Nogle gange kan jeg godt falde lidt i staver, kigge ud i luften og tænke: "Hvad skal det egentlig til for? Hvor vil vi hen?"
Jeg oplever meget at vi har en eller anden kollektiv idé om hvordan man skal se ud, hvor langt man skal kunne løbe og især hvor dygtig man er til at anrette mad og lave den lækreste ret ud af kål. Og vand. Eller sådan noget. Jeg kan virkelig godt blive ked af det en gang i mellem, når en vellidt blogger skriver: "I morgen løb jeg kun 7 kilometer, jeg er virkelig skuffet over mig selv". Bevares - alle har deres grunde. Det kan være at pigen træner til et marathon - så er det jo ikke særlig "godt" kun at kunne løbe 7 kilometer. Men hvis man ser på det i det store billede, så synes jeg det er skide flot at løbe 7 kilometer! Uanset hvad, hvem du er, hvor det er osv. Hvorfor er man så hård ved sig selv?
Jeg synes det er fint at man har sine mål, men jeg synes jeg oplever at de ofte er lidt voldsomme. Og jeg tror altså ikke altid at det er skide sundt at træne 8 timer i træk. Eller at spise en gul peber og nogle gulerødder til frokost. Vel?
Men hvad kan jeg gøre ved det? Nothing. Jeg kan bare passe mig selv.
Det er virkelig sådan noget jeg kan lægge vågen over om natten. "Hvad er dit mål, Christina?" - og det er ikke så let som man umiddelbart skulle tro.
For jeg har ikke noget mål om at blive Les Mills instruktør. Eller løbe en marathon. Jo, det kunne fandeme da være fedt. Men måske tror jeg bare ikke så meget på mig selv. Måske er mit mål bare mere "udvisket".
Mit mål er mere omfattende og bredt. Jeg vil bare gerne være glad. Jeg vil gerne vågne om morgenen, og ikke tænke "endnu en dag" - med man jeg ikke må spise og andre ting jeg skal spise. Trække mine (engang i mellem) tunge ben til træning. Det kunne være fantastisk at vågne, og at det ikke var dét mit liv handlede om. At vågne og være glad. Især fordi man ville have mere overskud til at være glad, hvis man ikke skulle bekymre sig så meget om sit udseende og det faktum om man har fedt om hjertet og måske endda får sukkersyge. Det kan virkelig godt være nedslidende en gang i mellem. Jeg kan især mærke det på min selvtillid. Hvis der en sjælden gang er en fyr der glor på mig, så er jeg sikker på det er fordi jeg ser dum ud. Eller tyk. Og selvom jeg nærmest er lykkelig gift, så er det sgu meget fedt at blive tjekket ud. Ik'?
Det påvirker også min selvtillid i forhold til alt muligt andet. Blandt andet det faktum at jeg f.eks. i hele denne uge har gået i min ny erhvervede Carharrt "sweatpants". Jeg elsker joggingbukser - meeeeeeeeeeen for helvede, det er fandeme da ikke det mest sexede. Nogle gange kan jeg virkelig godt få dårlig samvittighed. Mest overfor min kæreste, når jeg altid går i sådan noget kedeligt tøj. Men det værste er bare: Jeg kan ikke passe alt min andet tøj. I am not kidding you. Dette vejer rigtig meget, i forhold til mit mål.
Jeg véd jeg vil være glad, hvis jeg kan købe alt muligt slags tøj, og være pænt klædt. Og ikke kun gå efter praktisk, stort, kedeligt joggingtøj.
(Billederne er fra tumblr)
Og Nike free sko! Har en del par efterhånden. Dem kan jeg godt lide.
Hvis der nu er nogle der læser med, som har lyst til at skrive en kommentar i kommentarfeltet - så skal i være virkelig fucking velkomne. Hvis I har lyst, kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide: Hvad er jeres mål med denne "galskab"? Ej, galskab er det jo ikke, men hvor tænker I at det skal ende? Hvornår er i glade? Og har i planer om at jeres liv skal have dette indhold for evigt? Eller hvor lang tid i så fald? Vil meget gerne høre hvad I tænker om det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar