Søg i denne blog

onsdag den 17. juli 2013

The beginning. Again.



I dag er det startet.
Jeg havde glædet mig rigtig meget, men jeg må indrømme at jeg var pissenervøs da jeg vågnede. Hvad er jeg så nervøs for? Jeg er så rædselsslagen for, at der er nogle der kigger på mig og tænker: ”Ej, hvad fanden er det hun laver?”.. Det var der så også. Eller, en stor pumper med rødt skæg og vikingetatoveringer (jo, det passer) der kom hen og sagde til mig at jeg brugte noget forkert udstyr. Det var jo fint nok, det var bare for at hjælpe. Men hvor er det bare pinligt. Tror også jeg blev sådan lidt paf, han så hvert fald ud som om han havde slået mig bagefter. Det havde han også, lidt. 

Efter dette havde jeg bare lyst til at gå, og det havde jeg også gjort under normale omstændigheder. Jeg var faktisk et millisekund fra at gå. Men jeg manglede kun at lave cable curls.
Jeg synes det var nervepirrende nok at stå blandt (unge) mænd, som sikkert har helt vildt meget styr på det, men jeg gjorde det sgu alligevel. Hurra! Selvom jeg følte, at jeg blev overvåget med omkring 6 mandlige pumper-øjne. Det gik. Jeg er stadig i live. Og der var ikke flere kommentarer den dag.

Så, nu sidder jeg her og skal have styr på hvad jeg skal proppe i kæften. For fanden det er svært.
Især når jeg lige er kommet hjem fra en uge på mallorca, hvor kosten bestod af øl, rødvin og bananasplit. Mmm. Og drinks. Og selvfølgelig også noget mad, men det var ikke så interessant, til trods for at jeg har taget 2,8 kg på. Hvordan fanden kan det lade sig gøre? Please gud, lad det være lidt væske også.
Ferien var god, men jeg føler lidt at mit sind har fået sig nogle fucking sviende hudafskrabninger.
Til trods for, at der på intet tidspunkt var nogle der kiggede underligt på mig, eller kommenterede min krop, så tænkte jeg næsten ikke på andet. Og jeg hader lidt mig selv for det, men som jeg sagde til lægen i går: ”Jeg er ved at miste besindelsen”   

Jeg sammenlignede endda mig selv flere gange med små tøsepiger på 12 år. Det er virkelig flovt at skrive, men det gjorde jeg.  ”Hvorfor ser jeg ikke sådan ud?” .. ”Fordi du er en voksen kvinde. Idiot”
Hvad er der galt med mig? Jeg føler mig som om jeg vejer 110 kg, og så sammenligner jeg mig selv med børn? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar