christmas

Julen har i mange år ikke rigtig været min "scene".

Jeg kan godt synes det er aaaaaalt for meget, og jeg synes folk bliver sindssyge i december. Det bryder jeg mig ikke om.

Måske har det også noget at gøre med, at december i mange år for mig har været en måned hvor man konstant propper i hovedet og er i et længerevarende sukkerchok alt for mange gange om ugen. December måned har i mange år været lig med + x antal kilo. Men i år er det ekstra slemt. For jeg har aldrig vejet så meget som jeg gør i år.

Jeg er ellers typen der siger: det er ikke hvad du spiser mellem jul og nytår der tæller, det er hvad du spiser mellem nytår og jul. Og det mener jeg i og for sig stadig. Seriously, hvis ikke du ligefrem er på kanten til at få diabetes eller vejer alt, alt for meget. Så æd dog. Det er kun december en gang om året. Altså, alt med måde. Men måske december skulle være en slags "deload" måned, hvor man skruer lidt ned for tempoet og husker hyggen i stedet for stepmaskinen. I don't know..

Anyways. Jeg har besluttet mig for at afprøve nogle af juleklassikerne i en "light" udgave. Som I måske har læst før, så er sukker virkelig ikke min ting. Jeg er simpelthen begyndt at få det så dårligt når jeg spiser det. (Apropos sukkersyge? FUCK) Så. Nej tak til sukker!
Da jeg ikke er særlig ferm (overhovedet) i et køkken, så er det begrænset hvad jeg bevæger mig ud i.

Havregryns kugler:

Jeg googlede egentlig bare: "Sukkerfri havregrynskugler", og fandt denne opskrift.
Den så enormt simpel ud, så jeg tænkte at det lige var mig. And it was!
Det tog ikke mere end ti minutter at lave dem og rulle dem til kugler, så det var rimelig effortless. Smagen er selvfølgelig ikke den samme som dem der er fyldt med smør og sukker, men stadig ikke dårlige!
Jeg tror et eller andet sted at kunsten er, at man ikke skal sammenligne de sukkerfrie produkter med det man kender. For selvfølgelig er smagen anderledes. Men jeg kan godt anbefale dem, helt sikkert. Det er en god erstatning.

Marcipan:

Med et helt almindeligt stykke fuldfed nougat på! :D

Jep, jeg har fandeme lavet marcipan! Det er sgu store sager. Jeg fandt en opskrift her hos Madbanditten. Og ved I hvad? Det var sgu også ret simpelt. Det eneste er, at det tager lidt tid at stå og smutte 300 g mandler og derefter tørre dem to timer i ovnen og så videre - men jeg synes sgu det er det værd. Nøj, hvor smager det godt, og tanken om at der ikke er sukker i er bare fantastisk. I dette tilfælde kan jeg slet ikke smage forskel på dette og almindelig marcipan. Jo, det skulle da lige være at dette smager langt bedre!

Sidst men ikke mindst: Ris a'la mande!

Der er ikke som sådan nogen opskrift - det er rimelig frit. Denne sunde ris a la mande består af:
Lige dele vanilje yoghurt og hytteost, mandelessens og vaniljessens er valgfrit. Hak nogle mandler og smid i, og voila! Igen, skal man selvfølgelig ikke sammenligne det med almindelig ris a la mande fyldt med fløde og sukker. Men dette er faktisk en succes, synes jeg. Dog ville jeg ikke kunne spise det uden kirsebærsauce! Men det elsker jeg også. Det er næsten det bedste ved ris a la mande :-) Den kan man i øvrigt købe sukkerfri som Isis produkt.

my body

Som bloggen jo hedder :-)

Lige for tiden kører jeg min krop ret hårdt. Men det gør mig ingenting.

Jeg trænede mine ben i lørdags, og de er stadig fuldstændig smadrede. På en måde elsker jeg det. Kender i det? Men åh dog, hvor medbringer det meget smerte. Hele dagen i går (og til dels i dag) gik jeg rundt og lignede en der  seriøst havde skidt i bukserne. Det var et helvede at komme op og ned af trapper - for slet ikke at tale om at sætte sig på toilettet. Ååååh, hvilken smerte.

Da jeg vågnede i morges håbede jeg lidt at smerten var væk, da jeg havde meget træning at se frem til i dag. Det var den så sandelig ikke!
 

AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAVVV!

Men jeg har trænet allerede en gang i dag. Dog kun kort, men jeg gik alligevel forbi mit træningscenter, så jeg tog lige 20 minutter på crosstraineren (med en max på 15, jubii) og lidt ryg- og arm træning. Might as well.

Her om lidt er jeg på vej ud af døren til combat. KIAAI!!

Fortæl mig lige: Hvad er jeres yndlings ben øvelser?

Dear mom

Kære Mor

Jeg har så mange ting jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke sige dem til dig. Ikke fordi du er død, men fordi det ville ødelægge vores forhold. Du ville aldrig kigge på mig med kærlighed i øjnene igen, og jeg ville såre dig og ham. Din mand. Din kæreste. Ham du bor sammen med.

Ham er jeg ligeglad med. Jeg har længe vaklet mellem at få lidt dårlig samvittighed eller at være cold as ice. Jeg synes det er svært at opretholde den samme tålmodighed og glæde ved et andet menneske som nærmest kun udretter dårlige ting. Okay, da jeg skrev dette fik jeg et sug i maven af dårlig samvittighed. Men det handler udelukkende om dig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham. Jeg vælger at være cold as ice. For han ødelægger min familie og det har han altid gjort, mor. 

Da du lærte ham at kende for ni år siden var du glad. Jeg var ligeglad. Jeg havde nok regnet med at det ville ske. Jeg synes det var hårdt at far blev så ulykkelig, og jeg synes nærmest det var endnu hårdere at se dig sidde på din nye kærestes skød og kysse og jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvor forfærdeligt det var at høre jer bolle. Det glemmer jeg aldrig. Jeg faldt ofte i søvn med en finger i det ene øre og hovedpuden presset op i det andet øre.

I starten syntes jeg også han var sød. Og spændende. Og karismatisk og havde store armbevægelser og fortalte opslugende historier. Jeg kan godt se hvorfor du blev forelsket i ham. Han havde en stor gård, tatoveringer og en farlig hund. Og så var han ni år yngre end dig. Det var lige hvad du havde brug for, var det ikke? 

Når jeg tænker tilbage på den tid, kunne jeg allerede dér se, at han drak for meget. Jeg husker en episode hvor han kom på besøg, og han var ikke kun beruset – lad os sige det sådan. Han snakkede og snakkede om at han havde en DVD derhjemme som jeg skulle se, og han ville køre hjem og hente den. Han gik på toilettet, og jeg husker det som om at du nærmest lå på knæ og bad mig om at sige: ”det er ligemeget!” for du vidste godt, at hvis han kørte i den tilstand ville han køre galt. Jeg gjorde som du bad mig om. 

En dag blev du underlig. Du gik lidt rundt om dig selv, du havde tårer i øjnene. ”Hva’?” spurgte jeg forvirret. Du fortalte at han havde skudt sig selv i foden. Bogstavelig talt. Det var sket for nogle dage siden. Det var sket om lørdagen. Du havde været hjemme hos ham, I havde drukket. Han skulle lege med sin pistol. Han skød sig i foden. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket chok du har fået. Jeg kan lige se for mig hvordan du har båret ham i seng, og hvordan han har skældt ud og sagt at det ikke gjorde ondt og at du ikke skulle ringe efter en ambulance. Derfor blev han liggende på sofaen i nogle dage, indtil der gik betændelse i og han ikke kunne holde smerten ud mere. Politiet undrede sig over hvordan det kunne ske. 

Du vidste godt allerede dengang, at du var ude i noget unormalt. Gjorde du ikke, mor? 

Sjovt nok lærte han aldrig noget af det. Jeg har flere gange forladt huset når han skulle have sine våben frem i en ordentlig brandert. Hvorfor stoppede du ham aldrig? 

Det næste der sker, er at vi flytter hjem til ham. Og herefter fortsætter de værste 1,5 år i mit liv.
Jeg behøver ikke fortælle dig hvad der skete, for det kan du udmærket huske.
Som jeg sagde til psykoterapeuten i går, så tror jeg egentlig ikke det var hans mening at være ond. Han ville bare opdrage mig. Han synes ikke, at jeg var ordentligt opdraget. Var jeg så slem, mor? Fortjente jeg al den smerte, fordi jeg glemte at slukke lyset efter mig? Eller fordi jeg var tyve minutter om at gå i bad? Når han gentagne gange hev min oplader (plus mobil) ud af væggen, og smed det hen ad gulvet – så følte jeg ikke at der var plads til mig. Forstår du det? 

Der er noget jeg aldrig har fortalt dig, og jeg ved aldrig om jeg kommer til det.

Da vi flyttede ind fik jeg en rundtur. Vi stoppede ved et pengeskab. Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde meget utvetydigt: ”Dette er MIT skab. Det er KUN mig der kommer her”

Så næste gang jeg var alene hjemme, skulle jeg fandeme se hvad der var i det skab. Jeg fandt våben og patroner. Jeg fandt billeder. Af hans far. Og noget andet.

Jeg fandt billeder af hans eks kæreste. Hende du hader. Hende der er på alder med din egen søn. Og det var ikke almindelige billeder, hun var nøgen. Med spredte ben. Blandt andet. Jeg har også vist dem til din søn og svigerdatter. Vi har aldrig sagt noget. Jeg kan ikke. Jeg ved, at du havde skredet på stedet. Men jeg elsker dig for meget til at ødelægge dit liv.
Det er i dag 7 år siden jeg fandt disse billeder. Og det eneste jeg nogensinde har fået fremstammet er: ”Har du egentlig nogensinde kigget i det der pengeskab?”

Jeg vidste også, at hvis jeg sagde det, ville han selvfølgelig få det at vide. Og jeg tror jeg har været bange for, at han ville slå mig ihjel. Hvis han kunne blive så gal på mig, fordi jeg ikke støvsugede inde under bordet, hvad ville han så gøre, hvis jeg havde kigget i hans skab? 

Du skal vide, at jeg har megen smerte indeni. Det er sjældent at jeg tænker på dengang. Det er hvert fald sjældent, at jeg tænker på de gange du ikke har forsvaret mig. Det gør for ondt, jeg kan ikke holde det ud. Det hænger for mig ikke sammen med det forhold vi har i dag.
Hvem var du? Hvad tænkte du egentlig på? Sådan rigtigt – hvad var dine overvejelser, mor? Hvilke tanker havde du, når han råbte og skreg mig ind i hovedet og jeg sad med snot og tårer væltende ud over det hele, hivende efter vejret, værende den mest ulykkelige lille pige på hele sydsjælland?
Hvorfor, mor?

Jeg ved at han også var sådan overfor dig. Det har jeg jo selv set. Og det fortsatte i stigende grad da jeg flyttede. Gjorde det ikke? 

Jeg glemmer aldrig en gang du havde lagt flis i de store huller der var rundt omkring på græsset i haven. I skulle til fest. Du havde gjort dig klar, i kjole og høje hæle. Du var smuk.

Han kom hjem. Skældte dig ud, bad dig om at fjerne det lort igen. Jeg betragtede hele situationen. På en måde føltes det godt. Hvert fald at det ikke var mig det gik ud over. 

Så stod du der. Med din kjole og dit lange lyse hår blæsende i vinden og skovlede flis væk. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Jeg græd, for det meste. Du var aldrig på min side, du forsvarede mig ikke en eneste gang. Jeg plagede dig konstant om at komme væk derfra. Konstant. Du blev sur.
Du sagde en gang, at hvis han slog mig, så kunne vi flytte. Jeg overvejede tit at provokere ham en tand ekstra, så havde jeg fået sådan et par på hovedet.

I dag kan jeg godt tænke lidt bebrejdende: ”Først dér, mor?” Hvorfor skulle han slå mig? Alle hans ord var tusind gange værre end ti lussinger dagligt. Kunne du ikke se det?

En dag slog han mig. Det var ikke med vilje. Han var fuld. Jeg skubbede til ham, han faldt. Du sagde: ”Christina, 4 år”. Jeg døde indeni.

I dag er jeg voksen. Tilmed klog og reflekterende.

Jeg kan godt se, at han bare er et sørgeligt lille menneske. Jeg kan godt se, at han har haft et rigtig svært liv. Og dét bløder mit hjerte for. Men jeg er nødt til at sige dig noget:

Gå fra ham. Hvad fanden venter du på?

Jeg synes du er en fantastisk, klog, stærk og smuk kvinde. Men når det kommer til det her, så synes jeg faktisk du er snotdum. Det kunne jeg aldrig finde på at sige til dig i virkeligheden. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men det synes jeg. 

For en uge siden blev i uvenner. Ikke bare lidt, men sådan – seriøst uvenner. Jeg blev så glad.
Det har jeg ikke rigtig sagt til nogle, for det ved jeg godt at jeg ikke kan være bekendt. Men jeg ved, at du er en anden uden ham. Jeg ved, at du kunne have et helt andet liv. Andet og bedre! Meget bedre.
Et liv uden alkohol, uden tyranni, uden psykisk terror, et liv hvor du er hovedpersonen. Ikke ham.

Der er ikke nogle der forstår hvorfor du er sammen med ham. Jeg fortalte det hele til psykoterapeuten i går. Hun var (af en objektiv part at være) helt målløs. Der er ikke et menneske på jorden der tænker at i passer godt sammen. Og der er ikke nogle af os der kan lide ham. Vi lader som om, og vi skal nok komme til fødselsdage og så videre. Men han skal kun træde lidt ved siden af, så husker vi på magisk vis alt hvad han nogensinde har sagt og gjort. Det skal du aldrig være i tvivl om.

Jeg ønsker dig intet andet end lykke og kærlighed. Intet. Andet. Jeg håber du en dag får det.

Fitgirlproblem #1

Hæhæ, mit første fitgirlproblem!

Der er sikkert rigtig mange af jer der kender det:

Min kommende uge vil indeholde op til 2 x træning om dagen. Ikke decideret hård træning, men jeg vil benytte min morgen til at forbrænde nogle kalorier. Enten ved en lang gå tur, men gerne ved lidt løb. Jeg træner ofte om aftenen, fordi det er dér mit træningscenter har de gode hold. Så min aktivitet skal stige.

Når man nu træner så meget, så skal man ofte i bad. Og det kan virkelig være irriterende!

Hvis man har en dag, hvor man løber om morgenen, og aftenen står på f.eks. bodycombat, så skal man i bad 2 gange.

ADVARSEL: hyppig træning kan medføre kæmpe-fucking-enorm vandregning, tør hud og en høstak oven på hovedet!

Just do it

Hvor skal jeg overhovedet starte?

Jeg har ret meget at sige om det hele.

Nogle af jer har måske set nogle tidligere indlæg, hvor jeg skrev om min sundhedsuge, og at jeg ville se hvor meget jeg kunne tabe osv. Det gik egentlig godt. Hele ugen, og jeg tror det endte med, at jeg havde tabt 500-600 g.

Om søndagen valgte jeg så at spise noget is, og lidt kage. Og jeg tror efterhånden det er gået op for mig, at det er dér det går galt. Hvis jeg virkelig vil tabe mig, så bliver det uden sådanne ting. Ikke, at man aldrig kan spise noget syndigt, men det skal være "lettere" syndigt.

Når jeg har en god periode, og så "fejrer" det efter en uges tid med f.eks. lidt is, så vælter det hele for mig. Ikke fordi jeg falder tilbage i nogle gamle spor, men jeg er seriøst begyndt at overveje om jeg ikke kan tåle sukker. Når jeg har spist noget sukkerholdigt/usundt, så bliver jeg det jeg kalder "sult-forvirret". Det kan tage mig op til flere dage, at være afvænnet igen. Min krop ændrer sig, jeg craver en masse hele tiden, og så alligevel hænger alt mig ud af halsen. Men jeg mangler... noget. Og der kan sagtens gå nogle dage før det er tilbage til normalen. Det der kan gå galt, for chancen for at man fortsætter med at spise usundt er stor, når man craver det så ekstremt. Giver det nogen mening?
Jeg er nødt til at lade være. Hele den forgange uge er ikke gået super godt. Jeg har ikke som sådan spist usundt, men det er slet ikke gået optimalt.

Det er noget helt andet..

For et år siden var jeg begyndt at tage på efter mit rygestop. I dag har jeg virkelig tænkt over det.
Så sidder jeg her et år efter, og har ikke opnået en fucking skid.
Jeg er så træt af, at tænke: "fra i morgen går det for sig! I morgen gør jeg det! Jeg begynder fra i morgen!" I morgen i morgen i morgen i morgen..... Fuck i morgen.

Just fucking do it already.

OMG

Haha.

Jeg sad lige og kiggede på H&M's hjemmeside, og faldt over dette billede.

Jeg synes virkelig dette siger noget om, hvor meget sådanne billeder bliver redigeret. Hold nu kæft, hvor ser hun helt vildt uproportioneret og mærkelig ud.

Motivation

Dette fortjener sgu et indlæg for sig.

Og det bliver et lidt skizofrent indlæg, for på den ene side handler det om at jeg ikke kan motiveres af andre ting end min indre "fire". Men samtidig vil jeg vise jer nogle billeder som kan motivere mig.

På det seneste har tænkt på, hvad der motiverer mig. Eller rette: hvorfor motiverer det mig ikke, at se på andres kroppe/mål/opskrifter/opnåelser (hedder det det?)/motivation?

It just doesn't do it for me. Jeg tænker nok bare, at det ikke ændrer noget for mig. Jeg ved at det skal komme indefra. Jeg spiser ikke nødvendigvis sundere fordi jeg ser et billede som dette:

Gør I det?
Det giver da fin mening for mig, men dette billede popper ikke op i hovedet på mig når jeg står og skal vælge mellem en is eller et glas vand. Forstår I?
Jeg kan godt lide at kigge på sådanne billeder f.eks. men det ændrer ikke mit liv. Men derfor vil jeg gerne vise nogle alligevel.

Jeg har rigtig svært ved at forestille mig en drømmekrop. Jeg ved ikke hvordan jeg gerne vil se ud.
But seriously, de her ben, ik? De er fandeme pæne.

Det der med at have en flad mave. Det tror jeg egentlig aldrig jeg har prøvet. Og jeg tror heller ikke det er det ideelle for mig. Jeg er sikker på at jeg kommer til at opnå det i mit liv, men jeg tror ikke det er mit "mål" som sådan. Til trods for at det jo er fucking pænt. Jeg tror bare ikke det ligger til min krop og den måde den er på. Men prøves - det skal det!

Et billede som dette kan jeg godt fnise lidt hånligt af. Yeah, just do it baby. Det er nemlig lige nøjagtigt sådan et billede her som ikke dukker op i mit hoved når alt bliver uoverskueligt.

Billeder som disse kan jeg rigtig godt lide. Jeg elsker billeder af frugt og sunde ting som ser flotte ud. Haha, yes I do.

Det her kunne faktisk godt motivere mig! Men mere på "aha" måden. Altså, at jeg tænker: "Gud ja, kom du hellere afsted til træning!" Det er faktisk noget jeg tit siger. "Jeg har ømme muskler, men hold kæft det føles godt!" Det var før jeg squattede med 35 kg og absolut ikke kunne gå dagen efter! Men umiddelbart giver det rigtig meget mening for mig - because its true!

En anden ting som virkelig fungerer for mig, er billeder af vand. Det er sgu da egentlig mærkeligt. Men som disse to ovenstående billeder viser, så er det jo engang i mellem sommer. Og for fanden, hvor jeg elsker sommer. Og sommer er speciel i forhold til, at være glad for sig selv og sin krop synes jeg. Jeg får en varm følelse indeni, men jeg husker også hvordan jeg havde det i sommers i min bikini. Ikke godt. Better do something then, Honey. Jeg har ikke sagt det her til nogle, så dette bliver første gang: til sommer har jeg nået mit mål. Hvad så fanden det end er. Jeg skal have en god sommer. Og jeg skal være glad. And hell, i will be!

Et billede som dette rammer mig faktisk også rigtig godt. Jeg synes det er et fantastisk eksempel på, at man ikke skal tænke så meget over den skide vægt. Lift hard and eat clean. Det er sgu smukt, ik'?

Og sidst men ikke mindst. Verdens smukkeste kvinde Laetitia Casta. Hold nu kæft, hende kunne jeg poste mange billeder af. Jeg synes hun er guddommelig. Intet mindre.

Nå, men som I kan se, så løj jeg. Åbenbart. Der er masser billeder som inspirerer mig og motiverer mig. Min pointe er bare, at det er ikke skelsættende for mit liv, og det er ikke noget der ændrer på mine beslutninger. Min endegyldige motivation kommer indefra. Det er mig. Det er mig der kan ændre på tingene, ikke nogen eller noget andet. Basta.

What is it good for?

Absolutely nothing. Eller hvad?

Nogle gange kan jeg godt falde lidt i staver, kigge ud i luften og tænke: "Hvad skal det egentlig til for? Hvor vil vi hen?"

Jeg oplever meget at vi har en eller anden kollektiv idé om hvordan man skal se ud, hvor langt man skal kunne løbe og især hvor dygtig man er til at anrette mad og lave den lækreste ret ud af kål. Og vand. Eller sådan noget. Jeg kan virkelig godt blive ked af det en gang i mellem, når en vellidt blogger skriver: "I morgen løb jeg kun 7 kilometer, jeg er virkelig skuffet over mig selv". Bevares - alle har deres grunde. Det kan være at pigen træner til et marathon - så er det jo ikke særlig "godt" kun at kunne løbe 7 kilometer. Men hvis man ser på det i det store billede, så synes jeg det er skide flot at løbe 7 kilometer! Uanset hvad, hvem du er, hvor det er osv. Hvorfor er man så hård ved sig selv?
Jeg synes det er fint at man har sine mål, men jeg synes jeg oplever at de ofte er lidt voldsomme. Og jeg tror altså ikke altid at det er skide sundt at træne 8 timer i træk. Eller at spise en gul peber og nogle gulerødder til frokost. Vel?
Men hvad kan jeg gøre ved det? Nothing. Jeg kan bare passe mig selv.

Men hvad er så meningen med alt det her for mig?
Det er virkelig sådan noget jeg kan lægge vågen over om natten. "Hvad er dit mål, Christina?" - og det er ikke så let som man umiddelbart skulle tro.
For jeg har ikke noget mål om at blive Les Mills instruktør. Eller løbe en marathon. Jo, det kunne fandeme da være fedt. Men måske tror jeg bare ikke så meget på mig selv. Måske er mit mål bare mere "udvisket".

Mit mål er mere omfattende og bredt. Jeg vil bare gerne være glad. Jeg vil gerne vågne om morgenen, og ikke tænke "endnu en dag" - med man jeg ikke må spise og andre ting jeg skal spise. Trække mine (engang i mellem) tunge ben til træning. Det kunne være fantastisk at vågne, og at det ikke var dét mit liv handlede om. At vågne og være glad. Især fordi man ville have mere overskud til at være glad, hvis man ikke skulle bekymre sig så meget om sit udseende og det faktum om man har fedt om hjertet og måske endda får sukkersyge.  Det kan virkelig godt være nedslidende en gang i mellem. Jeg kan især mærke det på min selvtillid. Hvis der en sjælden gang er en fyr der glor på mig, så er jeg sikker på det er fordi jeg ser dum ud. Eller tyk. Og selvom jeg nærmest er lykkelig gift, så er det sgu meget fedt at blive tjekket ud. Ik'?
Det påvirker også min selvtillid i forhold til alt muligt andet. Blandt andet det faktum at jeg f.eks. i hele denne uge har gået i min ny erhvervede Carharrt "sweatpants". Jeg elsker joggingbukser - meeeeeeeeeeen for helvede, det er fandeme da ikke det mest sexede. Nogle gange kan jeg virkelig godt få dårlig samvittighed. Mest overfor min kæreste, når jeg altid går i sådan noget kedeligt tøj. Men det værste er bare: Jeg kan ikke passe alt min andet tøj. I am not kidding you. Dette vejer rigtig meget, i forhold til mit mål.
Jeg véd jeg vil være glad, hvis jeg kan købe alt muligt slags tøj, og være pænt klædt. Og ikke kun gå efter praktisk, stort, kedeligt joggingtøj.

 (Billederne er fra tumblr)

Og Nike free sko! Har en del par efterhånden. Dem kan jeg godt lide.

Hvis der nu er nogle der læser med, som har lyst til at skrive en kommentar i kommentarfeltet - så skal i være virkelig fucking velkomne. Hvis I har lyst, kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide: Hvad er jeres mål med denne "galskab"? Ej, galskab er det jo ikke, men hvor tænker I at det skal ende? Hvornår er i glade? Og har i planer om at jeres liv skal have dette indhold for evigt? Eller hvor lang tid i så fald? Vil meget gerne høre hvad I tænker om det.

10 random facts

Har I lagt mærke til hvor populære disse indlæg er blevet i blogland? Haha, jeg må næsten deltage. (Og ja, det er sjovt fordi I overhovedet ikke kender mig)

1. Denne blog er anonym fordi jeg hader opmærksomhed. Og især fordi at jeg har så mange ting jeg gerne vil ud med, som jeg ikke kan stå inde for/gider diskutere i virkeligheden.
2. Apropos diskutere, det er jeg virkelig dårlig til. Især hvis det er noget jeg rigtig brænder for. Så ender det bare med at jeg siger ting som: "Fede lorte nar! Luk røven! Du fatter ikke en skid!" Osv. Og om muligt gerne et slag eller to.
3. Jeg har en smule vredesproblemer(^^), men det er ofte fordi jeg bliver frustreret og ikke forstår hvorfor folk kan opføre sig som de gør. Jeg benytter mig meget af dette citat: "Mod idioti kæmper selv guderne forgæves"
4. Jeg hader kaffe, jeg DØR virkelig over det.
5. Jeg er meget paranormalt interesseret, ser mange uhyggelige programmer og har lavet et par EVP-sessions om natten på diverse kirkegårde.
6. Jeg er rædselsslagen for fugle. I en hæmmende grad. Arbejder på det.
7. Mit drømmejob er på et Julemærkehjem.
8. Jeg spiller guitar og har gjort det i over ti år.
9. Jeg VIL udgive en bog en dag. Færdig slut.
10. Jeg har virkelig, virkelig mange sneakers. Og jeg hader når folk skal kommentere på det: "Hvad skal du med alle de sko?" JEG SKAL SGU DA GÅ MED DEM! OG SÅ LUK RØVEN FEDE NAR!
Sko er nærmest den vigtigste beklædningsdel for mig.
11. Apropos beklædning - .... jeg skulle lige til at skrive at jeg er modeinteresseret. Men, jeg har det sådan lidt:

Dog elsker jeg tøj og jeg synes selv jeg er enormt god til at sammensætte og skabe nye looks.
12. Jeg har ikke rigtig nogle forbilleder. Som I ved kæmper jeg med et vægttab, og har gjort det rigtig længe. Og i al den tid har jeg ikke fundet motivation/inspiration ved at kigge på andre pigers kroppe. Eller jo, jeg kan da godt se et billede af en flot trænet krop og tænke: "Sejt!", men det er aldrig noget med at jeg gemmer billedet på min mobil og går og kigger på det hver gang jeg føler mig umotiveret. Never. Det finder jeg simpelthen ikke nogen tilfredsstillelse i. Jeg leder efter motivationen og viljen inde i mig selv. For den er der. Og hvis ikke den er der, så er den der ikke. Så er det hvert fald ikke længere for min egen skyld jeg gør det. Giver det mening?

update day 5

En hurtig update:

Vejede mig i morges og har tabt 400 g siden mandag.

Skal træne i dag, og jeg skal kravle grædende derfra. Basta.

Et lille (knapt så lækkert?) billede af min aftensmad. Et godt tip ellers:
Køb nogle  lowcarbtortillas (som i øvrigt kun indeholder 70 kcal, og 4 g kulhydrat pr. styk), og fyr bare på hvad i vil. Her er der tomatsauce, hytteost, mozzarella og kylling på. Det er nemt og sundt.

GOD WEEKEND!

Update

-150 g på 2 dage!

Det er da fint nok, ik? Hvis man højst skal tabe 500 g om ugen, så går det hvert fald den rigtige vej.

Dette spiste jeg i går. Jeg synes egentlig ikke at spinat smager særlig godt, men i går prøvede jeg at lave det på en pande sammen med hytteost, hvidløg og en smule chili og salt. Det smagte ok - for mit vedkommende skal det bare ned. Jeg har det lidt på samme måde med kylling. Det skal laves i ovnen, ellers får jeg seriøst kvalme. En stegt kyllingfilet: bvadr. Gad vide om jeg er gravid? Arhj... Det er jeg ikke.

Stay tuned!

In laws

Det her er lidt farligt for mig at skrive, men ikke desto mindre er jeg nødt til at komme ud med det. Det fylder rigtig meget af min hverdag, og så er det tilmed et af de problemer som der bare ikke er en løsning på. Kender du det? Det er simpelthen noget af det mest nedslidende og livsudsugende nogensinde. Nå, here we go:

Mine svigerforældre har ødelagt min kæreste med deres egne utilstrækkeligheder, neuroser og dårlige selvværd. Og det påvirker vores liv. Stadig. Selvom det er langt over 3 år siden han flyttede hjemmefra.
Jeg har altid været glad for mine svigerforældre, men jeg har også sagtens kunne se at noget var helt galt. Da jeg lærte min kæreste at kende (han var 17, jeg var 16) var han meget vred og voldelig.
Nogle af hans venner fortalte mig, at det højst sandsynlig var fordi at hans forældre var meget efter ham, og han tit stod og blev råbt af i en times tid, inden han fik lov at tage nogle steder. Det første stykke tid oplevede jeg det også nogle gange, og han ringede tit til mig sent om aftenen og var på randen til gråd.

Den første gang det gik rigtig galt, hvor jeg oplevede det, var jeg hjemme hos ham. Det var sent om aftenen, og vi var gået i seng. Pludselig hører jeg hans mor råbe nede fra køkkenet, at han skulle komme. Han rejste sig, gik ned af trapperne, og hun lukkede døren bag ham. Det næste kvarter kunne jeg høre min svigermor råbe og skrige af ham, som jeg husker det, fordi han havde misset en aflevering. Da han kom op i sengen igen rystede han og sagde at han ville flytte hjemmefra.

Nu sidder jeg her, 6 år efter. Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år, og har dermed også kendt mine svigerforældre i 6 år. Der er sket rigtig meget siden da, og ikke nødvendigvis bedre.
Sådan som jeg ser det, har det været en lang og sej kamp for min kæreste at løsrive sig fra sine forældre, og jeg tror faktisk først at vi er ved at være der nu.
Der er sket meget. Jeg glemmer aldrig den gang vi alle var hjemme i min kærestes nye lejlighed, og min svigermor sagde: "vi gider altså ikke komme og besøge dig, hvis ikke du har taget opvasken". Eller hvordan man altid har skulle gemme alt hvad der hedder regninger og breve fra det offentlige væk, for ellers kunne man (min kæreste) risikere at blive ringet op et par timer senere af sin mor, der nærmest forlangte en forklaring på hvad det handlede om. Og dengang hun sagde meget alvorligt, at vi altså skulle huske at betale vores faste udgifter, og det var det vigtigste at huske. Generelt altid forvente det værste af os. Eller ham. Jeg ved ikke.

Jeg har tusindvis af historier. Min svigermor har også engang bedt min kæreste og jeg om ikke at kysse når vi var til familiefester. Og nu tænker du sikkert, at vi har siddet og oversnavet. Nej. Almindelige kys.
Eller dengang hun bad min kæreste om ikke at have "Jack Daniels" flasker i sin vindueskarm og bruge dem som stearinlysholdere. Hendes forklaring var, at folk som gik forbi ikke skulle tro at han drak meget. Eller den gang hun googlede mig, da jeg skulle have et job. Eller da hun gik amok fordi vi havde fået tatoveringer. Eller måden hun tager ens vasketøj ned igen og hænger op på sin egen måde.
Og værst af alt: alle de gange de har fået deres egen søn til at føle sig som ingenting. Som en taber, med underlige interesser og mærkelige værdier og normer. Deres søn, som nu tager antidepressivt medicin, og går til psykolog på 3. år.
Alt dette blandet med mit temperament og min til tider lidt halv-voldelige side er ikke godt.

Bvadr

I denne weekend har min mave været kæmpestor, som om jeg var gravid i 5./6. måned.

Og så pludselig fik jeg det sådan: "Nu gider jeg fandeme ikke være tyk mere."

Da jeg vejede mig i går morges vejede jeg næsten 82 kg. Og jeg er altså kun 1,66 høj, det er alt for meget.
Vægten stiger og stiger, men nu skal det altså være slut.
Bevares - min muskelmasse må være stor. Men jeg ser tyk ud, det gør jeg. Enough.

Det der med at tælle kalorier, det har jeg opgivet lidt. Det virker alligevel ikke, det virker hvert fald ikke for mig. Der skal nemlig ske en ny ting i mit liv: GRØNTSAGER!

Sådan her kommer min mad til at være. Masser grøntsager, æg, og magert kød.

Grøntsager har aldrig rigtig været mig - faktisk slet ikke. Fuck, hvor jeg egentlig hader grøntsager. Bortset fra gulerødder. Og edemamebønner. De to ting kunne jeg leve af, så det må jeg benytte mig af.

En anden ting som jeg vil gå op i, er at drikke vand. Rigtig meget vand. Jeg har ikke fået drukket så meget vand på det sidste, fordi jeg har været syg. Men nu skal der gi's gas, eksperimentet startede i går, og slutter på søndag. Hvor meget kan jeg tabe på 1 uge?

GO!

Working out

Det går rigtig godt med træningen.

Jeg er enormt glad for Bodycombat. Til jer der ikke ved hvad det er:

Jeg plejer at forbrænde lige omkring 800 kalorier på de der 50-55 minutter man er i gang. I går var min maks puls (hold nu godt fast!) 198! Det er eddermame en rekord!

Men så plejer der at ske det, at jeg får ondt i hovedet. Er der nogle af jer der kender det?
Jeg er også altid lige så rød i hovedet som en tomat bagefter, det er virkelig ekstremt. Så der er måske ikke noget at sige til det, men nogle gange føles det bare som om min hjerne koger, og så får jeg sådan noget migræne. Det er ret irriterende! Hvad kan man gøre ved det?

Det er lidt hæmmende, og jeg er ofte nødt til at tage et par panodiler for det bliver kun værre og værre.

Candy

Okay, i dag har jeg både spist pizza og slik. Bland selv slik.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået bland selv slik, virkelig, det må være da jeg var 9 eller sådan noget.

Slik er egentlig ikke noget jeg gør mig særlig meget i. Når jeg synder er det mest kage og chokolade.

Jeg kan godt finde på at købe en lille pose slik, hvis jeg har lyst til at spise noget usundt. Men så er det mest fordi jeg tænker, at det ikke er lige så slemt at consume som f.eks. kage.

Men ved I hvad?

Jeg kan fandeme ikke tåle slik! Jeg sidder med en kæmpe bland selv pose med slik, og jeg har ikke engang spist 1/3 af den. Før jeg vidste af det lå jeg på sofaen med hjertebanken og samtidig kæmpede med at holde mine øjne åbne. Jeg blev så ufattelig træt lige pludselig, det var helt ekstremt. Hovedpine kan også godt forekomme, når jeg spiser sukker på den måde. Er det ikke underligt?

Hvorfor får jeg det ikke sådan ved andre sukkerholdige ting?

Fatgirlproblem #9

It's back!

Mit liv er jo fyldt med fatgirlproblems, og det der fylder mest er at jeg er ret fat. Hæhæ.

Sådan her ser jeg ud for tiden:

Det er nok min heldige vinkel.

Jeg vejer omkring 80 kg, tror jeg. Og det sidder lige på maven, lårene og røven. Og armene! Årh, jeg er så fucking træt af det. 
Nå, men her kommer the fatgirlproblem:

I dag var jeg til træning. Og jeg har fået nye træningsbukser. Faktisk dem her fra H&M:

Og de er jo ret flotte, ikke?
Da jeg tog dem på, synes jeg de var ret stramme. Altså, faktisk som malet på.
Så går jeg igennem hele træningscenteret, ind i et lokale med et kæmpe spejl, og så så jeg mig selv og tænkte: FUCK!
Jeg lavede mine øvelser, og derefter gik jeg op og skiftede til mine løse joggingbukser.
Fordi, mine ben og røv ligner ikke ovenstående! Haha, faktisk synes jeg det var lidt komisk.

Jeg føler at jeg er nået til et punkt i mit liv hvor jeg bare har fået nok.
Jeg har ikke spist sukker; herunder slik, chokolade, kage, is osv længe. (Det passer ikke, jeg har i dag spist en kartoffelkage med min mor på café, ellers ikke)
Jeg har simpelthen bare ikke lyst. Inden i føler jeg, at det ikke er noget jeg har brug for. Jeg ved godt, at det ikke vil gøre mig bedre eller gøre mig godt.
Det er nok sådan et erkendelsespunkt jeg er nået til. Jeg ved, at jeg er tyk. Det er ikke længere en frygt, det er et faktum. Jeg ved, hvad jeg skal gøre for ikke at være tyk. Og så er det bare med at lette røven. Jeg tror stadig at jeg spiser sådan lidt rigeligt med mad. Jeg spiser f.eks. ca. ½ kg skyr om dagen. Jeg synes jeg køber æg hele tiden, for de bliver hurtig spist. Men jeg ser det som en proces. En nedtrapning. Og så spiser jeg rigeligt, fordi jeg træner rigtig meget. Jeg har konstant DOMS og har haft det i over en uge. Jeg træner hver dag næsten. And i love it.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg når mit mål en dag. Snart.

Hudløst ærlig

Min far er syg

Min far er syg. Det har han været i mange år. Måske altid.

Hans barndom har ikke været nem. Han har aldrig følt sig elsket af sine forældre.

Min far har været en succesfuld mand. Jeg har engang set en af hans lønsedler som var på over 80.000 kr.
Jeg tror han er lidt autistisk. Han kan hvert fald huske alle mulige tal, og han var et ”hot-shot” inden for IT da jeg var barn. Det er han nok stadig. Selvom han har problemer med at håndtere en Iphone, og slet ikke forstår hvad fanden man egentlig skal bruge facebook til. 

I dag er min far syg. Han sidder i en lænestol i sit rækkehus og ryger smøger og drikker kaffe dagen lang. Nogle gange er han sådan helt brun om læberne. Han elsker kaffe.
Han har ikke rigtig nogen pårørende. Kun mig. Jeg ved ikke hvorfor han ikke har andre. På en måde tror jeg, at han har skubbet dem væk igennem tiden. Jeg kan huske at han engang havde det meget med at ringe til folk når han var fuld. Ringe og græde og fortælle dem at han ville dø.
Så tror jeg de har trukket sig tilbage, det gad de ikke være med til. Det forstår jeg godt, det gider jeg egentlig heller ikke. 

Men nogle gange er min far min bedste ven. Et par gange om året er han så tæt på normal, han er næsten i mål. Og jeg elsker ham. Jeg elsker ham så højt. Vi laver så meget fis med hinanden, spiser Ben&Jerrys, griner og slås. Ja, min far er karateentusiast, og jeg synes også det er sjovt. Så vi øver forskellige slag og spark på hinanden.
Jeg kan snakke i telefon med ham mange gange om dagen, jeg tror rekorden er 7 gange. Men det gør mig ikke noget. For jeg synes kun, at han bringer glæde til mit liv. Han hjælper mig, han snakker med mig. Han er klog, det er han. Også livsklog.

Pludselig kan han blive syg. Det er han lige nu. Han har angst. ”Galoperende angst”, som han selv siger. Og det må man sige han har. Engang i mellem lukker han mig ind i sit univers, og fortæller om hvilke tanker han kan have, bare om at gå i bad. Hvor svært det er, hvor mange udfordringer der er på vejen og hvor mange ting der kan gå galt. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg får ondt af ham.

Nogle gange bliver jeg rigtig ked af det. For jeg vil gerne lade ham være og leve mit eget liv. Jeg vil gerne have, at hans liv ikke skal påvirke mit. Nogle gange vil jeg bare gerne være ligeglad. Men hvis jeg vendte ham ryggen, så ville jeg heller ikke have ham, når han har det godt. Og jeg tror også han ville dø, hvis han skulle leve uden mig. Så har han ikke noget. Det er sørgeligt, og det gør ondt inden i mig. 

Det gør så ondt i mig, at jeg engang i mellem selv overvejer hvad jeg lever for. Ikke på selvmordsmåden, men på den måde, at jeg ikke altid synes at livet er sjovt at have. Og det gør også ondt at bebrejde en, som jeg elsker så højt, at jeg ikke kan leve ordentligt.

Derfor er mit eneste håb, at han en dag bliver rask. Jeg ved af erfaring, at angst kan man arbejde med. Men hvorfor er han ikke nået dertil endnu? Han har været syg i så mange år.
Jeg ved, at han kan få det bedre. For det har han lige haft. Han har lige haft en rigtig god periode på over et år, så det kan lade sig gøre. Nu er han så blevet syg igen, og han har drukket en gang.

Min far har drukket rigtig meget. Og nogle gange tænker jeg: ”Hvad er det værste der kan ske?” Og det ved jeg godt. Det er at han dør.

Det tænker jeg meget på. Han drikker ikke lige nu, men jeg tænker stadig på, at han nok dør snart. Av, for fanden i helvede hvor er det hårdt at skrive.

Nogle gange går jeg rundt og er ked af det. Så sætter jeg mig ned, og tænker: ”Hvad er der galt?” Når jeg får gravet det frem, så handler det i bund og grund om, at jeg går og venter på at han dør.
At han enten selv slutter sit liv, eller at han dør af druk og medicin. 

Livet er hårdt. Men engang i mellem kan jeg godt synes det er strengt, at mit liv skal være hårdt, bare fordi min fars liv har været det eller er det. 

Hvis bare han var en fucking idiot, og jeg hadede ham. Så kunne han rådne op i helvede. Men det gør jeg ikke, jeg elsker min far meget højt, og han er et fantastisk menneske.

Han skal nok blive rask.