Special

Jeg hader når tingene bliver lavet om.

Jeg skulle til bodycombat kl. 18, og jeg har lige fået en besked om at det er aflyst fordi instruktøren sidder fast i togtrafikken på grund af den åndssvage storm. Er det ikke bare skide irriterende? Jeg var helt klar.
Anyways, de fraråder al udkørsel og når jeg kigger ud af vinduet ser det ud som om at man bare skal blive hjemme.

Så kan jeg gå i en halv times tid og bande og sukke højt, men efterhånden accepterer jeg tingene som de er. Selvom jeg hader når tingene bliver lavet om!

For tiden har jeg en enorm trang til at dyrke motion, men det er vel bare positivt. Det er nok fordi jeg ved, at jeg får det bedre at det. Det må vente til i morgen. Jeg skal ikke risikere at gå ud og så få et hus i hovedet... eller.. tagsten, du ved.

I stedet kan i få et billede af mine meget smadrede ben:

Det er seriøst første gang jeg har prøvet også at have 2. dags DOMS. Eller, det har jeg nok prøvet før, men ikke i den grad som jeg har det i dag. Selvfølgelig kan jeg mærke det bliver bedre, men i 2 dage har jeg nu gået rundt som en der har skidt i bukserne. Haha, I blame the lunges.

Nu har jeg mest af alt lyst til at bestille en pizza og sidde og surmule en smule. Tomorrow is a new day.

Almost dead

”Im at the lowest point of my life” er sætningen der kører rundt I hovedet på mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker på engelsk. Det lyder bare bedre.

Når jeg kigger mig i spejlet ser jeg ikke ud. Jeg ser ikke ud som noget. Jeg ser bare. Jeg ser tom ud, jeg ligner en der kunne trænge til en ansigtsløftning. Mine øjenlåg er tungere end nogensinde, min hud ser forfærdelig ud. Jeg er 22 år. 

Jeg har lige taget en øl fra køleskabet. Klokken er 14. Det er dejligt, og hvis der havde været smøger i skabet, så havde jeg sikkert også tændt en. Det var der heldigvis ikke. Det er en ubehagelig følelse jeg har, når jeg føler alting kan være lige meget. Jeg stoppede med at ryge for over et år siden, fordi jeg havde en eller anden ide om hvordan og hvem jeg skulle være. Lige nu kunne jeg fandeme bare godt ryge en smøg. For satan hvor kunne jeg godt ryge. ”It would make me feel  better” bilder jeg mig selv ind.

Hvis alt kan være ligemeget, hvad fanden handler livet så om? Hvad blev der af glæden? Hvad blev der af livskvaliteten? Hvad skete der? 

Jeg troede jeg skulle være sund og sporty, jeg troede jeg skulle være veluddannet og smuk og klog og fuld af selvtillid. Jeg troede jeg skulle være en mønsterbryder. I stedet for at blive anbragt blev jeg den der skulle hjælpe de anbragte. Eller hvad, Christina? Ender du bare ligesom din far? Har du mon taget mere skade end du har gået og regnet med? Har jeg bare bildt mig selv ind, at jeg kunne noget mere, end jeg egentlig kan? Skal jeg arbejde på nedsat tid? Skal jeg være førtidspensionist? Hvem er jeg?

Jeg har lyst til at græde, men det kan jeg ikke. Jeg har lyst til at kaste op, jeg har kvalme. Jeg har en konstant smerte af angst og nervøsitet ned gennem mit torso. Jeg har ondt i maven. Mine ben er slappe. Jeg er opgivende. ”Like you wouldn’t believe it”, aldrig før har jeg været så opgivende. Jeg har aldrig haft det så dårligt før. Og jeg hader det. Jeg hader at sige: ”Jeg har det dårligt”, faktisk udelukkende fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig. Men det er ikke min skyld, det ved jeg. Jeg kan bare ikke følge med mere. Jeg stirrer bare. Ud i luften. Jeg må se forfærdelig ud. 

Min hjertebanken og trykken for brystet gør det hele endnu værre. For det slipper jeg aldrig for. Det er en konstant følelse. Der minder mig om hvilket helvede jeg befinder mig i.

Jeg har stress. Når jeg kigger på symptomer og tager stress teste står der at jeg skal tage til lægen. Det var jeg i forgårs. Hun spurgte slet ikke ind til mit helbred, til trods for jeg allerede sad med tårerne ned af mine kinder, allerede inden jeg kom ind. Jeg kunne ikke trække vejret. Mit hjerte bankede så hårdt at min mave hoppede. Jeg prøvede at sidde med hovedet mellem mine ben, folk gloede. Gad vide hvad de har tænkt da jeg kom ud fra lægeværelset med mørkerøde øjne.

Min læge forstod mig ikke. Eller også var det bare en massiv mængde ”tough love”. Det tror jeg lidt. For hun kiggede på mig nogle gange og sagde: ”forstår du godt hvad jeg mener?”
Jeg tror hun mente, at jeg ikke skulle sidde der og tude når det nu ikke var mig, der var noget galt med. Hun ville ikke skrive i mulighedserklæringen at jeg var uarbejdsdygtig, for det mente hun ikke. Hun mente at alle ville blive syge af at arbejde der. Og det har hun ret i. 

Det har resultereret i at jeg skal til en sygesamtale. Hvilket jeg ser som en eksamen gange hundrede. Og det gør jeg fordi jeg ikke forstår det. Jeg kan ikke samle mine tanker om særlig meget. Jeg forstår ikke hvad folk siger til mig. Jeg kan ikke huske det, det kan jeg ikke. Jeg må have en støttepædagog.

ouch

Kender i det, når man bare føler at ens liv bliver overbelæsset med lort? Nogle gange undrer jeg mig over, at jeg alligevel (forsøger) at holde hovedet højt.
Jeg skal da ikke kunne sige mig fri for at bryde grædende sammen engang imellem. Men hvad skal man gøre. Jeg synes virkelig jeg bliver afprøvet lige for tiden, og jeg synes det er rigtig hårdt.

But imma keep my head up. Jeg har jo alligevel en vis erfaring med, at på et tidspunkt vender det hele. På et tidspunkt, forhåbentlig snart, går det gevaldigt godt. I hope so.

Men jeg får da trænet! Og faktisk spist rimelig godt!
Jeg holdte "det" hele weekenden, og det var faktisk en sejr for mig, for det plejer at være det sværeste for mig. Mandag også. Og der var jeg til combat, and i fucking love it. I går bagte jeg en æblekage. Så. Det var måske ikke det sundeste. I dag har jeg faktisk været til noget mave/baller/lår/puls/styrke noget. Og det var endda et tilfælde!

Jeg gik op til mit træningscenter for at deltage i Bodystep (hvilket jeg også synes er sjovt), men det var der så åbenbart bare ikke alligevel. Så jeg stillede mig bare i kø til det næste hold uden at vide hvad det var. Haha, living on the edge! Det var så aerobic. Det er sgu meget sjovt. Jeg gik meget til det da jeg startede med at træne for to år siden. Og jeg kan stadig huske alle moves'ne!

Nå, jeg vil gå i seng efter en lang dag. Og håbe i morgen bliver bedre.

Reality

Hej!

I dag er en god dag, min svigerinde er gået i fødsel! Yay, hvor jeg glæder mig.

Alt andet er tilgengæld lort. Jeg er sygemeldt fra mit arbejde, fordi arbejdsmiljøet er så langt ude at hvis arbejdsmiljøstyrelsen kom forbi ville det blive lukket på stedet. Og nå ja, min far er lige blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Men.

Jeg synes jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor at jeg er 100% bevidst om, at jeg har et problem. Hvis der kom en og sagde til mig: "Hold da op, du er sgu da blevet tyk hva!" Så kan jeg virkelig ærligt sige, at jeg ikke ville blive det mindste ked af det. Jeg ville nok bare sige: "Ja!" og give personen helt og holdent ret.

Det er virkelig blevet en realitet for mig.

I lørdags var jeg til combat for første gang i rigtig lang tid. Jeg syntes det forrige program var lort, så jeg har ikke været til det i tre måneder. Og jeg har nærmest talt dagene. Jeg har savnet det.

Så, på træningsfronten kører det. Som sædvanlig. Men det er også blevet en realitet for mig, at det ikke kun er det, det handler om. Faktisk nærmest ikke. Det er maden, for helvede da.

I dag er det onsdag, og jeg har spist som jeg skal mandag, tirsdag og indtil videre og så i dag.
Og jeg havde også allerede tabt mig i morges. Jeg er fast besluttet på, at i denne omgang bliver det 7 dage! (!!!!!!) Jeg vil give det 7 hele dage, og se hvad det bliver til. Forhåbentlig går det skide godt, og så håber jeg at motivationen kører derud af. Så... Deeet...

Fatgirlproblems #8

Yay, så er det tid til at fatgirlproblem!

Jeg er stadig fat, men jeg vejer mig ikke så tit. Vejer vel omkring 80 kg nu. Men det fede er, at jeg kan virkelig se at min krop ser anderledes ud.

Det er måske et lidt kedeligt fatgirlproblem, men ikke desto mindre pisse irriterende!

SKINNEBENSBETÆNDELSE!

Jeg har det ikke - men noget der ligner. 

Jeg var f.eks. ude at løbe i går, og for helvede mand, hvor gør det ondt. Nogle gange føler jeg, at mine New Balance løbesko er meget værre end at løbe i Nike Free. Er der nogle der kender det? 

Det er som om at mine rigtige løbesko er lidt for høje, eller sådan, de aktiverer nogle muskler/skader som de egentlig ikke behøver. Når jeg løber i Nike, så synes jeg ikke det er lige så slemt. Jeg prøver ellers med støttestrømper og alt muligt.

Anyways, det er virkelig irriterende for mig. Jeg føler det forhindrer mig i at gøre det, som jeg ved at jeg kan. Hvis ikke jeg skulle kæmpe med det her lort, så ville jeg kunne yde så meget mere. Det handler også lidt om, at man bliver bange for at løbe. Tænk hvis nu, at jeg fik en skade som bare ville ødelægge alt. 

Så, hvis det begynder at gøre rigtig ondt, så tager jeg lige en slapper. 

Det har nok også noget at gøre med, at jeg vejer så meget som jeg gør. Stakkels små ben! LOL.

Og ja, mit ene bukseben er længere end det andet.

Conflicts pt. 2 (om at sige fra)

I min første praktik var jeg i en børnehave.

Det var fint nok, men det var slet ikke mig. Jeg synes at børnene var dumme og kedelige (yes, jeg er pædagog) og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men min vejleder var da meget sød, og de andre kolleger ligeså.
Omkring en uge inden jeg skal stoppe sker der noget.

Jeg sidder og har pause sammen med en dame. Hun var ansat på sådan noget løntilskud, men vi snakkede meget godt sammen. Og det gjorde vi. Det var en meget lang snak, og hun fortalte mig bl.a. om hende og sin mands sexliv og fortalte at han så meget porno, og at hun engang var vågnet fordi han havde siddet og set porno og spillet den af og så havde hun sagt: ”hva, har du brug for hjælp eller hvad?” og jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle bruge disse informationer til, men grundet emnerne var jeg rimelig overbevist om at det var en privat samtale. Så jeg fortalte hende om mit forhold til arbejdet. 

Jeg sagde at jeg ikke rigtig kunne finde ud af børnene og at jeg hadede at tørre snot og røv på dem, og at jeg var ved at kaste op hver gang. Jeg kan ikke huske hvad jeg ellers fortæller, men dagen efter kommer min vejleder og giver mig et brev i hånden. ”Læs lige det her” sagde hun kort og gik videre. Jeg åbnede brevet, og der stod noget ála det her: ”Kære Christina. Vi skal have vejledning i morgen. Jeg har en række spørgsmål til dig: 1. Hvordan har du det med at tørre røv på børn? 2. Er du ved at kaste op når du skal puste næse på dem? 3. ..” osv.

Det var helt tydeligt, at hende løntilskudsluderen var gået direkte hen til min vejleder og sagt: ”Hej, Christina siger dette: ”

Jeg var total målløs. Jeg kunne virkelig have tæsket hende sønder sammen. Ja, også min vejleder for den sags skyld. Hold kæft hvor følte jeg mig taget i røven, og jeg gik grædende derfra. Jeg synes det var så uretfærdigt. Og jeg sidder stadig den dag i dag, 3 år efter og ærgrer mig over at jeg ikke fik sagt til luderen at hun havde lort i hovedet. (Nøj, hvor er jeg moden!)
Det står virkelig klart i min erindring, og det er helt sikkert en af de ting der dukker op når jeg overvejer konflikter og håndtering af dem.