Me, myself & conflicts (om at sige fra)

Nå. Jeg tænker nogle gange på engelsk, derfor overskriften. Og så lyder det lidt smart. Ikke?

Jeg har tænkt mig at beskrive de største konflikter i mit liv, og hvorfor det er så svært at sige fra.

Jeg sidder her i dag, bliver snart 23, og har et rigtig udfordrende job. I denne forbindelse har det fået mig til at tænke over konflikter og alt deromkring. Jeg mener selv på stående fod, at mit selvværd er rigtig godt. Faktisk utrolig godt. 

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, hvad jeg er ”værd”. Jeg synes jeg er meget værd, og jeg synes det er godt at jeg lever. For jeg har meget at leve for, og det ville være synd for min omgangskreds hvis jeg ikke var her. Det lyder ret selvfedt, hva? 

Jeg mener ikke at jeg er særlig selvfed. Det er hvert fald aldrig noget jeg ”reklamerer” med. Jeg har ikke brug for at hævde mig eller vise mig frem på nogen som helst måde. (Det passer ikke, jeg er meget aktiv på Instagram). Jeg synes kun man er selvfed hvis man har skidetravlt med at vise hele verdenen hvor god man er. Og så er det jo nok i virkeligheden fordi at man ikke selv synes man er det. Jeg har så sandelig mit selvværd på plads, og nej, jeg har ikke brug for at fortælle og vise alle hvor god jeg er hele tiden. Det ved jeg bare. Jeg går aldrig i seng om aftenen og tænker: ”Fuck, det skulle jeg ikke have sagt eller gjort.” Eller ”Fuck, det kunne jeg sgu ikke være bekendt”. Jeg synes ikke det er svært at sige undskyld. Ikke det mindste. Jeg har næsten aldrig brug for det, men jeg har engang formået at sende en sms til min svigerinde fordi jeg bare var så ked af at jeg havde kritiseret hendes musiksmag et par uger forinden. Så skrev jeg til hende, at jeg virkelig var ked af at jeg havde kommenteret på det og at jeg elsker hende virkelig højt. Det var dejligt. Hendes reaktion var sådan lidt: ”argh, come on, Christina, jeg er sgu da ligeglad”. Og det tror jeg også hun var. Jeg havde bare sådan brug for at sige undskyld, for jeg synes virkelig jeg havde været en fucking idiot. 

Jeg arbejder med børn, og nogle gange misunder jeg dem fandeme – sådan konflikt-vise. Hvis der er en konflikt kan man bare hive fat i en voksen og sige: ”HAR JEG IKKE RET, HVA?!” og så skal den voksne vurdere hvem der startede og hvad der er mest fair. Det kan man også sagtens som voksen. I guess. Så kan man gå til sin leder og sige: ”HAR JEG IKKE RET, HVA?!” og så skal hun ligesom tage over. Hvis man bare havde en leder. Det har jeg, et eller andet sted. Men jeg ser hende aldrig. Som i ALDRIG. Hun eksisterer slet ikke, og hun har ikke tid og lyst til at besøge os og se hvordan det går. 

Det første jeg husker i forhold til konflikthåndtering er egentlig rimelig sent. Jeg har aldrig været rigtig god til at sige fra og gøre folk sure eller kede af det, men jeg har ikke nogen erindringer om det, faktisk. Jo, jeg kan huske en episode hvor jeg var måske 7 år gammel. Det er juleaftensdag. Og så ringer Jens (forældres ven) og spørger om jeg vil med ham ud og hente et juletræ. Dét ville jeg satanedeme ikke, men jeg kunne slet ikke finde ud af at sige nej. Så jeg sagde ja, lagde telefonen på, løb ind til min far som lå og sov og skreg febrilsk at jeg skulle ud og hente et juletræ med Jens og det havde jeg bare ikke lyst til, for jeg så tegnefilm og i øvrigt kendte jeg ham slet ikke særlig godt. Min far stod op, og så kom Jens og bankede på døren. Far åbnede og sagde: ”Christina har altså ikke helt lyst til at komme med”, jeg stod i baggrunden og var sådan her: ”Ej, far, hvad snakker du om.... selvfølgelig vil jeg det” mens jeg tog mine gummistøvler på. Tænk engang, jeg var så bange for at gøre Jens ked af det. Og det sjove er bare, at jeg kan slet ikke huske hvordan den der tur gik. Jeg tror nok den gik rigtig godt, ellers havde jeg husket det. Så kan man spørge: Hvorfor kan jeg i en alder af 7 år ikke sige nej? Hvem har lært mig at folk bliver kede af det når man siger nej?

Nå. Det næste jeg tænker har været rigtig væsentligt for mig i mit liv er, da vi flyttede hjem til min mors kæreste. Det var i 2006 og jeg var 15 år.

Jeg har så mange gange ærgret mig over, at jeg ikke har ført dagbog på det tidspunkt. Det ville fandeme have været en bestseller. Jeg kunne faktisk godt lide ham. Men han ændrede sig da vi flyttede hjem til ham. En af de første aftener slog ham mig i hovedet med en pude. Alt for hårdt, og jeg kan ikke huske hvorfor. Men dér skulle jeg have sagt: ”Av for satan i helvede, det skal du ikke gøre igen”.

Det næste jeg husker er at han sender mig ind på mit værelse fordi at jeg larmer. Ja, larmer. Fordi jeg sms’ede. Og ja mine taster klikkede lidt, men det var så langt ude. Jeg har tusindvis af eksempler, og dermed også tusindvis af gange at jeg skulle have sagt fra. Jeg boede sammen med ham i ca. Halvandet år. Jeg fik skældud næsten hver dag. Og når jeg siger skældud mener jeg virkelig skældud. Han drak meget. Det gør han stadig. Men det ændrede ikke rigtig på hans humør, han var alligevel skidesur altid. Det var ofte omkring aftensmaden, så jeg lod tit som om jeg sov, for at slippe for aftensmad. Men det føltes lidt som om at min mor gjorde hvad hun kunne for at lokke mig med til aftensmad. Ikke for at han kunne skælde mig ud, men alligevel for hans skyld. For at jeg ikke skulle være mærkelig, for at jeg skulle gøre tingene efter hans hoved.

Nå, lad mig gå det lidt nærmere: omkring aftensmadstid var han rimelig godt kørende, og ofte meget diskussionslysten. Og det skulle gå ud over mig. Det kunne være hvad som helst; at jeg skulle bevæge mig noget mere. At jeg ikke skulle spørge hvad vi skulle have at spise. At jeg ikke skulle ”sukke”. Han har engang sendt mig ind på mit værelse fordi jeg sukkede. Altså, trak vejret dybt. Og jeg vil meget gerne understrege, at det altid var på den mest ubehagelige, nedværdigende, vrede og uberettigede måde. Med et stirrende blik, som om han kunne springe i luften. Og faktisk så husker jeg også at han tit bed tænderne sammen. Så han fik store kæber, ligesom en hund. Han har også engang, under aftensmaden, tvunget mig til at skulle søge et job. ”I morgen går du over til ham og siger du gerne vil have et arbejde!” råbte han mens han slog hånden ned i bordet. Dér sagde jeg fra: ”NEJ!” råbte jeg igen, mens han med en forfærdelig stemme sendte mig ind på mit værelse. Igen. 

Jeg kan ikke huske om det lige var i denne situation, men jeg tror det: jeg bryder grædende sammen på vej ud på toilettet, og jo, både ham og min mor kunne høre det. Jeg står nærmest skrigende af psykisk smerte mens jeg prøver at drikke noget vand, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var næsten død indeni. Jeg kan høre min mor grine. Ikke af mig, bare grine af noget. Som hun så tit gjorde. Bare for det ikke skulle blive alt for akavet. Så fik jeg nok. Jeg gik meget bestemt og hurtigt ned ad gangen med det kolde stengulv ind på mit værelse. Jeg ville lukke døren, og ja, jeg kom til at smække med den. Fordi den var svært at lukke. Efter to sekunder hører jeg ham komme med meget tunge, vrede skridt ned til mig og rive døren op så den smadrede ind i et stereoanlæg der lå bag den. Så skreg han, og jeg mener virkelig skreg: ”HVEM FANDEN TROR DU DU ER?!” lige ind i mit ansigt. Jeg blev så forskrækket, du forstår det slet ikke. Ikke sådan på chok-måden, bare forskrækket. Over det hele. Jeg synes han gik langt over stregen ved at skrige mig ind i hovedet, så jeg skreg tilbage: ”JEG ER JO IKKE NOGEN, VEL?!” det vidste hr. Halvhjerne (ja undskyld, jeg bliver lidt vred lige nu) ikke hvad han skulle svare til, så han gik igen. Og smækkede med døren.

Dette var bare en ud af tusind ting. Jeg fik også en masse pligter. Jeg skulle vaske op hver dag. Og alt skulle skinne! Jeg skulle også støvsuge altid. Og han fortalte mig tit at han havde lagt fælder, så han kunne se om jeg gjorde det ordentligt. Han ville også tit diskutere min fremtid. ”Jamen hvad vil du være?!” spurgte han på en meget truende måde. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg undvigende. Kunne vi for helvede ikke bare spise aftensmad i fred og ro. Bare for en gangs skyld. Han spurgte igen, han ville have et svar. ”Alkoholiker” svarede jeg kort. Dét skulle jeg ikke have gjort. 

Oven i dette undede han mig hverken strøm eller vand. Nogle gange når jeg satte min mobil til opladning, kunne jeg komme tilbage og se at både den og opladeren var kastet hen ad gulvet. Og gud forbarme sig hvis jeg glemte at slukke for noget lys.
Ud over dette havde han skruet helt ned for trykket på bruseren, så det tog mig næsten flere timer at vaske hår. Eller, det gjorde det så ikke, for så længe måtte jeg slet ikke være derude på badeværelset. Så, jeg skulle være meget effektiv, og tit blev mit hår slet ikke rent.
På et tidspunkt fandt jeg så sådan en lille dims som man kunne skrue op for trykket med. Den havde han gemt ude på badeværelset til sig selv, når han skulle i bad.

Jeg husker også at han tit har spurgt mig hvorfor jeg er så dum. ”Hvorfor er du sådan et dumt barn” har han spurgt. Han har også nogle gange gjort hvad han kunne for at skabe en ubehagelig stemning. F.eks. husker jeg en dag vi så noget i Go’ aften Danmark med et eller andet boyband. Så kigger han på mig og spørger: ”Tror du de har hår på pikken?” ... ”Ja” svarer jeg. ”Nej de har nok hår OMKRING pikken!” han hævede stemmen og snakkede igen til mig som om jeg var skudt i hovedet. 

Som du nok kan læse, så er det virkelig få gange at jeg har sagt fra. En dag kulminerede det hele. Det var i december, og jeg havde to dejlige venner på besøg. Det var lørdag. Ham og min mor havde nogle gæster, og de var, som sædvanlig, fulde. Min mor lavede noget gløgg og nogle æbleskiver og kom ind på mit værelse og spurgte om vi ville have noget. Det ville vi gerne, så vi kom ud og satte os ved et bord og spiste. Mine venner snakkede med vores hund, og pludselig, før nogle af os overhovedet fattede hvad der skete, kom han, og slog hånden så hårdt ned i bordet at vores gløgg væltede og råbte: ”Det er MIN hund, og her er det fandeme mig der bestemmer!” 

Jeg kunne have slået ham ihjel. Seriøst, havde jeg haft en pistol. Det mest pinlige jeg nogensinde har prøvet. Mine venner blev helt blege i hovedet, og jeg lokkede dem ind på mit værelse igen. De snakkede sådan lidt om noget andet imens jeg sad og skulle bruge alle mine kræfter på ikke at græde. Jeg ville ikke give ham det, han skulle fandeme ikke ødelægge det for mig. De sagde til mig: ”Det er ok, han er fucking syg i hovedet. Lad os nu bare hygge os”. Efter omkring ti minutter banker det på min dør. Det er ham: ”Det må i sgu undskylde, det var langt over grænsen”.
Jeg ved ikke om det var min mor der havde sagt noget til ham. Men jeg husker, at jeg på det tidspunkt virkelig følte jeg havde mistet hende. Jeg havde ikke mere for hende. Jeg kunne have slået hende ihjel samtidig med ham, fordi hun ikke forsvarede mig eller hjalp mig på nogen som helst måde.

Efter denne episode var jeg på mit værelse i to dage. Straight. Heldigvis havde jeg fået en lille lejlighed et par kilometer væk. Jeg var lykkelig. Den dag i dag ser jeg det stadig som min redning. Hvis ikke jeg var flyttet var det gået helt galt. Virkelig, galt. 

Men det stoppede selvfølgelig ikke der. For min mor var stadig kærester med ham. Og det er hun stadig i dag. 

Jeg husker en episode hvor jeg sagde fra. Det var en lørdag, en sommeraften. Jeg var hjemme hos dem med en masse andre. Alle var fulde. Pisse fulde. Han blev ved med at skrue op for musikken, og til sidst synes jeg fandeme det var nok. Så jeg gik hen og skruede ned. Da jeg vender mig om for at gå tilbage står han der. Han slår ud efter mig, men jeg husker det ikke som om at det var for alvor. Men han rammer mig. Lige i ansigtet. Jeg bliver så vred at jeg skubber til ham. Alt hvad jeg kan, lige i brystet. Han vælter bagover. Helt ned at lægge. Tiden står stille. Jeg husker det som om at der bliver helt stille. Alle kigger. Så siger min mor: ”Christina 5 år” 

Bare sådan lige for at få løsnet den dårlige stemning op. (Her vil jeg indsætte et godt gedigent: LOL)
Jeg kigger på hende. Hun kigger væk. For mit blik havde slået hende ihjel.
Jeg går med hastige skridt ud mod hoveddøren, tager mine ting. Min svigerinde og Lars løber efter mig. ”Bliv her nu, for fanden, han er jo en idiot”. Efter lang tids diskussion og rigtig mange smøger går jeg med ind igen.

Til min 19 års fødselsdag går det helt galt.

Jeg husker, at det var en stemmedag. Altså, der var valg. Og jeg var hjemme hos dem, havde glemt mit sygesikringsbevis hos mig selv, så jeg kunne ikke stemme henne i forsamlingshusest. Det fik jeg gevaldigt skældud over. Jeg kunne fandeme da ikke bare være ligeglad, jeg skulle se at blive voksen, jeg blev jo 19, ikke 10. 

Under aftensmaden siger min mor noget om min kæreste, som jeg synes var langt over grænsen. Det tror jeg egentlig ikke, at det var. Det var hvert fald forstærket af noget andet. Jeg bad hende om at holde kæft, hvor efter min bror og han beder mig om at styre mig og slappe lidt af. Han siger igen noget á la: ”Bliv nu voksen for helvede”, hvor efter jeg rejser mig og går ud og ryger. Jeg står trippende og pulser og tænker lidt over tingene. ”Nu er det kraftedeme nok!” tænkte jeg. Jeg gik ind og tog mine ting og gik. Uden at sige noget til nogle. Min mor kommer alligevel løbende efter mig. ”Christina!! Hvad sker der?” Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror jeg råber noget med at jeg er fucking færdig med alt deres pis, og at hendes kæreste er syg i hovedet og hun ligeså. 

Så der går jeg. På min 19 års fødselsdag hjem, 2 km i ekstremt mørke og kulde. Og alle er ligeglade.

Efter denne episode ser jeg ham ikke i over et halvt år. Heller ikke så meget min mor. Jeg får en depression.

 
Det er sjovt. Når jeg læser det her, lyder det slet ikke som mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været udsat for det her. 

Shit

Fuck mand.

Det går faktisk meget godt. Det er længe siden jeg har skrevet noget.

Efter mit sidste indlæg brugte jeg 1 uge på at trappe ned.. Dvs. jeg spiste stadig sukker, men meget, meget mindre end jeg havde gjort hidtil. Det var dejligt.
I denne uge er jeg på rigtig diæt. Og det er gået skide hamrende godt i to dage. Jeg har blandt andet planlagt min mad om aftenen. Altså, tastet alt ind i madlog og gjort klar til dagen efter. Det virker virkelig!

Så er det bare just my luck, at der skal gå noget galt.
Der skal bare ske det mindste, så magter jeg slet ikke at tage mig af det. Men det går heller ikke så godt for tiden. Mit arbejde er virkelig krævende, jeg har hovedpine hver fucking dag når jeg kommer hjem.
Kvalme hver dag. For en halv time siden havde jeg vejrtrækningsproblemer. Det har virkelig været en dårlig dag.

Ét er at man har et hårdt arbejde, og man arbejder med nogle børn der til tider burde være på den lukkede. Men noget andet er, at man ikke har et godt samarbejde med sin kollega, og at ledelsen er lige til at lukke op at skide i. Jeg kan ikke holde til det. What the fuck to do. Jeg håber eddermame at jeg lærer og danner en masse erfaring af det her pis.

Anyways, det skal ikke ødelægge mit gode flow. Jeg var til træning i  morges, og der var jeg inde i pumperrummet og squatte SELVOM der var nogle seje crossfitdrenge derinde. Wohoo! Seriøst, det er virkelig fremskridt. Squattede med 35 kg, og for saaaatan, der opstod DOMS med det samme! Og mine ben er stadig meget, meget ramte. I love it.

Jeg tror jeg har postet det her billede før, men det er så godt mand.
Hvornår lærer man at sige fra? Hvor gammel skal man være for at man kan det? Hvis man måtte slå havde jeg nok bare gjort det. Men det må man ikke. Sgu da slet ikke når man er pædagog! hæhæ.

Okay, confession time

Jeg er sukkerafhængig.

Det har altid været noget som jeg har grint lidt af, og nok ikke har taget så seriøst. Men jo, nu er det sgu sket. Jeg kunne godt komme med en lang psykologisk udredning... Så det gør jeg.

I starten gik det rigtig godt med mit bulk. Tanken "Det sker der ikke noget ved.." dukkede tit op, når jeg skulle spise noget. Og pludselig gik det bare stærkt. Det startede med at jeg en dag på arbejdet spiste noget pasta (i forbindelse med båldag og tomatsuppe), og så gik det egentlig lidt ned af bakke. Efter ca. 2 uger valgte jeg at veje mig, og da jeg til min store overraskelse ikke havde taget mere end 1 kg på, kunne jeg slet ikke kontrollere det. I starten gik det egentlig meget langsomt, men den sidste uge er det gået rigtig af helvedes til. Og da jeg i går slet ikke kunne fungere da jeg vågnede, og blev nødt til at spise is, (yes I did) for at overhovedet kunne lave noget, tænkte jeg: oh dear god.

Det er ikke mere end et år siden at jeg stoppede med at ryge, og jeg kan virkelig genkende min adfærd i forhold til at være afhængig af noget. Og for at det ikke skal være løgn, havde jeg ufatteligt meget lyst til at ryge i går. Helt ud af det blå. Jeg overvejede nærmest at begynde igen, bare for at få fred. Men det gik op for mig, at jeg ikke kan kende forskel på trangen, og faktisk at jeg virkelig har et problem.

Det eneste jeg kan erstatte smøger og sukker med er løb. Yes. Så, jeg besluttede mig for at starte i dag. Også med at spise sundt. Jeg er også afhængig af endorfiner, og det får jeg ikke udløst på samme måde når jeg kun vægttræner. Der skal sgu noget kondi til.

Så nu sidder jeg her, og er faktisk ret glad. Jeg har løbet og trænet (hvad fanden sker der for, at ALLE skal træne om søndagen? Var sikker på der var tomt) og spist enormt sundt. Jeg føler allerede det går den rette vej. Jeg vil fandeme ikke være sukker afhængig. Jeg vejede mig i øvrigt også i morges: 80,5 kg. Så, nu er det på tide.

Min plan er, at give det her en uge. Om en uge vil jeg veje mig, og hvis ikke der er sket noget, må jeg tilbage til et MEGET kontrolleret bulk. Planen er også at mit vægttab skal gå meget langsomt, så min krop kan følge med. Men, hell, jeg har sgu masser tid. Det skal nok gå godt. 

I får lige et billede af Kim Kardash, fordi hun er fucking smuk. <3

Folk #4

Kender I det der, når man bare nogle gange føler at man er omringet af idioter?

Ej måske ikke idioter.. Men folk som man har lyst til at sparke i ansigtet? Haha.

Sådan har jeg det lidt for tiden. Nogle gange lidt mere alvorligt end andre.

Men faktisk synes jeg at jeg (lidt for tit) støder på folk, som man virkelig bare burde give en ordentlig overhaling. Det er én ting.

Kender I det, når man bliver total overfuset - og så står man bare og tænker: ........ "Hvad fanden skete der lige dér?"
Det hader jeg. Jeg ville ønske at jeg nogle gange var lidt hurtigere på aftrækkeren, så man kunne sige: "HOV! Sådan skal du fandeme ikke snakke til mig".
Sandheden er bare, at mit temperament måske mere er til at lave en flyveskalle og noget med at slå meget hårdt. (Seriøst. Vold og sex. All that matters!)
Men nej, det kunne være rart hvis man engang imellem ikke bare blev total lamslået og i chok over hvordan folk kan opføre sig. Men det gør jeg. Måske fordi jeg er en smule naiv og tænker: "Det kan umuligt være dét, du mente. Du må vist have en rigtig dårlig dag!"
Men generelt synes jeg at danskere er dårlige til at sige fra på alle mulige måder. Vi er gode til at overfuse folk og snerre og være umådeligt nedladende - men vi kan ikke finde ud af at sige: "Ej, det var sgu over grænsen det der". Det oplever jeg hvertfald. Det er nok frygten for at skabe en fucking dårlig stemning. Det tænker jeg. Jeg hader den der akavede dårlige stemning, når nogen er uvenner.

Ja. Det gør bare, at jeg tænker at det er sørgeligt. Det er ynkeligt, når man ikke kan opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Og det medfører at jeg ikke gider dem.

Check yourself, bitch.

Getting stronger

Det går godt!

Jeg kan mærke at jeg bliver stærkere. På en meget simpel måde; når jeg løfter f.eks. en 5 kg's vægt, så vejer den bare ikke lige så meget som den har gjort.

For nogle er det måske volapyk, men ikke desto mindre er det sandt. Hvis jeg løftede en 5 kg's vægt for nogle uger siden kunne jeg godt tænke: "argh" - når jeg gør det nu synes jeg ikke den vejer noget særligt.

Når jeg kigger mig i spejlet kan jeg godt se at jeg er blevet ret bredskuldret.

Jeg synes også godt jeg kan se at jeg har taget fedt på. Jeg er blevet (meget) tyk på maven og lårene, og jeg overvejer at starte mit cut lidt tidligere.

Le deadlift

Det er vel på tide med en opdatering på træningen.

Jeg synes stadig det er enormt grænseoverskridende at gå ind i "pumperrummet" og træne der. Jeg tænker konstant på, om der kommer nogle, og om jeg skal skynde mig osv. Mest fordi jeg er bange for at nogle tænker: "the fuck is she doing", det ville være så flovt. Men det er vel derfor man øver sig.
Jeg fatter ikke hvorfor mit træningscenter (og andre selvfølgelig) ikke har et pumperrum til piger.
Jeg er sikker på, at der så automatisk ville dukke nogle flere op ved de tunge vægte. Så vidt jeg kan se (når jeg er der selvfølgelig), er jeg den eneste der træner på den måde jeg gør. Der er en masse mænd der træner, men det ser ud som om de kun træner arme. LOL.

Men hell, det betyder vel bare at jeg er for c00000000l!

Lat machine: 30 kg (jeg prøver altid med 35, men for satan, det går helt galt. Eller. Du ved)
Biceps: 35 kg OH YEAH -snart 40, ik?
Pulley: 20 kg. Prøver også altid 25 her, men det kan jeg fandeme ikke. Det gør ondt i mine skuldre. Det skal nok komme.
Squat: 35 kg i dag! YEES! snart 40.. Nok ikke næste gang. Men så næste gang igen.
Dødløft: ligger stadig på 40 kg, men jeg kæmper fandeme meget med formen. Jeg synes det er så svært. Og mærkeligt, for når man ser på videoer og instruktioner ser det bare så nemt ud. Men det er det altså ikke. Øv'se, øv'se og øv'se.
BOR: 30 kg, det er ret sejt. Men 35 næste gang, det kan jeg sgu godt.
Military ligger stadig på 12 kg. Næste skridt er 15.. Meeen.
Cable pulldown: 12,5 kg. Jeg ville faktisk lave den i dag, men jeg kunne fandeme ikke finde det der reb. Hvad fanden?
Cable curl: 10 kg. Hader den. Så. Kedeligt.

Det er sådan lige hvad jeg har af updates.

Update på vægt er at jeg er ved at være lidt træt af at være så tyk. Men mest fordi jeg ikke kan passe mit tøj. Im serious. Jeg kan ikke passe mine bukser, og det er lidt problematisk... Fordi det er bukser..
Og man skal have tøj på ... når man arbejder med børn. Så. Det glæder jeg mig til! Altså at tabe mig, så jeg kan passe mine bukser.

Doh.

Overvej lige hendes 12 årige numse.. Men mest hendes hår! wow. Det er pænt. I want. Måske om ti år er mit hår vokset så meget.

weight

Okay, jeg vejede mig i morges.

Jeg har tænkt på det i omkring to uger, men jeg har simpelthen ikke turdet at gøre det. Jeg var helt fucking overbevist om at jeg vejede langt over 80 kg.. Måske 82 eller sådan noget.

Men så i morges da jeg stod op tog fanden ved mig. "Gør det!" råbte han. Han stod lige ude i gangen.. Ej okay, det passer ikke. Men vejede mig gjorde jeg.

79 kg. (Uden toiletbesøg, ja sorry)

YEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEESSSSSSSSSSSSSSSS!

Det er lige omkring 1 kg jeg har taget på. Let's hope its muscles!

Men jeg tror egentlig snart jeg er en af dem dér der siger: "vægt er bare et tal", for det betyder egentlig ikke så meget for mig mere. Det ved man, når man træner muskler og kan mærke dem vokse. Så er vægten nemlig bare et tal.

NOT ME, bitches. Kys.

anger

Ja, det handler jo ligesom om mig. Jeg har altid i tankerne at jeg skriver dette ned for min egen skyld, for at kunne se min egen udvikling. Og selvfølgelig også for at underholde jer der ellers læser med.
Meningen var egentlig at denne blog skulle være hillarious, men det er som om det halter lidt for tiden. For der er mange fucking nederen ting åbenbart. Og her kommer noget mere:

Inden for den seneste uge har jeg haft to helt unaturlige, overdrevede og voldsomme vredes udbrud.
Jeg har altid været en vred, voldelig og agressiv pige (altså, på den grinagtige måde.. Ik?), men det er begyndt at gå hedt for sig. Og det går ud over min kæreste.

Det er ikke mere end 3 timer siden jeg stod og råbte og skreg og skældte ud med en meget truende adfærd, hvorefter jeg gik ind i vores soveværelse og kastede rundt med noget der heldigvis kun var tøj - til sidst et stearinlys jeg smadrede så hårdt jeg kunne ned i gulvet. Så lagde jeg mig på sengen og faldt i grædende i søvn. Fuck mand, det lyder helt sindssygt når jeg skriver det sådan, men jo. That's me. Superpædagogen der selv opfører sig som et fucking problembarn en gang i mellem.
Det er pinligt. Men det er min dark-side. Jeg tror virkelig ikke jeg er sjov at skændes med. Det er en af mine gode kompetencer. Jeg kan få dig til at lægge på gulvet og græde bare ved hjælp af mine ord. Hvorfor kan jeg det? Hvorfor bliver jeg så vred?
Heldigvis er det i meget kort tid, ca. 5-10 minutter, så bliver jeg så træt bagefter. Meget træt, helt tom indeni og udmattet. Dog er det første gang i mit liv jeg har prøvet at have det som om jeg er besat. Jeg kan slet ikke kende mig selv bagefter. Puha.

Og det mest underlige er, at jeg faktisk har haft en god dag og ikke har følt mig ked af det eller noget på noget tidspunkt. Hvor fanden kommer det så fra? Eller ér jeg ked af det?

Er der nogle der kender det her? Please?

Waiting

Egentlig er jeg lidt afventende for tiden.

Jeg fik at vide i går at jeg kan begynde at cutte om noget der ligner en månedstid. Det var rart at høre. Det har jeg ventet rigtig længe på. Så nu skal jeg bare være rigtig god den næste måneds tid, og træne min røv ud af bukserne. Det synes jeg nærmest allerede at jeg gør - men for satan, hvor MAD evig og altid er mit problem.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at jeg er sukkerafhængig. Jeg kommer tit til at spise noget, der har sukker i. Og hvis jeg ikke gør, så tænker jeg rigtig meget på det. Og det er fandeme irriterende egentlig.. Men jeg ved, at jeg hurtigt kan vænne mig af med det igen.

Jeg er desværre vokset op med, at når man skal hygge sig, skal man proppe et eller andet i kæften. Dvs. det er pænt umuligt for mig at sidde en fredag aften med et æble og tænke: "HOLD KÆFT hvor vi hygger mand!", og det ødelægger bare tit tingene for mig. Måske er det egentlig ikke om aftenen at jeg tænker ovenstående, det er mere i løbet af dagen. Sådan: "Elsker bare fredag, den hyggeligste aften på ugen - vi skal sgu da æde et eller andet! Kage f.eks.!" Og lige dér, er det svært at sige: "NEJ!"

Jeg tænkte faktisk lidt over det i dag. Ikke nok med, at jeg i forvejen har haft et rimelig udfordrende liv, og er blevet voksen da jeg var sådan ca. 12 år (buhu, bitch) - så har jeg altid vejet for meget. Lige bortset fra gymnasiet. Der havde jeg ikke råd til mad. Seriously. Der var jeg tyndfed. Jeg spiste tit ikke overhovedet. LOL. Those were the days..

Og det kan virkelig gøre mig ked af det at tænke på. Jeg hører tit ældre kvinder der siger: "Da jeg var ung, var jeg bare så smuk og slank. Nu har jeg født tre børn og min mave og mine bryster hænger nede ved knæene". Og så bliver jeg sgu sådan lidt.. Det kommer jeg aldrig til at sige. Jeg kommer ikke til at sige: "Da jeg var ung, var jeg bare så pæn og slank". Det gør sgu lidt ondt indeni. Men det er jo selvfølgelig derfor at jeg prøver at gøre noget ved det nu. Så det ikke skal være et issue, så det ikke skal fylde så meget i mit liv. Selvom jeg synes faktisk at denne bulkperiode har gjort noget ved min consiousness. (Ik?) Jeg er ikke så stresset over det mere. Jeg gider ikke rigtig hidse mig op over mit udseende. Jeg smiler til mig selv i spejlet. Det skal nok gå. Jeg har synlige abs om et år, det er jeg ikke det mindste i tvivl om. Næste sommer bliver KONGE. (Seriøst, det har jeg ALDRIG sagt før. Altså konge)

Men ja. Jeg har ondt af mig selv og andre som har skulle kæmpe med overvægt hele deres liv. Om det er 5 fucking kilo eller 100. Det er ikke sjovt, og man gider det egentlig bare ikke.

Som hr. Kanye her siger, så vil jeg give min fortid og min overvægt et kæmpe fucking fuckfinger og blive succesfuld som hævn.

Og så lige lidt porn, fordi det har været en god weekend! Hæhæ.