Det her er lidt farligt for mig at skrive, men ikke desto mindre er jeg nødt til at komme ud med det. Det fylder rigtig meget af min hverdag, og så er det tilmed et af de problemer som der bare ikke er en løsning på. Kender du det? Det er simpelthen noget af det mest nedslidende og livsudsugende nogensinde. Nå, here we go:
Mine svigerforældre har ødelagt min kæreste med deres egne utilstrækkeligheder, neuroser og dårlige selvværd. Og det påvirker vores liv. Stadig. Selvom det er langt over 3 år siden han flyttede hjemmefra.
Jeg har altid været glad for mine svigerforældre, men jeg har også sagtens kunne se at noget var helt galt. Da jeg lærte min kæreste at kende (han var 17, jeg var 16) var han meget vred og voldelig.
Nogle af hans venner fortalte mig, at det højst sandsynlig var fordi at hans forældre var meget efter ham, og han tit stod og blev råbt af i en times tid, inden han fik lov at tage nogle steder. Det første stykke tid oplevede jeg det også nogle gange, og han ringede tit til mig sent om aftenen og var på randen til gråd.
Den første gang det gik rigtig galt, hvor jeg oplevede det, var jeg hjemme hos ham. Det var sent om aftenen, og vi var gået i seng. Pludselig hører jeg hans mor råbe nede fra køkkenet, at han skulle komme. Han rejste sig, gik ned af trapperne, og hun lukkede døren bag ham. Det næste kvarter kunne jeg høre min svigermor råbe og skrige af ham, som jeg husker det, fordi han havde misset en aflevering. Da han kom op i sengen igen rystede han og sagde at han ville flytte hjemmefra.
Nu sidder jeg her, 6 år efter. Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år, og har dermed også kendt mine svigerforældre i 6 år. Der er sket rigtig meget siden da, og ikke nødvendigvis bedre.
Sådan som jeg ser det, har det været en lang og sej kamp for min kæreste at løsrive sig fra sine forældre, og jeg tror faktisk først at vi er ved at være der nu.
Der er sket meget. Jeg glemmer aldrig den gang vi alle var hjemme i min kærestes nye lejlighed, og min svigermor sagde: "vi gider altså ikke komme og besøge dig, hvis ikke du har taget opvasken". Eller hvordan man altid har skulle gemme alt hvad der hedder regninger og breve fra det offentlige væk, for ellers kunne man (min kæreste) risikere at blive ringet op et par timer senere af sin mor, der nærmest forlangte en forklaring på hvad det handlede om. Og dengang hun sagde meget alvorligt, at vi altså skulle huske at betale vores faste udgifter, og det var det vigtigste at huske. Generelt altid forvente det værste af os. Eller ham. Jeg ved ikke.
Jeg har tusindvis af historier. Min svigermor har også engang bedt min kæreste og jeg om ikke at kysse når vi var til familiefester. Og nu tænker du sikkert, at vi har siddet og oversnavet. Nej. Almindelige kys.
Eller dengang hun bad min kæreste om ikke at have "Jack Daniels" flasker i sin vindueskarm og bruge dem som stearinlysholdere. Hendes forklaring var, at folk som gik forbi ikke skulle tro at han drak meget. Eller den gang hun googlede mig, da jeg skulle have et job. Eller da hun gik amok fordi vi havde fået tatoveringer. Eller måden hun tager ens vasketøj ned igen og hænger op på sin egen måde.
Og værst af alt: alle de gange de har fået deres egen søn til at føle sig som ingenting. Som en taber, med underlige interesser og mærkelige værdier og normer. Deres søn, som nu tager antidepressivt medicin, og går til psykolog på 3. år.
Alt dette blandet med mit temperament og min til tider lidt halv-voldelige side er ikke godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar