motivation

Så er der det med motivationen.

For hvad er det egentlig der motiverer mig? Billeder som disse? (som jeg i øvrigt ikke ejer)

Jeg tror det ikke.
Kvinderne på billederne er meget smukke, ingen tvivl om det.
Men jeg ved også at det i mange tilfælde er umuligt at se sådan ud. Eller. Det er de færreste, ik?
Det er vel derfor, at de tager billeder af sig selv og ligger på nettet. Og derfor vi kigger på dem - det er fordi det er noget man sjældent ser, fordi det er et ekstraordinært udseende og at der ikke er mange der ser sådan ud.


Jeg ved godt, at det er helt urealistisk for mig at komme til at se sådan ud. Jeg tror måske heller ikke, at det er det jeg ønsker. Jeg kan godt lide fyldige former.
Men hvad er det så der bliver ved med at motivere mig?
Nogle gange kan jeg godt undre mig over, at jeg ikke bare smider håndklædet i ringen og giver fuldstændig op på det hele. Det virker jo alligevel ikke, det jeg gør. Og selvom det er noget nær jordens største nederlag at veje sig efter en uges hård slid, og se at der ikke er sket noget, bliver jeg på besynderlig vis ved med at hoppe op på hesten igen.
For jeg VIL lykkes. Jeg vil se normal ud. Jeg vil have en normal vægt. Det der motiverer mig, er at jeg håber jeg bliver lykkelig af det.
Jeg kan kun forestille mig, at man bliver lykkelig af ikke at skulle tænke over hvad man spiser (hele tiden), og ikke tænke over om man ser aaalt for tyk ud i det tøj man vælger at tage på. "Bye bye, worries!"

Næh, faktisk er Khloé Kardashian min motivation, og jeg synes hun ser helt sindssygt fantastisk ud på dette billede. Wow. Suk.