ud, men alligevel for hans skyld. For at jeg ikke skulle være mærkelig, for at jeg skulle gøre tingene efter hans hoved.

Nå, lad mig gå det lidt nærmere: omkring aftensmadstid var han rimelig godt kørende, og ofte meget diskussionslysten. Og det skulle gå ud over mig. Det kunne være hvad som helst; at jeg skulle bevæge mig noget mere. At jeg ikke skulle spørge hvad vi skulle have at spise. At jeg ikke skulle ”sukke”. Han har engang sendt mig ind på mit værelse fordi jeg sukkede. Altså, trak vejret dybt. Og jeg vil meget gerne understrege, at det altid var på den mest ubehagelige, nedværdigende, vrede og uberettigede måde. Med et stirrende blik, som om han kunne springe i luften. Og faktisk så husker jeg også at han tit bed tænderne sammen. Så han fik store kæber, ligesom en hund. Han har også engang, under aftensmaden, tvunget mig til at skulle søge et job. ”I morgen går du over til ham og siger du gerne vil have et arbejde!” råbte han mens han slog hånden ned i bordet. Dér sagde jeg fra: ”NEJ!” råbte jeg igen, mens han med en forfærdelig stemme sendte mig ind på mit værelse. Igen. 

Jeg kan ikke huske om det lige var i denne situation, men jeg tror det: jeg bryder grædende sammen på vej ud på toilettet, og jo, både ham og min mor kunne høre det. Jeg står nærmest skrigende af psykisk smerte mens jeg prøver at drikke noget vand, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var næsten død indeni. Jeg kan høre min mor grine. Ikke af mig, bare grine af noget. Som hun så tit gjorde. Bare for det ikke skulle blive alt for akavet. Så fik jeg nok. Jeg gik meget bestemt og hurtigt ned ad gangen med det kolde stengulv ind på mit værelse. Jeg ville lukke døren, og ja, jeg kom til at smække med den. Fordi den var svært at lukke. Efter to sekunder hører jeg ham komme med meget tunge, vrede skridt ned til mig og rive døren op så den smadrede ind i et stereoanlæg der lå bag den. Så skreg han, og jeg mener virkelig skreg: ”HVEM FANDEN TROR DU DU ER?!” lige ind i mit ansigt. Jeg blev så forskrækket, du forstår det slet ikke. Ikke sådan på chok-måden, bare forskrækket. Over det hele. Jeg synes han gik langt over stregen ved at skrige mig ind i hovedet, så jeg skreg tilbage: ”JEG ER JO IKKE NOGEN, VEL?!” det vidste hr. Halvhjerne (ja undskyld, jeg bliver lidt vred lige nu) ikke hvad han skulle svare til, så han gik igen. Og smækkede med døren.

Dette var bare en ud af tusind ting. Jeg fik også en masse pligter. Jeg skulle vaske op hver dag. Og alt skulle skinne! Jeg skulle også støvsuge altid. Og han fortalte mig tit at han havde lagt fælder, så han kunne se om jeg gjorde det ordentligt. Han ville også tit diskutere min fremtid. ”Jamen hvad vil du være?!” spurgte han på en meget truende måde. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg undvigende. Kunne vi for helvede ikke bare spise aftensmad i fred og ro. Bare for en gangs skyld. Han spurgte igen, han ville have et svar. ”Alkoholiker” svarede jeg kort. Dét skulle jeg ikke have gjort. 

Oven i dette undede han mig hverken strøm eller vand. Nogle gange når jeg satte min mobil til opladning, kunne jeg komme tilbage og se at både den og opladeren var kastet hen ad gulvet. Og gud forbarme sig hvis jeg glemte at slukke for noget lys.
Ud over dette havde han skruet helt ned for trykket på bruseren, så det tog mig næsten flere timer at vaske hår. Eller, det gjorde det så ikke, for så længe måtte jeg slet ikke være derude på badeværelset. Så, jeg skulle være meget effektiv, og tit blev mit hår slet ikke rent.
På et tidspunkt fandt jeg så sådan en lille dims som man kunne skrue op for trykket med. Den havde han gemt ude på badeværelset til sig selv, når han skulle i bad.

Jeg husker også at han tit har spurgt mig hvorfor jeg er så dum. ”Hvorfor er du sådan et dumt barn” har han spurgt. Han har også nogle gange gjort hvad han kunne for at skabe en ubehagelig stemning. F.eks. husker jeg en dag vi så noget i Go’ aften Danmark med et eller andet boyband. Så kigger han på mig og spørger: ”Tror du de har hår på pikken?” ... ”Ja” svarer jeg. ”Nej de har nok hår OMKRING pikken!” han hævede stemmen og snakkede igen til mig som om jeg var skudt i hovedet. 

Som du nok kan læse, så er det virkelig få gange at jeg har sagt fra. En dag kulminerede det hele. Det var i december, og jeg havde to dejlige venner på besøg. Det var lørdag. Ham og min mor havde nogle gæster, og de var, som sædvanlig, fulde. Min mor lavede noget gløgg og nogle æbleskiver og kom ind på mit værelse og spurgte om vi ville have noget. Det ville vi gerne, så vi kom ud og satte os ved et bord og spiste. Mine venner snakkede med vores hund, og pludselig, før nogle af os overhovedet fattede hvad der skete, kom han, og slog hånden så hårdt ned i bordet at vores gløgg væltede og råbte: ”Det er MIN hund, og her er det fandeme mig der bestemmer!” 

Jeg kunne have slået ham ihjel. Seriøst, havde jeg haft en pistol. Det mest pinlige jeg nogensinde har prøvet. Mine venner blev helt blege i hovedet, og jeg lokkede dem ind på mit værelse igen. De snakkede sådan lidt om noget andet imens jeg sad og skulle bruge alle mine kræfter på ikke at græde. Jeg ville ikke give ham det, han skulle fandeme ikke ødelægge det for mig. De sagde til mig: ”Det er ok, han er fucking syg i hovedet. Lad os nu bare hygge os”. Efter omkring ti minutter banker det på min dør. Det er ham: ”Det må i sgu undskylde, det var langt over grænsen”.
Jeg ved ikke om det var min mor der havde sagt noget til ham. Men jeg husker, at jeg på det tidspunkt virkelig følte jeg havde mistet hende. Jeg havde ikke mere for hende. Jeg kunne have slået hende ihjel samtidig med ham, fordi hun ikke forsvarede mig eller hjalp mig på nogen som helst måde.

Efter denne episode var jeg på mit værelse i to dage. Straight. Heldigvis havde jeg fået en lille lejlighed et par kilometer væk. Jeg var lykkelig. Den dag i dag ser jeg det stadig som min redning. Hvis ikke jeg var flyttet var det gået helt galt. Virkelig, galt. 

Men det stoppede selvfølgelig ikke der. For min mor var stadig kærester med ham. Og det er hun stadig i dag. 

Jeg husker en episode hvor jeg sagde fra. Det var en lørdag, en sommeraften. Jeg var hjemme hos dem med en masse andre. Alle var fulde. Pisse fulde. Han blev ved med at skrue op for musikken, og til sidst synes jeg fandeme det var nok. Så jeg gik hen og skruede ned. Da jeg vender mig om for at gå tilbage står han der. Han slår ud efter mig, men jeg husker det ikke som om at det var for alvor. Men han rammer mig. Lige i ansigtet. Jeg bliver så vred at jeg skubber til ham. Alt hvad jeg kan, lige i brystet. Han vælter bagover. Helt ned at lægge. Tiden står stille. Jeg husker det som om at der bliver helt stille. Alle kigger. Så siger min mor: ”Christina 5 år” 

Bare sådan lige for at få løsnet den dårlige stemning op. (Her vil jeg indsætte et godt gedigent: LOL)
Jeg kigger på hende. Hun kigger væk. For mit blik havde slået hende ihjel.
Jeg går med hastige skridt ud mod hoveddøren, tager mine ting. Min svigerinde og Lars løber efter mig. ”Bliv her nu, for fanden, han er jo en idiot”. Efter lang tids diskussion og rigtig mange smøger går jeg med ind igen.

Til min 19 års fødselsdag går det helt galt.

Jeg husker, at det var en stemmedag. Altså, der var valg. Og jeg var hjemme hos dem, havde glemt mit sygesikringsbevis hos mig selv, så jeg kunne ikke stemme henne i forsamlingshusest. Det fik jeg gevaldigt skældud over. Jeg kunne fandeme da ikke bare være ligeglad, jeg skulle se at blive voksen, jeg blev jo 19, ikke 10. 

Under aftensmaden siger min mor noget om min kæreste, som jeg synes var langt over grænsen. Det tror jeg egentlig ikke, at det var. Det var hvert fald forstærket af noget andet. Jeg bad hende om at holde kæft, hvor efter min bror og han beder mig om at styre mig og slappe lidt af. Han siger igen noget á la: ”Bliv nu voksen for helvede”, hvor efter jeg rejser mig og går ud og ryger. Jeg står trippende og pulser og tænker lidt over tingene. ”Nu er det kraftedeme nok!” tænkte jeg. Jeg gik ind og tog mine ting og gik. Uden at sige noget til nogle. Min mor kommer alligevel løbende efter mig. ”Christina!! Hvad sker der?” Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror jeg råber noget med at jeg er fucking færdig med alt deres pis, og at hendes kæreste er syg i hovedet og hun ligeså. 

Så der går jeg. På min 19 års fødselsdag hjem, 2 km i ekstremt mørke og kulde. Og alle er ligeglade.

Efter denne episode ser jeg ham ikke i over et halvt år. Heller ikke så meget min mor. Jeg får en depression.

 
Det er sjovt. Når jeg læser det her, lyder det slet ikke som mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været udsat for det her.