Dear mom

Kære Mor

Jeg har så mange ting jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke sige dem til dig. Ikke fordi du er død, men fordi det ville ødelægge vores forhold. Du ville aldrig kigge på mig med kærlighed i øjnene igen, og jeg ville såre dig og ham. Din mand. Din kæreste. Ham du bor sammen med.

Ham er jeg ligeglad med. Jeg har længe vaklet mellem at få lidt dårlig samvittighed eller at være cold as ice. Jeg synes det er svært at opretholde den samme tålmodighed og glæde ved et andet menneske som nærmest kun udretter dårlige ting. Okay, da jeg skrev dette fik jeg et sug i maven af dårlig samvittighed. Men det handler udelukkende om dig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham. Jeg vælger at være cold as ice. For han ødelægger min familie og det har han altid gjort, mor. 

Da du lærte ham at kende for ni år siden var du glad. Jeg var ligeglad. Jeg havde nok regnet med at det ville ske. Jeg synes det var hårdt at far blev så ulykkelig, og jeg synes nærmest det var endnu hårdere at se dig sidde på din nye kærestes skød og kysse og jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvor forfærdeligt det var at høre jer bolle. Det glemmer jeg aldrig. Jeg faldt ofte i søvn med en finger i det ene øre og hovedpuden presset op i det andet øre.

I starten syntes jeg også han var sød. Og spændende. Og karismatisk og havde store armbevægelser og fortalte opslugende historier. Jeg kan godt se hvorfor du blev forelsket i ham. Han havde en stor gård, tatoveringer og en farlig hund. Og så var han ni år yngre end dig. Det var lige hvad du havde brug for, var det ikke? 

Når jeg tænker tilbage på den tid, kunne jeg allerede dér se, at han drak for meget. Jeg husker en episode hvor han kom på besøg, og han var ikke kun beruset – lad os sige det sådan. Han snakkede og snakkede om at han havde en DVD derhjemme som jeg skulle se, og han ville køre hjem og hente den. Han gik på toilettet, og jeg husker det som om at du nærmest lå på knæ og bad mig om at sige: ”det er ligemeget!” for du vidste godt, at hvis han kørte i den tilstand ville han køre galt. Jeg gjorde som du bad mig om. 

En dag blev du underlig. Du gik lidt rundt om dig selv, du havde tårer i øjnene. ”Hva’?” spurgte jeg forvirret. Du fortalte at han havde skudt sig selv i foden. Bogstavelig talt. Det var sket for nogle dage siden. Det var sket om lørdagen. Du havde været hjemme hos ham, I havde drukket. Han skulle lege med sin pistol. Han skød sig i foden. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket chok du har fået. Jeg kan lige se for mig hvordan du har båret ham i seng, og hvordan han har skældt ud og sagt at det ikke gjorde ondt og at du ikke skulle ringe efter en ambulance. Derfor blev han liggende på sofaen i nogle dage, indtil der gik betændelse i og han ikke kunne holde smerten ud mere. Politiet undrede sig over hvordan det kunne ske. 

Du vidste godt allerede dengang, at du var ude i noget unormalt. Gjorde du ikke, mor? 

Sjovt nok lærte han aldrig noget af det. Jeg har flere gange forladt huset når han skulle have sine våben frem i en ordentlig brandert. Hvorfor stoppede du ham aldrig? 

Det næste der sker, er at vi flytter hjem til ham. Og herefter fortsætter de værste 1,5 år i mit liv.
Jeg behøver ikke fortælle dig hvad der skete, for det kan du udmærket huske.
Som jeg sagde til psykoterapeuten i går, så tror jeg egentlig ikke det var hans mening at være ond. Han ville bare opdrage mig. Han synes ikke, at jeg var ordentligt opdraget. Var jeg så slem, mor? Fortjente jeg al den smerte, fordi jeg glemte at slukke lyset efter mig? Eller fordi jeg var tyve minutter om at gå i bad? Når han gentagne gange hev min oplader (plus mobil) ud af væggen, og smed det hen ad gulvet – så følte jeg ikke at der var plads til mig. Forstår du det? 

Der er noget jeg aldrig har fortalt dig, og jeg ved aldrig om jeg kommer til det.

Da vi flyttede ind fik jeg en rundtur. Vi stoppede ved et pengeskab. Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde meget utvetydigt: ”Dette er MIT skab. Det er KUN mig der kommer her”

Så næste gang jeg var alene hjemme, skulle jeg fandeme se hvad der var i det skab. Jeg fandt våben og patroner. Jeg fandt billeder. Af hans far. Og noget andet.

Jeg fandt billeder af hans eks kæreste. Hende du hader. Hende der er på alder med din egen søn. Og det var ikke almindelige billeder, hun var nøgen. Med spredte ben. Blandt andet. Jeg har også vist dem til din søn og svigerdatter. Vi har aldrig sagt noget. Jeg kan ikke. Jeg ved, at du havde skredet på stedet. Men jeg elsker dig for meget til at ødelægge dit liv.
Det er i dag 7 år siden jeg fandt disse billeder. Og det eneste jeg nogensinde har fået fremstammet er: ”Har du egentlig nogensinde kigget i det der pengeskab?”

Jeg vidste også, at hvis jeg sagde det, ville han selvfølgelig få det at vide. Og jeg tror jeg har været bange for, at han ville slå mig ihjel. Hvis han kunne blive så gal på mig, fordi jeg ikke støvsugede inde under bordet, hvad ville han så gøre, hvis jeg havde kigget i hans skab? 

Du skal vide, at jeg har megen smerte indeni. Det er sjældent at jeg tænker på dengang. Det er hvert fald sjældent, at jeg tænker på de gange du ikke har forsvaret mig. Det gør for ondt, jeg kan ikke holde det ud. Det hænger for mig ikke sammen med det forhold vi har i dag.
Hvem var du? Hvad tænkte du egentlig på? Sådan rigtigt – hvad var dine overvejelser, mor? Hvilke tanker havde du, når han råbte og skreg mig ind i hovedet og jeg sad med snot og tårer væltende ud over det hele, hivende efter vejret, værende den mest ulykkelige lille pige på hele sydsjælland?
Hvorfor, mor?

Jeg ved at han også var sådan overfor dig. Det har jeg jo selv set. Og det fortsatte i stigende grad da jeg flyttede. Gjorde det ikke? 

Jeg glemmer aldrig en gang du havde lagt flis i de store huller der var rundt omkring på græsset i haven. I skulle til fest. Du havde gjort dig klar, i kjole og høje hæle. Du var smuk.

Han kom hjem. Skældte dig ud, bad dig om at fjerne det lort igen. Jeg betragtede hele situationen. På en måde føltes det godt. Hvert fald at det ikke var mig det gik ud over. 

Så stod du der. Med din kjole og dit lange lyse hår blæsende i vinden og skovlede flis væk. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Jeg græd, for det meste. Du var aldrig på min side, du forsvarede mig ikke en eneste gang. Jeg plagede dig konstant om at komme væk derfra. Konstant. Du blev sur.
Du sagde en gang, at hvis han slog mig, så kunne vi flytte. Jeg overvejede tit at provokere ham en tand ekstra, så havde jeg fået sådan et par på hovedet.

I dag kan jeg godt tænke lidt bebrejdende: ”Først dér, mor?” Hvorfor skulle han slå mig? Alle hans ord var tusind gange værre end ti lussinger dagligt. Kunne du ikke se det?

En dag slog han mig. Det var ikke med vilje. Han var fuld. Jeg skubbede til ham, han faldt. Du sagde: ”Christina, 4 år”. Jeg døde indeni.

I dag er jeg voksen. Tilmed klog og reflekterende.

Jeg kan godt se, at han bare er et sørgeligt lille menneske. Jeg kan godt se, at han har haft et rigtig svært liv. Og dét bløder mit hjerte for. Men jeg er nødt til at sige dig noget:

Gå fra ham. Hvad fanden venter du på?

Jeg synes du er en fantastisk, klog, stærk og smuk kvinde. Men når det kommer til det her, så synes jeg faktisk du er snotdum. Det kunne jeg aldrig finde på at sige til dig i virkeligheden. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men det synes jeg. 

For en uge siden blev i uvenner. Ikke bare lidt, men sådan – seriøst uvenner. Jeg blev så glad.
Det har jeg ikke rigtig sagt til nogle, for det ved jeg godt at jeg ikke kan være bekendt. Men jeg ved, at du er en anden uden ham. Jeg ved, at du kunne have et helt andet liv. Andet og bedre! Meget bedre.
Et liv uden alkohol, uden tyranni, uden psykisk terror, et liv hvor du er hovedpersonen. Ikke ham.

Der er ikke nogle der forstår hvorfor du er sammen med ham. Jeg fortalte det hele til psykoterapeuten i går. Hun var (af en objektiv part at være) helt målløs. Der er ikke et menneske på jorden der tænker at i passer godt sammen. Og der er ikke nogle af os der kan lide ham. Vi lader som om, og vi skal nok komme til fødselsdage og så videre. Men han skal kun træde lidt ved siden af, så husker vi på magisk vis alt hvad han nogensinde har sagt og gjort. Det skal du aldrig være i tvivl om.

Jeg ønsker dig intet andet end lykke og kærlighed. Intet. Andet. Jeg håber du en dag får det.