Wordstorm

Jeg føler mig helt flad indeni. Kender du det?
Som om hjertet banker meget langsomt, og følelserne er vage. Det er mest fordi jeg lige har grædt. Før jeg græd spændte det i hele brystet og jeg har bare lyst til at skrige: "hold nu kæft!!" til de der fucking tanker der raser rundt inde i hovedet på mig. Hvor jeg dog hader, at jeg er så negativ og pessimistisk og tager sorgerne på forskud og har tendens til at være deprimeret. Hvert fald lige for tiden.
Det er meget længe siden, at det er gået rigtig godt - rigtig længe.

Måske synes jeg ikke der er så meget ved livet lige for tiden. Men sådan er det, det ved jeg jo godt. Jeg ved godt at det ikke altid kan være sol, sommer og ubegrænset kærlighed. Nogle gange bliver det også mørkt, vinter og meget kolde tæer evig og altid. Og det ved jeg. Og det er okay.

Jeg tænker, at det hjælper at skrive tingene ned. Så det vil jeg gøre.

Jeg har fået et job. Et spændende job. Men jeg er ikke helt sikker på, om jeg vil have det. Da jeg gik fra jobsamtalen tænkte jeg: "jeg bliver glad hvis jeg får det, men hvis jeg ikke gør.. så bliver jeg sgu lidt lettet".
Så fik jeg det. Just my luck. Det er garanteret kun fordi at jeg er skide billig i drift som nyuddannet.
Nå, men jeg skal starte i morgen. Og jeg har en rigtig dårlig følelse i kroppen. Det er som om jeg allerede har bestemt mig for at det ikke går; at jeg ikke kan med min kollega eller de meget "svære" børn. Hvorfor gør du det, Christina? Negative idiot.
Selvfølgelig fordi jeg tvivler på mine egne evner. Og det er ellers ikke noget jeg plejer at gøre. Faktisk er jeg rimelig selvfed.. Som i, hvis jeg så mig selv udefra ville jeg tænke: "Har du hørt om janteloven!" (Jo, jeg går ind for janteloven)
Men det er jo ikke noget jeg går og siger til folk. Men jeg ved at jeg ikke bare er den gennemsnitlige pædagog. Jeg kan virkelig noget. Hvert fald i teorien. Gad vide hvordan det virker i praksis. Det er nok det jeg er skide nervøs for.

Jeg er også rædselsslagen for, hvordan det skal gå med kost og motion i forhold til at have et arbejde. Det har jeg ikke rigtig prøvet. Og desværre er pædagoger sådanne mennesker der altid skal have kage til kaffen. Seriøst, det er ikke løgn. Så jeg skal også lære at sige nej. I starten bliver det noget med at stå og skrige min kollega desperat ind i hovedet: "NEJ! VI SKAL IKKE HAVE KAGE! NEJ! STOP NU!!" Jeg kan godt sige nej, det er jeg faktisk ret god til.
Den sidste uge er det ikke gået skide godt med kosten. Men det er heller ikke gået skide dårligt. Og jeg synes jeg har trænet godt.

Og så har jeg en masse privat på hjerte, som jeg ikke ved om jeg skal skrive om. Jeg har lyst til det. Jeg har lyst til at give total los og skrive alle mine tanker ned. Men alligevel skal man jo nok lige tænke sig om, ik?

Men jeg kan sige sådan her: "Svigerforældre, hva!?"