Haha

Okay, er most def mere ovenpå i dag.

Det har sgu været en god dag. Især da jeg fandt dette:

Jeg sad og kiggede lidt (som sædvanlig) på www.asos.com, og der fandt jeg dette:

Altså. Overvej lige de der trusser. Hvad er det første man tænker?! Haha, hvor er det langt ude. Håber ikke at der er nogle der køber dem. 

Anyways. Jeg fandt også noget andet. Fordi. Jeg shopper nemlig lidt.. På nettet. Du ved. 

HVAD FANDEN SKER DER FOR DET?! Hvad laver hendes hår?! Ej, det er fandeme for underligt.

tanker

Dagen i dag startede rigtig godt. Jeg var til træning, og jeg udfordrede mig selv ved at gå ind i det jeg kalder "pumperrummet" hvor de store drenge er. (Der var så ikke nogen, heldigvis!)
Det var virkelig med bankende hjerte jeg gjorde det, jeg var fucking nervøs. Men så løftede jeg nogle vægte. Og blev stærk. Og det var fedt! Jeg tænker lidt på hvordan jeg ville have reageret hvis der var kommet nogle "store drenge" derind mens jeg var der. Enten havde det været mega ubehageligt, eller også var jeg simpelthen gået derfra. I don't know. Det sker nok en dag alligevel.
Det jeg er rædselslagen for er at nogen skal kommentere på det jeg laver. "Hov, du gør det forkert". Det ville være det mest pinlige nogensinde. Eller ville det? .... jo. Det ville være ret pinligt.
Men jeg gjorde det. Og jeg er faktisk fucking stolt.

Nu kommer det til at handle om mit arbejde.

Jeg er lige kommet hjem. Og jeg føler mig tung indeni. Kender du det? Som om jeg er en levende død. Eller sovende levende. Jeg er tung indeni af kedafdethed. Det har været noget jeg ville kalde for en forfærdelig dag. Ud af det blå. Jeg mødte på arbejde og var rimelig glad - og så blev det bare en lorte dag.

Alle børnene er meget frustrerede, voldelige og umulige. Og respektløse. Egentlig er der ikke sket noget i dag som der ikke plejer at ske, men i dag er det bare sket samtidig. Og x 10. Og jeg har simpelthen taget det så personligt.
Det er vist ikke meningen at man skal være ked af det når man kommer hjem fra arbejde. Og det er vist heller ikke meningen at man, en time efter man har mødt, skal have tårer i øjnene og virkelig have lyst til at tage hjem. Og sige: "Fuck jer, pas jer selv". Det har man virkelig lyst til nogle gange, når man lige har løst en konflikt og så (BOGSTAVELIG TALT) ti sekunder efter starter den igen. Så sukker man bare og tænker... nej. Farvel.

Jeg kan blive så ked af det. Mest fordi jeg tænker: skal jeg være her? Hvad skal jeg egentlig med mit liv? Hvad skal jeg lave resten af mit liv? Hvordan bliver man lykkelig?

Jeg misunder mennesker (lige nu) der har en nemt job. Nyd det.

Concerned

Jeg er sgu lidt bekymret på min generations vegne.

Nogle gange ser jeg nogle ting på de sociale medier som jeg seriøst er nødt til at gemme, for at huske mig selv på hvordan jeg ikke vil være. Og også for at side og småfnise lidt af dem. Åh, hvilken massehysteri der foregår. Det er jo ikke engang specielt at træne to gange om dagen længere. Det er bare normalen.


You are in for a whole lotta bitchin'!:

Dette billede er fra Instagram, og postet af det jeg ville kalde for en skinny bitch! ÅÅÅH nej, nogen har glemt noget kage hos dig - du DØR hvis du spiser det. SLAP DOG AF!!!

Ih, hvor kan sådan noget hidse mig op. Ikke fordi jeg har nogen imod den meget slanke dame der har postet det her billede - jeg har faktisk intet forhold overhovedet til hende, men jeg bliver vred over at der er så mange (især) kvinder der er så hårde ved sig selv. Hvad fanden i helvede er det for noget?! Gu fanden har hun da fortjent det. Hvad er det lige for nogle forventninger at have til sig selv?!
Jeg vil virkelig gerne opfordre alle jer piger til at tænke lidt over hvad det er i stiller jer selv overfor. Hvis i pludselig en dag føler at i ikke kan klare forventningspresset, så er det sgu nok fordi det er for højt. Tænk over det.

Her kan i lige få et billede af min numse og et jeg grinte højt af!

Bullshit

Weekend! YEAH!

Men så skete det igen i nat. Jeg lå og sov min prinsesse søvn (gud nåde den der ødelægger det!!), og pludselig er det som om jeg drømmer noget om en pige der råber og skriger. Lyden bliver mere og mere tydelig, så jeg åbner mine øjne og kan se at min kæreste ikke ligger ved siden af mig.
Det går så op for mig, at det ikke er noget jeg drømmer, og at min kæreste står ude og har åbnet køkkenvinduet, fordi så kan han bedre høre den der meget skingre psykopat kælling der synes hun skal underholde hele vejen kl. 1 om natten.
"Hvad fanden sker der?!" Jeg bliver pissehamrende irriteret. Han fortæller mig at det er vores underbos kæreste der går bananas. "Skal jeg ringe efter politiet?" spørger han. Og jeg tænker - nej! Hun skal lukke røven.
Det er ikke mere end 2 uger siden at vores underbo var rundt og ringe på hos ALLE med en meget truende attitude, fordi at nogen havde startet en scooter ude foran hans vindue om natten.
Nå, men min kæreste kan så høre hende råbe noget med: "Du sidder og ser porno og spiller pik!!" ... Så kan hun jo bare lade være med at være så dum og grim.
Se, nobody ruins my sleep!

Ellers går det meget godt, jeg har bulket hele ugen, og jeg har fandeme gjort det godt. Det irriterer mig dog, at det er så skide besværligt. Man skal ud at handle hver/hveranden dag (det skal man fordi at man ikke har en bil, man har kun en cykel og man kan ikke cykle med så meget lort af gangen), og man skal og stege kød morgen og aften, koge æg, veje grøntsager og jeg kunne blive ved. For slet ikke at tale om den kæmpe opvask der konstant er! Det må kunne planlægges bedre.

Jeg tænkte på igår at jeg glæder mig til at mine fatgirlproblems bliver til fitgirlproblems. Sådan noget med: "Jeg kan slet ikke gå ned af gaden uden at der er nogen der tørhumper mine ben" Ej okay, det mener jeg så ikke. Eller: "Mine overarme kan slet ikke være i mine t-shirts". Eller.. Du ved.

Jeg ville ønske jeg havde noget klogt at sige, men det er lørdag morgen og mit tv-signal er væk, og jeg blev vækket i nat af en klam ho med hængerøv. I røven. Ikke i bukserne.

Her får i lige en gif af nogle der boller. Og chokolade. You know why! God lørdag!

Confidence & nakedness

Det går faktisk ret godt!

Jeg elsker mig selv for min evige motivation. Hvor er det fucking sejt, altså.
Hvis man havde spurgt mig for tre år siden: "Christina, vil du være lige så motiveret om tre år?" og svaret ville være: "ØH NEJ!!" Men jo, åbenbart. Og det må være fordi, jeg ved at jeg kan.

For ser I, min selvtillid er måske ikke skide god. Men mit selvværd er. Jeg tænker (nærmest) udelukkende nogle gode ting om mig selv, og hvis jeg skulle nævne nogle dårlige ting om mig er det ikke sådan noget med at jeg er dum mod dyr; så er det mere noget med at jeg bander meget. Og er bange for at falde når jeg står på rulleskøjter. Og.. Det går lige, ik?

Jeg ved også sagtens, at jeg vejer mere (måske?) end gennemsnittet. Men alligevel går jeg meget selvtilfreds - nøgen - igennem omklædningsrummet, når jeg har været i bad. Måske har det også noget at gøre med at jeg ikke er særlig blufærdig, men jeg er ikke bange for at folk tænker at jeg er tyk eller noget. Det er ikke rigtig mit problem. Jeg går også stolt igennem træningscenteret med mine stramme leggins og tænker: "Ja. That is my ass! Bitches be starin'".

(Ja, det er altså ikke lige dén røv, men tæt på)

Så hvad kan man lære af dette? At man skal tro på sig selv. Ellers har man et dårligt liv. Og så bliver man ikke glad når man endelig når sit mål. Mere om det senere!

today

What is uuuuup!

Det har været en underlig dag. Det går lidt dårligt - privat. Men er det privat? Der er jo ikke nogen der ved hvem jeg er. Det er mine svigerforældre. Kender du det?
Jeg ved ikke om det nogensinde bliver bedre. But I've had it. Jeg holder mig bare væk fra nu af. Med de problemer det må skabe. Whatever, dude. Problems can kiss it. So can they.

Jeg er i dag startet på mit bulk! Woohoo!

Jeg er så mæt mand, I forstår det slet ikke. Det har taget mig en time at spise det her. Jeg synker det sidste gulerod nu, as we speak. (Eller, as I speak). Fuck det er meget. Og det værste af det hele er bare, at jeg har gået og været sulten hele dagen. Jeg skulle SÅ meget have spredt det lidt ud over dagen. Det gør jeg i morgen!

Okay, tilfældigt og kedeligt indlæg. Prøver igen i morgen! Hihi..

Forklaring

Nå, drenge og piger.

Jeg tænkte at jeg lige vil forklare hvad det egentlig er jeg går og laver nu.

Det er snart et år siden at jeg stoppede med at ryge. Dvs. det er et år siden jeg har tabt mig. Seriously. Fuck.

Jeg har brugt et fucking år af mit liv med madlog.dk, så meget træning at jeg til sidst gik i stykker, blod, sved og tårer til ingen verdens nytte. Tonsvis af lægebesøg (ej, bare 2-3 stykker) timevis på internettet med at lede efter noget/nogen der kunne forklare mig hvad der foregår med min krop. Og intet virkede.
Jeg har virkelig troet at der var noget galt med mit stofskifte, men jeg har fået taget blodprøven ca. tre gange på et år, og den er som den skal være. Til trods for det kan jeg stadig afkrydse ti af disse punkter under "test dig selv". Nå, pyt med det.

Det der så skal ske nu er:

At jeg hver 3. dag skal stige med 50 kcal, indtil jeg lander på mit ligevægtsindtag som er ca. 2600 kcal. Dette skal jeg gøre, fordi jeg i lang tid har budt min krop meget få kalorier og rigtig, rigtig (ja, to "rigtig") meget motion. Derfor er den gået i stå, og dette er måden at få den i gang igen.

Jeg synes sgu selv det er lidt svært at forklare, Omar Isuf er meget bedre til det:

Sammen med det her, skal jeg styrketræne utrolig meget - sådan at de ekstra kalorier jeg spiser ikke bliver til fedt, men til KÆMPESTORE MUSKLER! YEEEEEAAAAAH!!

Skriv endelig hvis I har nogle spørgsmål eller gerne vil høre mere, I'm ready!!

Nu

Det går meget godt.

Er startet på mit nye arbejde, og det er jeg glad for. Meget udelukkende på grund af min kollega. Og børnene, selvfølgelig. De er da meget søde. De giver mig meget glæde i livet, men også meget frustration og vrede. Men bevares, det er min første uge - jeg skal lige ind i rytmen igen. Jeg ved da hvert fald at jeg er sådan en pædagog der næsten aldrig skælder ud. At least i used to be.

Jeg har trænet godt i denne uge. Men maden.. ÅH, hvor jeg fucking hader mad. Ville ønske at jeg aldrig behøvede at spise eller skænke mad en tanke. Det er kun problemer for mig.
Hallo, ikke på anoreksimåden! Slet ikke. Den modsatte måde. Jeg er begyndt at gøre ting, som jeg ikke har gjort i flere år.
Da jeg steg af bussen i mandags efter arbejde gik jeg i kvickly og købte to pølsehorn som jeg spiste mens jeg gik hjem. I dag var jeg ude at handle efter arbejde, og der købte jeg en chokoladebar og spiste på vej hjem. Hvis du spurgte mig for en måned siden, så havde jeg aldrig gjort det. Og jeg hader når folk gør det.

Jeg er total overbevist om, at folk tænker: "Det trænger du sgu da ikke til!!", og jeg er endnu mere rædselsslagen for at det skulle blive sagt højt. For ved i hvad?
Sådan tænker jeg selv. Det er gået op for mig. Jeg er fedme-nazi. Jeg hader fede mennesker. Jeg hader fede mennesker der går og spiser en hotdog på gaden. FÅ DOG NOGET SELVRESPEKT!! Vent i det mindste til du kommer hjem. Ellers - prop en gulerod i kæften, det ser pænere ud.

Jeg ved ikke hvorfor jeg er begyndt på det.. Eller, det ved jeg godt.

1. Jeg kan slet ikke overskue at have et madproblem lige nu. Lige nu er det job og hverdag der skal fungere.
2. Jeg var virkelig fucking sulten.
3.  Jeg er måske blevet mere sikker på mig selv?
4. Jeg bulker - ved ikke om jeg får spist nok kalorier.

Selvom jeg ikke har godt af pølsehorn, så er det godt for mig at udforske min forfængelighed hvad det angår.

Har i øvrigt fået en madplan, den er jeg rimelig sikker på, at jeg starter på på mandag. Jeg skal fandeme køre det her bulk godt. Har en god ven der har brugt sin tid på mig og mine åndssvageproblemer, det skal han ikke have gjort forgæves. Not on my watch!

Havde faktisk en sjov dag i træningscenteret. Jeg var inde ved de store drenge (wow) og skulle squatte. 30 kg blev det til, og jeg fik det vildeste pump i begge mine lår. Det var nice. Så dødløftede jeg lidt, og så til sidst ville jeg slutte af med military. Så skete der så det.... at jeg først prøvede med en stang (som jeg stadig ikke kan regne ud hvad har vejet) med 5 kg på. Jeg må virkelig have set sjov ud da jeg prøvede at løfte den, det gik helt galt og jeg var ved at vælte og alt muligt. Min kæreste var flad af grin.
Så tog jeg vægten af. Kunne stadig ikke løfte det lort. WHAT A GIRL!!!! Det var sgu flovt. Det var heldigvis ikke andre. Men, så stor er jeg sgu heller ikke endnu, at jeg kan lege inde ved de store drenge.

fatgirlproblem #7

Ok, here we go.

Appelsinhud. 'Nough said.

(Titlen lyver, det er ikke kun tykke piger der har appelsinhud. Anyways, det er irriterende)

Fatgirlproblem #6

Okay, det her er virkelig sjovt - et eller andet sted. Men fuck hvor jeg dog hader det!
Det er en af de mest nederen features ved mig, synes jeg selv. Heldigvis tror jeg ikke man ligger så meget mærke til det.

Men hold nu godt fast: Jeg har SMILEHULLER på hænderne!

-Og i øvrigt ret tykke fingre; men det har jeg nu uanset om jeg vejer for meget eller om jeg vejer det jeg skal.

PS.!!!

Snart kommer der et MEGET PERSONLIGT fatgirlproblem. Uha.

Folk #3

Folk der fløjter. Hvad fanden skal det til for?

Og hvem siger, at vi andre gider at høre på det?

Wordstorm

Jeg føler mig helt flad indeni. Kender du det?
Som om hjertet banker meget langsomt, og følelserne er vage. Det er mest fordi jeg lige har grædt. Før jeg græd spændte det i hele brystet og jeg har bare lyst til at skrige: "hold nu kæft!!" til de der fucking tanker der raser rundt inde i hovedet på mig. Hvor jeg dog hader, at jeg er så negativ og pessimistisk og tager sorgerne på forskud og har tendens til at være deprimeret. Hvert fald lige for tiden.
Det er meget længe siden, at det er gået rigtig godt - rigtig længe.

Måske synes jeg ikke der er så meget ved livet lige for tiden. Men sådan er det, det ved jeg jo godt. Jeg ved godt at det ikke altid kan være sol, sommer og ubegrænset kærlighed. Nogle gange bliver det også mørkt, vinter og meget kolde tæer evig og altid. Og det ved jeg. Og det er okay.

Jeg tænker, at det hjælper at skrive tingene ned. Så det vil jeg gøre.

Jeg har fået et job. Et spændende job. Men jeg er ikke helt sikker på, om jeg vil have det. Da jeg gik fra jobsamtalen tænkte jeg: "jeg bliver glad hvis jeg får det, men hvis jeg ikke gør.. så bliver jeg sgu lidt lettet".
Så fik jeg det. Just my luck. Det er garanteret kun fordi at jeg er skide billig i drift som nyuddannet.
Nå, men jeg skal starte i morgen. Og jeg har en rigtig dårlig følelse i kroppen. Det er som om jeg allerede har bestemt mig for at det ikke går; at jeg ikke kan med min kollega eller de meget "svære" børn. Hvorfor gør du det, Christina? Negative idiot.
Selvfølgelig fordi jeg tvivler på mine egne evner. Og det er ellers ikke noget jeg plejer at gøre. Faktisk er jeg rimelig selvfed.. Som i, hvis jeg så mig selv udefra ville jeg tænke: "Har du hørt om janteloven!" (Jo, jeg går ind for janteloven)
Men det er jo ikke noget jeg går og siger til folk. Men jeg ved at jeg ikke bare er den gennemsnitlige pædagog. Jeg kan virkelig noget. Hvert fald i teorien. Gad vide hvordan det virker i praksis. Det er nok det jeg er skide nervøs for.

Jeg er også rædselsslagen for, hvordan det skal gå med kost og motion i forhold til at have et arbejde. Det har jeg ikke rigtig prøvet. Og desværre er pædagoger sådanne mennesker der altid skal have kage til kaffen. Seriøst, det er ikke løgn. Så jeg skal også lære at sige nej. I starten bliver det noget med at stå og skrige min kollega desperat ind i hovedet: "NEJ! VI SKAL IKKE HAVE KAGE! NEJ! STOP NU!!" Jeg kan godt sige nej, det er jeg faktisk ret god til.
Den sidste uge er det ikke gået skide godt med kosten. Men det er heller ikke gået skide dårligt. Og jeg synes jeg har trænet godt.

Og så har jeg en masse privat på hjerte, som jeg ikke ved om jeg skal skrive om. Jeg har lyst til det. Jeg har lyst til at give total los og skrive alle mine tanker ned. Men alligevel skal man jo nok lige tænke sig om, ik?

Men jeg kan sige sådan her: "Svigerforældre, hva!?"

En turban i min appelsin

Holy guaca-fucking-mole for en dag!

Først to timers træning - hvor der sprang en "elastik" i mit lår. Det gjorde ikke ondt, men vi må se om jeg kan mærke det i morgen! Det var virkelig syret. Jeg kiggede seriøst ned på mit lår, fordi det var så tydelig og underlig en følelse. Men der var ikke noget at se. (Do'h)

Desuden er jeg jo arbejdsløs. Kender i det? Altså. Det her: man sidder og forbereder sig på, at man aldrig får et arbejde, og det kan ligeså godt være ligemeget, der er heller ikke nogen der kan bruge én. Og så inden for et par timer har man sgu næsten et job! Det ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes om.. Jeg blev da glad, men jeg er selv lidt af et specialklassebarn, så når der sker noget så uventet går jeg lidt bananas.

Nå, men det job er kun på 18 timer. Det er ikke nok, det kan jeg jo ikke leve af. Men jeg skal til "jobsamtale" i morgen tidligt. Så sker der det... At favoritjobbet dukker op på jobnet.
Åh. FML. En gang i mellem.. Hvad fanden gør jeg nu?

Ud over dette bor vi i total slum-lorte-kvarter hvor folk skændes og råber og skriger og er ved at slå hinanden ihjel. Det er ikke mere end en måned siden at jeg ringede til politiet midt om natten fordi jeg kunne høre et par (som bor 100 meter væk, seriøst), hvor det lød som om at manden (drengen) var ved at slå pigen (med total kontanthjælpsfarvet-rødt-hår) ihjel.

I dag står hun så nede i vores gård og leder efter vidner. Hun havde nemlig slået op med ham. Og så havde han imidlertid brudt ind i hendes lejlighed og skåret hendes møbler op og smadret det hele. Jeg tænker: "Hvad fanden havde han gjort hvis hun var hjemme?" og derefter vælger jeg så at give hende mit nummer. Oh. You. Idiot.
Det værste af det hele er, at vi havde set ham. Så nu skal vi have besøg af en politimand og måske i retten. Må hellere få ryddet op!

Som min far sagde igår: "Der er sgu faldet en turban ned i din appelsin, lille skat"
Og ja. Hvor har han ret! 

Get yo ass up

Jeg er hård.

No mercy. Og slet ikke overfor mig selv.

Jeg er nået til et punkt i mit liv hvor jeg tænker: "Get goin' bitch" når jeg ser mig selv i spejlet.
Idag da jeg cyklede hjem fra træning, fik jeg set mig selv i et butiksvindue, og min mave lignede en gravid-i-3.-måned (ej okay, det har jeg intet begreb om!) -mave. Og i et kort øjeblik overvejede jeg at sætte mig til at tude og give fuldstændig op på det hele. Men alligevel ligger det mig fandeme fjernt.

Næh, det eneste jeg tænker når jeg ser det er: "så er det sgu da godt, at du har trænet 4 timer på to dage. Det går den rigtige vej, right?"

Mine mavemuskler er virkelig ømme fra i går, da jeg lavede den her:

Hvor at man jo så selvfølgelig strækker benene ud, og så trækker dem ind til sig igen. Den var rigtig god.
I dag har jeg trænet rigtig hårdt. Jeg har dødløftet med 30 kg kun, men jeg har besluttet mig for at gå lidt ned i vægt, og så være sikker på at jeg gør det rigtigt.

Jeg synes det går fremad!


Så, hvis du sidder nu og tuder over hvordan du har det med dig selv, så tænk: "Get goin' Honey!"

Folk #2

Kender i det når man kan se nogle gå ind på et toilet, og så få sekunder efter kan høre dem råbe: "WHAT?!"

Det er mig. Det gør jeg tit. Og så tænker jeg straks bagefter: "Gad vide hvad folk tænker?"

Jeg har gjort det så sent som i dag. Det var fordi at toilet rullen var blevet skiftet ud med en køkkenrulle. Det blev lige lidt for meget for min lille OCD-hjerne, så jeg måtte udbryde et meget højt "what".

Apropos toiletpapir, se lige hvor skøn Khloe Kardashian ser ud her. Wow!

Folk #1

Seriøst, folk der har en flettet kurv med til træning.

Hvad fanden skal det betyde? Og hvad er der i den?

Jeg spørger bare.

Her får i lige et billede af en røv. For i morgen skal der squattes!

Good days

Yay. Det går faktisk godt.

Jeg er endnu ikke kommet i gang med at tælle kalorier. Jeg ville have startet søndag, men så kom der en krise i vejen. Mandag (igår) var jeg syg. I dag var jeg på café med min mutter og spise cæsar salat. Og det kan jeg jo ikke rigtig taste ind - så giver jeg lidt op. Men. Det går godt alligevel synes jeg. Jeg har jo alligevel rimelig meget erfaring med kalorier og mængder af mad, og jeg er rimelig sikker på at jeg holder mig der hvor jeg skal.
Jeg prøver igen i morgen, LOL.

Har trænet i 2,4 timer i dag. Det var virkelig dejligt.

Først en times Bodyflow. Jeg står altid nede bagi og fniser lidt til at starte med, fordi ja.. Jeg synes det er lidt åndssvagt, og der er ingen tvivl om at jeg ser åndssvag ud. Det synes jeg også at alle andre gør.
Men så pludselig er tiden gået, og så har jeg faktisk syntes at det var rigtig sjovt og jeg kan mærke at det er godt for mig. Så. Hurra!

Den næste 1,4 time brugte jeg på at løbe/gå med en høj stigning i tyve minutter, og resten på styrkeøvelser.

Det er en god dag, synes jeg, og selvom at det er rigtig svært at være motiveret, så kan jeg mærke at min motivation stiger når jeg kigger mig i spejlet. (For fanden, hvor lyder det negativt, men altså;) Jeg glæder mig til, at jeg kan se en forskel og et fremskridt eller to.

Jeg sad ved siden af Julie Zangenberg på den der café. Shit hun er tynd, det ser helt vildt ud. Og så sad hun indenfor med kæmpestore solbriller. Haha, så kendt man er. Hun har jo været med i Live fra Bremen og alt muligt. (Stakkels lille misundelige mig)

Og Klatretrøsen selvfølgelig! Det var fandeme en god film.

Oh dear god

Nå. Så skal vi til det.

Jeg er for nyligt blevet konfronteret med noget medlidenhed i forhold til hvad jeg skriver her. Blandt andet af min kæreste, det pludselig stillede sin computer fra sig og kiggede på mig med tårer i øjnene og sukkede dybt. Han havde læst mit indlæg "breakdown".
Og det har jeg tænkt over. Samtidig er jeg også blevet konfronteret med min egen forfængelighed, især i forhold til hvad jeg er ved at lægge op nu. Puha, det kan være hårdt. Men jeg lovede mig selv, at jeg skulle være fucking ærlig fra start - og det er jeg.
Men inden i mig sidder en lille pige der bare har lyst til at sige til alle der læser det her: Jeg er altså ikke kun et tykt og dovent menneske. Jeg er også alt mulig andet godt. Og det er jo for plat, jeg ved slet ikke hvorfor jeg pludselig tænker sådan. Det er nok fordi, at jeg kun viser jer mine dårlige sider. Og mine fat girl problems. Men fuck det. Jeg håber i nyder at følge med alligevel. Og jeg håber at i griner en gang i mellem. Og ikke mindst at i tænker: "Dét kender jeg godt!"

Min kæreste har taget nogle billeder fra en gåtur. Og da jeg så dette billede var jeg ved at dø.. Kender i det, når det nogle gange er meget værre end man tror?

HELDIGVIS er billedet rystet hvilket gør jeg ser rigtig uheldig ud. Jeg ved fandeme ikke hvad jeg ligner.

Det andet billede så sådan her ud:

Det er noget bedre, ik?


EJ okay. Det slår mig lige, at det her er virkelig fucking negativt.
Jeg gør altså ikke det her fordi jeg hader mig selv. Eller for at udstille mig selv.
Jeg gør det for at motivere mig selv. Og fordi det er dette der fylder i min verden. Og fordi jeg er sikker på at nogen af jer kender det. At man ser et billede af sig selv og tænker: "oh dear god", eller at der ikke er noget at sige til man engang i mellem bliver forvirret over ens tilstand.

Fatgirlproblem #5

This.

 

Eeeeeeeej hvor jeg hader når nogle tager billeder af mig for tiden.

Breakdown

HEY!

Så har jeg holdt ferie. Det var skønt. Men jeg ved ikke helt om det er gået godt. Løgn.
Det er det ikke.

Det startede med at jeg var ude at løbe den første morgen (i regnvejr og hvad ved jeg), og det synes jeg faktisk gik skide godt, til trods for at jeg ikke har løbet i noget der ligner et halvt år. Jeg har ikke løbet siden det gik op for mig, at man forbrænder det samme ved at gå. Så, da jeg vågnede om natten med krampe i mit knæ (som så åbenbart er mit baglår), og næste morgen med vilde smerter i skinnebenene, vidste jeg, at det måske var gået lidt vildt for sig. Det er hvad det er. Vi har gået mange ture. Det er fint.

Maden. Mit evige fucking problem.
Jeg burde klappe mig selv på skulderen, fordi jeg ser en udvikling. Jeg vælter mig ikke hovedløst rundt i hvad jeg vil længere. Jeg har sgu fået noget disciplin. Men, det er virkelig svært at sige nej. Kender i det?
Når man sidder og har fået flæskesteg, sovs og kartofler, og man bare nærmest kan mærke at ens mavesæk får strækmærker. Så kommer der roulade (WTF?!) på bordet, og nå ja.. Hvad fanden skulle jeg da ellers lave end at æde roulade. Og så spiser man to stykker. Og jeg hader det.

Nu til noget alvorligt. Meget alvorligt.

Jeg tror det er ved at gå galt for mig.
Jeg græder aldrig. Men de sidste to dage har jeg grædt, grædt og grædt. Helt hulkende med snot og tårer i hele hovedet. Jeg er træt. Jeg er ked af det. Jeg føler mig konstant utilpas i min krop, og når jeg skriver konstant mener jeg virkelig konstant. Når jeg ikke selv tænker på min krop, tænker jeg på hvad andre mon tænker, og hvordan de mon synes jeg ser ud. Jeg tør ikke spise offentligt. Jeg er så bange for, at der er en der skal sige til mig: "hov hov, du trænger vist ikke". Og det er så forskruet. Im not even that big.

Men jeg er deprimeret. De sidste to dage har jeg været det, hvert fald. Jeg vil ikke det her mere. Jeg kan ikke mere. Jeg vil gerne være normal. NU. Og den der krampe i mit baglår gør, at jeg ikke rigtig må røre mig. Så må det blive til gåture og minimalt indtag af mad. Eller nårh nej. Er på 1700 kcal nu. Så, lange gåture.
Starter i morgen.

Kunne godt bruge et kram og et realitycheck. Og en der kan tage mig i hånden og følge mig igennem det her.
Suk.

I morgen kommer endnu et alvorligt indlæg, så stay tuned.