årh, pis

Ja. Det er sgu nu det bliver spændende.
Nu hvor det begynder at gå ned af bakke for mig, så læs dog med for faaaen! Det er juciy det her. Lidt a'la "Keeping up with the Kardashians", bare.. slet ikke. Men ej, hvor jeg elsker den familie. De er søde.

Ja, det går sgu ikke sådan særlig godt. Det gør det ikke fordi, at madlog.dk er begyndt at trætte mig. Og så er jeg sulten. Jeg har ikke talt kalorier i to dage. Det er de dårlige nyheder. Også, at jeg er ved at være træt af hele det ræs. Den gode nyhed er, at jeg uden tvivl har holdt mig indenfor det jeg skal, og at jeg absolut ingen trang har til at æde klam og ulækker mad. (LOL, du ved, nice mad, som pizza og snickers)
Nej, heldigvis består mine cravings bare af.. mad. I dag har jeg spist en sandwich fra Go' Appetit med tun. UDEN SALATMAYONNAISE! Er jeg ikke sej?

Anyways, i morgen skal jeg på ferie. Men det bliver ikke sådan noget med at æde is hver dag. Tværtimod. Har pakket alt min træningstøj, løbesko osv. Jeg skal til bornholm, og skal bo det skønneste sted, hvor jeg efterhånden har været 20 gange. Der ligger en perfekt løberute på omkring 5 km, gennem skov hvor der er fyldt med klipper og underjordiske og trolde. Hurra. Jeg glæder mig. At jeg så ikke har løbet i et halvt år - pyt med det. Det er sgu bare at komme i gang! Har i øvrigt også pakket støttestrømper til når mine skinneben skriger: "HVAD FANDEN I HELVEDE LAVER DU?!"

Men. Ja. Jeg er sgu lidt bange, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er bange for at jeg er ved at falde helt af på den. Jeg tror det ikke. Men jeg er bange. Er snart træt af alt det her. Er også skide bange for at faile igen, og kæmpe min røv i laser, og så ikke se nogen som helst udvikling. Så græder jeg mig selv ihjel. Måske. Åh.

FERIE NU!

Excuses

Excuses, excuses, excuses.

Jeg har spist en pizza til aftensmad, and i swear to god, jeg var få sekunder fra at gå ud og kaste op. Både fordi det var alt, alt for meget og alt for ulækkert, men også fordi jeg fik det dårligt - oppe i hovedet.
Jeg elsker virkelig pizza. Men ikke al slags pizza. Sådan fra en grillbar hvor fedtet bare drypper fra - føj for satan. Men det er som om jeg glemmer det?! Om et par uger vil jeg helt sikkert tænke: "Ej hvor kunne det være nice med en pizza!" Og så laver jeg fejlen igen. Det er hvert fald sket før. What a fucking idiot.
Dog ville jeg nok lige synes det var lidt overdrevet at kaste det op. Langt ude at begynde på. Sker nok heller aldrig.

Nå, men nu kommer spørgsmålet: "Hvorfor fanden har du spist pizza?!"

Det har jeg fordi jeg har haft en lortedag.

Jeg har sovet rigtig dårligt, har ligge nøgen uden dyne på, og stadig været ved at dø af varme! Ud over dette skulle jeg op kl. lort for at rejse 40 km, for at være til et spasser-obligatorisk-møde i 45 min. (!!!)
Pludselig var jeg strandet ude på landet, og måtte gå herre langt for at finde en bus så jeg kunne komme hjem. Med hovedpine. Hovedpine hele dagen. Da jeg kom hjem faldt jeg i en dyb, dyb søvn. Jeg ville ellers have trænet og alt muligt. Da jeg vågnede havde jeg mere hovedpine, og kunne absolut intet. Og så gad jeg bare ikke æde kødsovs for 8. dag i træk. Så vi har spist pizza. Hurra.

Så det var min undskyldning, og jeg har det fint med at have spist en pizza. LOL.

Instagram guurls

Okay, here we go.

Jeg er selv meget aktiv på instagram, og jeg elsker at kunne følge med i folks liv på den måde.
Elsker også at følge den gruppe tøsepiger, som hashtagger sig selv under #fitfamdk. (det gør jeg også selv, men jeg er sgu da også fit! Indeni)

Det her indlæg må på ingen måder opfattes som kritik eller nedladenhed. Jeg beundrer disse piger, og jeg synes at de alle er meget smukke og stærke og seje.

Denne gruppe af piger, ser jeg på en måde meget op til. Jeg nyder at følge med i deres liv, fordi det på mange måder gør noget ved mig.
F.eks. kan det godt motivere mig (på et eller andet plan), at se hvor smuk og fit man kan være, og at det rent faktisk kan lykkes at få et vaskebræt
Men på en anden side, så skræmmer det mig. Det skræmmer mig fordi, at jeg til tider virkelig synes det er fucking langt ude i hampen, og fordi jeg tænker: "Hvad med alle os andre?!" Hvem bliver egentlig påvirket af det der?

Jeg må indrømme at jeg tit kan sidde med åben mund og polypper og blive fuldstændig bekymret på min generations vegne. Når "hashtagfitfamdk" tager hjem fra Roskilde festival for at træne (pause for reaction), eller når aftensmaden er bestående af to salatblade, en gul peber og et par gulerødder. Eller når der bliver lagt et billede op af en træningslog, hvor der er blevet løbet 10 km på 58 minutter, med tilhørende tekst: "Tiden er ikke vildt god, men pulsen måtte også kun ramme 65%, så vi kunne ikke løbe stærkere end dette"
ER TIDEN IKKE VILDT GOD?! HVAD FANDEN ER DEN SÅ?! 

Efter at fit4livin bragte et anonymt interview med en af disse ellers ret populære instapiger, hvor hun beskriver hvor syg hun virkelig er, blev min bekymring til virkelighed. Hvor er det hårdt, altså.

I mit træningscenter ser jeg en pige, HVER gang jeg er der. Jeg har set hende deroppe i snart to år, og hun ser så syg ud. Virkelig. Hun har tabt sig så meget, at det er helt uhyggeligt. Jeg vil skyde på at hun er 1,73 høj og vejer måske 43 kg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne pige også vil være med i hashtagfitfam?

Ej, det kom virkelig til at lyde skarpt, og det er slet ikke meningen. Jeg beskylder ikke disse piger for andet end at være sunde og friske og have nogle vilde mål, virkelig ikke. Men bagsiden af medaljen er alligevel kommet frem i det anonyme interview. Det er ikke alle der kan holde til det, og jeg tror egentlig bare at jeg er heldig, at jeg ikke bliver så påvirket af det. Jeg får det ikke direkte dårligt med mig selv, lige bortset fra når at løbe 10 km på 58 minutter bliver kaldt for "ikke vildt godt". Det er sgu lige at stramme den! ;-)
Ud over dette, kan jeg også sagtens stille spørgsmålstegn ved mine egne evner, og tænke på, om jeg ikke taber mig, fordi jeg ikke spiser en gulerod til aftensmad. Er det vejen frem?

Men igen, selvfølgelig er vi forskellige. Denne pige har jo sikkert nogle mål for hvor hurtigt hun skal kunne løbe 10 kilometer, men måske man ikke skal reklamere med det så? Måske er det noget man skal sige derhjemme til sin familie, men ikke til ens 5.000 følgere som sidder og tænker: "Vil det så sige, at jeg er dårlig til at løbe fordi jeg løber 3 km på 40 minutter?" Eller hvad?

Der var på et tidspunkt en blogger, jeg tror det var Helsemathilde der opfordrede til også at lægge billeder op af de usunde ting man spiser, så det ikke kun forestiller, at man spiser havregrød og salat hele tiden. Det synes jeg er en brilliant idé.
Og så vil jeg gribe chancen og opfordre til at overveje hvilket image/billede/forståelse/normer/forventninger man "udstiller" på f.eks. et medie som instagram. For jeg tror virkelig, at mange bliver klemt i det.

Er der nogle der kan nikke genkendende til dette? Hvad er jeres tanker om dette?

Workoutlog

1. Bænkpres
2.Skrå bænk med håndvægte 4x6-8
3.Military 4x6-8
4.Side laterals 3x10-12
5.Mave
6.Cable pushdown 3x10-12

1. Skiftede lidt mellem 15 og 20 kg. 15 var lidt for nemt, og 20 var næsten for svært. Tog halvt af hvert. Kunne most def kun tage knapt 6 med 20 kg. Fint nok.
2. LOL, kunne ikke huske hvad det var, ville have tjekket det inden jeg tog ud af døren, men jeg glemte det. Meget konfus for tiden. (http://www.youtube.com/watch?v=8iPEnn-ltC8) Egentlig siger det jo sig selv. Ja. Konfus er jeg.
3. YEAH, den kan jeg godt lide. Tog 10 kg sidst, i dag var det 12.
4. 2,5 kg i hver hånd. Enten det eller 5 kg. Starter lige stille og roligt, ik? Kunne seriøst næsten ikke løfte mine arme på nr. 10.
5. 3x15 sek. på midten, 2x15 på siderne. Total done, mand.
6. 10 kg, woohoo! sidst 7,5. Det er sgu da okay?

Det er nice at have en at træne sammen med. At hun er skøn at være sammen med er bare et plus! :-)

madafvænning

Det er sjovt som min trang til mad er forskellig fra dag til dag.

Jeg har nu haft gang i det her bulk-ræs i en uge, og jeg synes faktisk selv at det går rigtig godt.
Da jeg startede for en uge siden, var jeg ved at gå seriøst i panik over at skulle miste min strawberry-cheesecake ben&jerry's lignende is fra Lidl (hey, prøv den!), og et par dage efter kunne mad ikke sige mig mindre.
Jeg har faktisk spist kødsovs i en uge nu til aftensmad. Jeg skulle faktisk lige til at tro, at jeg var blevet afvænnet.
Det er jeg ikke, åbenbart.

Jeg er begyndt at crave "ordentlig" mad, ikke dermed sagt at det jeg spiser ikke er ordentligt, tværtimod.

Men, et godt solidt måltid med sovs og kartofler. Men, hvem fanden ville ikke blive træt af at spise kødsovs hele tiden.

 

(Jeg KAN bare ikke finde ud af at vende der der billede. What a blogger, huh?)

Grunden til at jeg spiser kødsovs, er fordi at det er nemt at lave, man kan virkelig fylde det op med nogle grøntsager. Det er billigt. Det holder længe. Der er få kalorier i. Og så smager det vel egentlig meget godt.. Men jeg vil gerne snart spise noget andet, haha.

Fucking færdig

Av. Meget hård træning.

Squat 4x6-8                                             20 kg       fremgang siden sidst: 5 kg
Dødløft 4x6-8                                          40 kg       fremgang siden sidst: 15 kg YEAH
Bent over row 4x6-8                                25 kg       fremgang siden sidst: 5 kg
Pulldowns 4x6-8                                      25 kg       fremgang siden sidst: 0
Cable mid row 4x6-8                               20 kg       fremgang siden sidst: 0
Cable curls 3x-10-12                               7,5 kg      fremgang siden sidst: 0

Træt - meget træt.

Fatgirlproblem #4

Hvor er det skide irriterende når fedtet sætter sig på armene. Det er svært at skjule dem når det er 35 grader udenfor.

Meeen, jeg har da humor!

Mæt?

Synes, at jeg både i går og i dag har haft lidt problemer med at nå op på de 1500 kalorier.

Det er for underligt, jeg plejer altid at være skidesulten. Men, det er som om jeg har vænnet mig af med at proppe i hovedet. Bortset fra, at da jeg vågnede i morges var jeg ved at dø af sult, og havde rigtig meget lyst til rundstykker og kakao. Det er jo søndag!

Men længe leve min fucking gode rygrad. Jeg har ikke spist 1 gram mere end jeg må, og slet ikke af noget som er usundt for mig. Hurra.

I morgen går det løs med træningen igen, og jeg glæder mig faktisk!

Det kommer til at se sådan her ud:

Squat 4x6-8
Dødløft 4x6-8
Bent over Row 4x6-8
Pullups/downs 4x6-8
Cable mid row 4x6-8
Cable curls 3x10-12

Og der skal sættes nye rekorder! Woohoo!

Dessert tip

Jeg kan virkelig godt synes at det er svært at sidde med et æble en lørdag aften og hygge mig med det. Det er sgu da kedeligt, er det ikke?

Jeg er i dag steget til 1500 kalorier, og faktisk, så synes jeg allerede det er svært at komme op på. Mærkeligt nok. For i virkeligheden kunne man jo bare æde en pizza, så skulle det hvert fald nok lykkes. Men, jo mere man sætter sig ind i kost og hvad der dertil hører, jo mindre har man lyst til at proppe sig med (hvad der i virkeligheden er) ulækker mad.
Jeg er virkelig glad, og lettet over, at jeg allerede er inde i rytmen. På dag 1 tænkte jeg konstant på mad, og gik hurtigt i panik når jeg tænkte på at jeg nærmest ikke måtte få noget mad. Men det handler jo om hvordan man udnytter sine kalorier, og jeg har virkelig lige udnyttet mine!

Som sagt synes jeg det er rigtig svært lørdag aften. Det er (og har altid været) en "hygge-dag", og desværre er hygge for mig lig med usunde ting.

Jeg har dog i dag investeret (for helvede det er dyrt) i en Isis vaniljeis, og her til aften har jeg så lavet en rigtig lækker dessert, selvom det måske ikke ser så lækkert ud:

 

Det her er en enormt stor portion, og jeg er virkelig mæt nu!

Den består af:

200 g Isis vaniljeis

Smoothie bestående af:

100 g letmælk

1 lille banan

30 g blåbær

30 g jordbær

=280 kalorier

P.s. Hvor har man det dog bare tusind gange bedre når man ved man fodrer sin krop med næringsfulde sunde ting!

(Grænseoverskridende) fatgirlproblem #3

The fuck is a thighgap?!

Eeeeej, hvor er det grænseoverskridende for mig at smide det her billede op. Men ikke desto mindre er det sådan jeg ser ud lige nu.. Oh my god.

Kan i huske jeg tidligere skrev et indlæg om motivation? Dét her er motivation! Hvert fald for mit vedkommende. Hvis det ikke er motiverende at se et billede af sig selv hvor man ligner ... jeg ved ikke hvad - hvad skulle så være? Jeg kan bestemt mærke at dette hjælper hos mig, og jeg har lige fået meget mere blod på tanden.

Det er sgu da godt at jeg har nogle flotte bryster. 

 

Spejlet

Åh.

Kender i det, når man kigger sig i spejlet og tænker: "Nå, det ser sgu da ikke så slemt ud?"
Og så bliver man lidt glad i maven, fordi at man måske alligevel ikke går rundt og ligner en fucking flodhest.

Jeg kan seriøst gå ud og tage en tår vand og komme tilbage til spejlet og så ligne en lolitadukke i hovedet og tænke: "Det er løgn!! Ser jeg virkelig sådan ud?! TAB DIG! NU!"

Det er bare det mest forvirrende nogensinde, og man kan virkelig blive skør i hovedet af det.

Kender i det?

Fatgirlproblem #2

Når ens lår hænger ud over de stramme shorts uanset hvordan man sidder. 

Ps. hvis ikke man kan se det, er det altså mit inderlår ;-)

70 kg

Jeg har besluttet mig for at vise jer et billede fra sidste sommer, da jeg vejede 70 kg. Nogle gange, når jeg kigger på dette billede, kan jeg virkelig blive sur på mig selv. Hvorfor fanden nød jeg det ikke? Jeg ser jo normal ud.
Gør jeg ikke? 

Undskyld for den virkelig dårlige billedredigering, det er ikke ligefrem det smukkeste at se på. Men jeg er virkelig nybegynder, og det er tanken der tæller, ik'?

Fatgirlproblems

Kender i det, når man bare kan mærke sin hage nede på brystet?

Og kender i det, når man gerne vil tage sådan et billede når man er på ferie:

Og det så ender sådan her: 

motivation

Så er der det med motivationen.

For hvad er det egentlig der motiverer mig? Billeder som disse? (som jeg i øvrigt ikke ejer)

Jeg tror det ikke.
Kvinderne på billederne er meget smukke, ingen tvivl om det.
Men jeg ved også at det i mange tilfælde er umuligt at se sådan ud. Eller. Det er de færreste, ik?
Det er vel derfor, at de tager billeder af sig selv og ligger på nettet. Og derfor vi kigger på dem - det er fordi det er noget man sjældent ser, fordi det er et ekstraordinært udseende og at der ikke er mange der ser sådan ud.


Jeg ved godt, at det er helt urealistisk for mig at komme til at se sådan ud. Jeg tror måske heller ikke, at det er det jeg ønsker. Jeg kan godt lide fyldige former.
Men hvad er det så der bliver ved med at motivere mig?
Nogle gange kan jeg godt undre mig over, at jeg ikke bare smider håndklædet i ringen og giver fuldstændig op på det hele. Det virker jo alligevel ikke, det jeg gør. Og selvom det er noget nær jordens største nederlag at veje sig efter en uges hård slid, og se at der ikke er sket noget, bliver jeg på besynderlig vis ved med at hoppe op på hesten igen.
For jeg VIL lykkes. Jeg vil se normal ud. Jeg vil have en normal vægt. Det der motiverer mig, er at jeg håber jeg bliver lykkelig af det.
Jeg kan kun forestille mig, at man bliver lykkelig af ikke at skulle tænke over hvad man spiser (hele tiden), og ikke tænke over om man ser aaalt for tyk ud i det tøj man vælger at tage på. "Bye bye, worries!"

Næh, faktisk er Khloé Kardashian min motivation, og jeg synes hun ser helt sindssygt fantastisk ud på dette billede. Wow. Suk.

Forklaringen

Okay, så er det dag nummer to.

Jeg skulle ringe til lægen i morges, for at få svar på mine blodprøver omkring stofskifte.
”De ser helt fine ud”. Det var en mærkelig blanding af at blive glad for at jeg er rask, men også fucking frustreret over hvorfor jeg ikke kan finde ud af at tabe mig. 

Nogle gange kan jeg blive helt i tvivl om, om det virkelig er mig den er gal med. Gad vide om jeg går i søvne? Ned på Statoil og køber en hotdog og en plade marabou. Så ville jeg kunne forstå mine problemer. Men det kan jeg ikke. Jeg må hellere uddybe:

Jeg har altid været lidt småbuttet.
Da jeg flytter hjemmefra i 2010, går det op for mig, at jeg helt selv kan bestemme hvad jeg vil spise og hvornår og hvordan, og det udnytter jeg på det groveste. På dette tidspunk vejer jeg måske 65 kg.
Jeg husker endda engang hvor jeg spiste en pose ostepops til aftensmad. Yeah, du læste rigtigt.
Og mælkesnitter. Mælkesnitter har jeg også spist til aftensmad flere gange. Sikkert også morgenmad.
Omkring Roskilde festival 2010, går det fuldstændig galt. Efter en uge med noget der ligner 20-30 genstande om dagen og mad bestående af burgere og nachos med hotwings, har jeg taget jeg ved ikke hvor meget på. Tror jeg vejer omkring 75 kg her.

Nogle dage efter jeg kommer hjem fra Roskilde får jeg besøg af min far. Vi sætter os til at spise frokost, og jeg husker tydeligt at jeg havde gamacher på den dag.
Jeg rejser mig op for at hente noget køkkenrulle, da han udbryder: ”Hold kæft hvor er du blevet stor!” , jeg kigger på ham i håb om at det er for sjov, men han ser virkelig forbavset ud. ”Det kan du sgu da ikke være bekendt at sige!”. Efter denne kommentar trak han lidt i land med en nervøs latter. Av, hvor gjorde det ondt. Men ikke desto mindre fortsatte jeg min nye fede livsstil.

Vinter 2011 vejer jeg 82+ kg. Jeg har på dette tidspunkt intet begreb om hvordan det er sket, og slet ikke hvad fanden jeg skal gøre ved det.
 

Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt grine lidt af mig selv. Min viden omkring emnet har virkelig været ringe. Jeg troede at hvidt brød var lige så fint som rugbrød f.eks., og ”for-meget-sukker” eksisterede ikke i min verden.

Først da jeg begyndte at bruge madlog.dk, kunne jeg se hvad jeg egentlig havde indtaget af kalorier. Jeg var i chok. Og jeg hadede mig selv. Og jeg kan huske at jeg brugte 2500 kr. på at få ekstensions i mit hår, bare for ikke at føle mig helt af helvede til. Desuden hoppede jeg på Alli-pillerne, og så vidt jeg husker hjalp de mig faktisk nogle kg ned i vægt.

I sommeren 2011 går jeg til lægen, fordi jeg har det skidt. Hun spørger mig: ”Er det sket en stor ændring i din vægt for nyligt?”, og jeg fortæller hende hele historien.
Min læge var en lille fin dame, med kort gråt hår. Hun var flyttet til Danmark fra England nogle år før, og havde den mest fantastiske britiske accent. Nogle gange foregik vores samtaler endda på engelsk, da hun var bedre hjemme i det.

Jeg gik hos hende i et år, og jeg vil for evigt være hende meget taknemmelig.
Jeg tabte mig fra omkring 80 til 70 kg. I sommeren 2012, vejer jeg 70 kg. Og ved I hvad? Jeg burde have været så lykkelig, men det var jeg ikke. Jeg havde selv svært ved at se det, og jeg syntes slet ikke, at det var nok. Jeg ville længere ned – mere vil have mere.

I september måned stoppede jeg med at ryge. Og det var forfærdeligt.
Hold. Nu. Kæft. Hvor var det hårdt!
Jeg havde forberedt mig på, at jeg nok ville tage lidt på, så jeg havde lagt en plan: Jeg måtte spise lige nøjagtig hvad jeg ville, men jeg skulle ud at løbe hver dag. (Grunden til at jeg overhovedet ville stoppe med at ryge var, at jeg syntes det hæmmede min træning. Jeg vidste jeg ville kunne yde meget, meget mere.)
Det gjorde jeg også den første månedstid, men en dag skulle jeg føre mig frem på en militærbane – og gæt hvem der slog sit knæ helt af helvedes til.
 

Derefter syntes jeg bare at min vægt overhalede mig, og efter jul vejede jeg 77 kg.

Nu sidder jeg så her. I dag. Vejer 78 kg. Er 1,66 høj. Lille prop, og er ved at gå totalt psykisk ned.

Jeg har været på kur siden januar, og alligevel har min vægt været det samme det sidste halve år. Plus minus nogle hundrede gram. Seriøst, der er intet sket – til trods for at jeg af mange omgange har benyttet mig af madlog.dk, og har trænet min krop i stykker, er der intet sket. Derfor opsøgte jeg læge. Jeg forsøgte at få en tid hos "min" læge som jeg havde gået hos et år, men hun var der desværre ikke mere. Det ville jeg ellers have været lykkelig for.

Min læge fortalte mig, at det er en god idé at spise mellemmåltider, at drikke et stort glas vand inden man skal spise og at man skal spise grovpasta i stedet for hvid. Jeg havde bare lyst til at tage hendes hoved og smadre ned i bordet (jaja, rolig nu) og skrige hende ind i hovedet: ”TRO NU PÅ MIIIIIG!!!”

Jeg bebrejder ikke folk, at de først tænker at det er fordi jeg spiser helt forkert. Og nogle gange ville jeg egentlig også bare ønske at det var det som var galt. Hvis bare det var fordi at jeg drak to liter cola om dagen, eller spiste smør på brødet, eller gik i søvne om natten, så ville det give mening for mig.

Men det gør jeg ikke.

The beginning. Again.

I dag er det startet.
Jeg havde glædet mig rigtig meget, men jeg må indrømme at jeg var pissenervøs da jeg vågnede. Hvad er jeg så nervøs for? Jeg er så rædselsslagen for, at der er nogle der kigger på mig og tænker: ”Ej, hvad fanden er det hun laver?”.. Det var der så også. Eller, en stor pumper med rødt skæg og vikingetatoveringer (jo, det passer) der kom hen og sagde til mig at jeg brugte noget forkert udstyr. Det var jo fint nok, det var bare for at hjælpe. Men hvor er det bare pinligt. Tror også jeg blev sådan lidt paf, han så hvert fald ud som om han havde slået mig bagefter. Det havde han også, lidt. 

Efter dette havde jeg bare lyst til at gå, og det havde jeg også gjort under normale omstændigheder. Jeg var faktisk et millisekund fra at gå. Men jeg manglede kun at lave cable curls.
Jeg synes det var nervepirrende nok at stå blandt (unge) mænd, som sikkert har helt vildt meget styr på det, men jeg gjorde det sgu alligevel. Hurra! Selvom jeg følte, at jeg blev overvåget med omkring 6 mandlige pumper-øjne. Det gik. Jeg er stadig i live. Og der var ikke flere kommentarer den dag.

Så, nu sidder jeg her og skal have styr på hvad jeg skal proppe i kæften. For fanden det er svært.
Især når jeg lige er kommet hjem fra en uge på mallorca, hvor kosten bestod af øl, rødvin og bananasplit. Mmm. Og drinks. Og selvfølgelig også noget mad, men det var ikke så interessant, til trods for at jeg har taget 2,8 kg på. Hvordan fanden kan det lade sig gøre? Please gud, lad det være lidt væske også.

Ferien var god, men jeg føler lidt at mit sind har fået sig nogle fucking sviende hudafskrabninger.
Til trods for, at der på intet tidspunkt var nogle der kiggede underligt på mig, eller kommenterede min krop, så tænkte jeg næsten ikke på andet. Og jeg hader lidt mig selv for det, men som jeg sagde til lægen i går: ”Jeg er ved at miste besindelsen”   

Jeg sammenlignede endda mig selv flere gange med små tøsepiger på 12 år. Det er virkelig flovt at skrive, men det gjorde jeg.  ”Hvorfor ser jeg ikke sådan ud?” .. ”Fordi du er en voksen kvinde. Idiot”

Hvad er der galt med mig? Jeg føler mig som om jeg vejer 110 kg, og så sammenligner jeg mig selv med børn? 

Velkomst

Okay, jeg beklager det lamme navn, men efter at have siddet i tyve minutter og prøvet noget nær en million navne af, så valgte jeg mybody med 2 Y'ER!! Opfindsomt.
Men jeg ville have, at bloggen skulle hedde noget i den stil, for det er fandeme min krop som alt det her skal handle om. Og det bliver skide ærligt.

Denne blog er nødvendig for mig, fordi jeg kun ser tynde, stærke, smukke og slanke piger i mediebilledet. Altså, også på Tumblr, Facebook og Instagram. Jeg følger selv en hel masse, og finder det interessant, men jeg håber ved gud ikke at det er sådan det står til. Da jeg så Helsemathildes indlæg her den anden dag, besluttede jeg mig for at starte en blog. En ærlig blog, som kommer til at handle om hvor meget chokolade jeg nogle gange spiser, hvor meget jeg kan hade mig selv for det, og hvordan det kan påvirke mit liv.

Bloggen kommer også til at handle om et helt nyt kapitel i mit liv. Håber jeg.