Forklaringen

Okay, så er det dag nummer to.

Jeg skulle ringe til lægen i morges, for at få svar på mine blodprøver omkring stofskifte.
”De ser helt fine ud”. Det var en mærkelig blanding af at blive glad for at jeg er rask, men også fucking frustreret over hvorfor jeg ikke kan finde ud af at tabe mig. 

Nogle gange kan jeg blive helt i tvivl om, om det virkelig er mig den er gal med. Gad vide om jeg går i søvne? Ned på Statoil og køber en hotdog og en plade marabou. Så ville jeg kunne forstå mine problemer. Men det kan jeg ikke. Jeg må hellere uddybe:

Jeg har altid været lidt småbuttet.
Da jeg flytter hjemmefra i 2010, går det op for mig, at jeg helt selv kan bestemme hvad jeg vil spise og hvornår og hvordan, og det udnytter jeg på det groveste. På dette tidspunk vejer jeg måske 65 kg.
Jeg husker endda engang hvor jeg spiste en pose ostepops til aftensmad. Yeah, du læste rigtigt.
Og mælkesnitter. Mælkesnitter har jeg også spist til aftensmad flere gange. Sikkert også morgenmad.
Omkring Roskilde festival 2010, går det fuldstændig galt. Efter en uge med noget der ligner 20-30 genstande om dagen og mad bestående af burgere og nachos med hotwings, har jeg taget jeg ved ikke hvor meget på. Tror jeg vejer omkring 75 kg her.

Nogle dage efter jeg kommer hjem fra Roskilde får jeg besøg af min far. Vi sætter os til at spise frokost, og jeg husker tydeligt at jeg havde gamacher på den dag.
Jeg rejser mig op for at hente noget køkkenrulle, da han udbryder: ”Hold kæft hvor er du blevet stor!” , jeg kigger på ham i håb om at det er for sjov, men han ser virkelig forbavset ud. ”Det kan du sgu da ikke være bekendt at sige!”. Efter denne kommentar trak han lidt i land med en nervøs latter. Av, hvor gjorde det ondt. Men ikke desto mindre fortsatte jeg min nye fede livsstil.

Vinter 2011 vejer jeg 82+ kg. Jeg har på dette tidspunkt intet begreb om hvordan det er sket, og slet ikke hvad fanden jeg skal gøre ved det.
 

Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt grine lidt af mig selv. Min viden omkring emnet har virkelig været ringe. Jeg troede at hvidt brød var lige så fint som rugbrød f.eks., og ”for-meget-sukker” eksisterede ikke i min verden.

Først da jeg begyndte at bruge madlog.dk, kunne jeg se hvad jeg egentlig havde indtaget af kalorier. Jeg var i chok. Og jeg hadede mig selv. Og jeg kan huske at jeg brugte 2500 kr. på at få ekstensions i mit hår, bare for ikke at føle mig helt af helvede til. Desuden hoppede jeg på Alli-pillerne, og så vidt jeg husker hjalp de mig faktisk nogle kg ned i vægt.

I sommeren 2011 går jeg til lægen, fordi jeg har det skidt. Hun spørger mig: ”Er det sket en stor ændring i din vægt for nyligt?”, og jeg fortæller hende hele historien.
Min læge var en lille fin dame, med kort gråt hår. Hun var flyttet til Danmark fra England nogle år før, og havde den mest fantastiske britiske accent. Nogle gange foregik vores samtaler endda på engelsk, da hun var bedre hjemme i det.

Jeg gik hos hende i et år, og jeg vil for evigt være hende meget taknemmelig.
Jeg tabte mig fra omkring 80 til 70 kg. I sommeren 2012, vejer jeg 70 kg. Og ved I hvad? Jeg burde have været så lykkelig, men det var jeg ikke. Jeg havde selv svært ved at se det, og jeg syntes slet ikke, at det var nok. Jeg ville længere ned – mere vil have mere.

I september måned stoppede jeg med at ryge. Og det var forfærdeligt.
Hold. Nu. Kæft. Hvor var det hårdt!
Jeg havde forberedt mig på, at jeg nok ville tage lidt på, så jeg havde lagt en plan: Jeg måtte spise lige nøjagtig hvad jeg ville, men jeg skulle ud at løbe hver dag. (Grunden til at jeg overhovedet ville stoppe med at ryge var, at jeg syntes det hæmmede min træning. Jeg vidste jeg ville kunne yde meget, meget mere.)
Det gjorde jeg også den første månedstid, men en dag skulle jeg føre mig frem på en militærbane – og gæt hvem der slog sit knæ helt af helvedes til.
 

Derefter syntes jeg bare at min vægt overhalede mig, og efter jul vejede jeg 77 kg.

Nu sidder jeg så her. I dag. Vejer 78 kg. Er 1,66 høj. Lille prop, og er ved at gå totalt psykisk ned.

Jeg har været på kur siden januar, og alligevel har min vægt været det samme det sidste halve år. Plus minus nogle hundrede gram. Seriøst, der er intet sket – til trods for at jeg af mange omgange har benyttet mig af madlog.dk, og har trænet min krop i stykker, er der intet sket. Derfor opsøgte jeg læge. Jeg forsøgte at få en tid hos "min" læge som jeg havde gået hos et år, men hun var der desværre ikke mere. Det ville jeg ellers have været lykkelig for.

Min læge fortalte mig, at det er en god idé at spise mellemmåltider, at drikke et stort glas vand inden man skal spise og at man skal spise grovpasta i stedet for hvid. Jeg havde bare lyst til at tage hendes hoved og smadre ned i bordet (jaja, rolig nu) og skrige hende ind i hovedet: ”TRO NU PÅ MIIIIIG!!!”

Jeg bebrejder ikke folk, at de først tænker at det er fordi jeg spiser helt forkert. Og nogle gange ville jeg egentlig også bare ønske at det var det som var galt. Hvis bare det var fordi at jeg drak to liter cola om dagen, eller spiste smør på brødet, eller gik i søvne om natten, så ville det give mening for mig.

Men det gør jeg ikke.